Grundlaget for krigen mod Islamisk Stat, når islamisterne er fordrevet fra Irak

Der pågår i øjeblikket voldsomme kampe i og omkring den irakiske by Mosul, hvor den irakiske hær – med bistand fra diverse stater og aktører – forsøger at fortrænge Islamisk Stat. Sidstnævnte har haft byen under kontrol i mere end to år.

Selvom modstanden fra Islamisk Stat tilsyneladende er mere massiv end ventet er det efter alt at dømme kun et spørgsmål om tid inden Mosul er ’befriet’ og atter under den irakiske regerings kontrol. Og herefter er forventningen, at resten af Irak ganske hurtigt også ‘renses’ for de sidste ’lommer’ af Islamisk Stat krigere.

Spørgsmålet er, hvad den snarlige ’tilbageerobring’ af Irak fra Islamisk Stat vil få af betydning for det folkeretlige grundlag for den militære operation mod Islamisk Stat i Syrien.

Den flittige læser af denne blog vil vide, at det folkeretlige grundlag for bl.a. den danske indsats mod Islamisk Stat i Syrien er baseret på udøvelsen af kollektivt irakisk selvforsvar mod de islamistiske krigere. Det har vi redegjort for flere gange (se bl.a. her og her). Når Islamisk Stat er fortrængt fra Irak må den umiddelbare konklusion være, at den irakiske ret til selvforsvar ophører, fordi det væbnede angreb, der udløste selvforsvarsretten er standset. Og det vil i sagens natur også betyde, at en stat som Danmark ej heller længere kan basere sin magtanvendelse i Syren på det irakiske selvforsvar.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra den mulighed, at den danske indsats mod Islamisk Stat indstilles, når der ikke længere er et klart folkeretligt grundlag (det skulle ligne en siddende dansk regering dårligt at lade en krigsindsat være 100 procent afhængig af eksistensen af et meget klart folkeretligt grundlag, host, host Kosovo og Irak) er der vel følgende mere eller mindre sandsynlige muligheder:

  • Den irakiske regering opretholder sin påstand om, at Islamisk Stat udgør en trussel mod Irak, og at retten til selvforsvar er intakt, selvom organisationen er fortrængt fra irakisk territorium. Vi fortsætter på den baggrund udøvelsen af kollektivt irakisk selvforsvar.
  • Magtanvendelsen mod Islamisk Stat i Syrien baseres på udøvelse af kollektivt fransk selvforsvar. Som redegjort for andetsteds her på bloggen gjorde den franske regering efter angrebene i Paris i november 2015 gældende, at angrebene havde udløst en fransk ret til selvforsvar mod Islamisk Stat i Syrien. På nuværende tidspunkt har den franske regering – så vidt vides – ikke anmodet andre stater om at bistå med at forsvare Frankrig mod Islamisk Stat, men det kan jo komme.
  • Magtanvendelsen baseres på kollektivt amerikansk selvforsvar. USA forbeholder sig som bekendt – fortsat – en kontroversiel ret til at gøre brug af væbnet magt i selvforsvar mod de organisationer, såsom Al Qaida, der stod bag angrebene på USA den 11. September2001. Og ja, som beskrevet tidligere her inkluderer denne ret i amerikansk optik også Islamisk Stat. For en diskussion af det amerikanske grundlag, se her og her. Den amerikanske ret til selvforsvar kan vel også udøves kollektivt.
  • Vi bider i det efterhånden rigtig sure æble og lader vores magtanvendelse mod Islamisk Stat i Syrien være baseret på samtykke fra Assad-regeringen. Det er som omtalt bl.a. det russiske grundlag for at være i Syrien.
  • Det lykkes mod forventning at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, der bemyndiger til brug af magt mod Islamisk Stat i Syrien.

Denne blogger tør ikke give et (officielt) bud på, hvilken af de ovennævnte muligheder, der vil blive benyttet, og det kan jo være, at det ender med at være en helt sjette. Den femte og sidste mulighed – et mandat fra Sikkerhedsrådet – vil i sagens natur være at foretrække, da den vil skabe det klareste grundlag. Men om den er det mest sandsynlige er straks mere tvivlsomt. Herudover vil der være en risiko for, at et eventuelt mandat formuleres i så snævre vendinger, at det kan rejse tvivl om dets rækkevidde (host, host Libyen)

 

 

 

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

8 kommentarer til “Grundlaget for krigen mod Islamisk Stat, når islamisterne er fordrevet fra Irak

  1. Louise: Ja, det har du vist. Generalforsamlingen har ikke nogen kompetence til at autorisere brug af magt. Det har kun Sikkerhedsrådet. At forsamlingen i Uniting for Peace selv mente, at de burde have en sådan kompetence ændrer ikke på det. Den er i øvrigt – i min verden ihvertfald – et levn fra den kolde krig, hvor SR var totalt lammet. Det er det jo ikke idag.

  2. Kære Anders,
    Interessant pointe!
    Kan en sjette mulighed ikke være et mandat fra Generalforsamlingen? En ‘Uniting for Peace’-resolution besluttet af et ekstraordinært indkaldt GA, som Canada har taget initiativ til, og en række lande herunder Danmark er medunderskrivere på?
    Det kan godt være initiativet ikke har megen politisk gang på jorden, men folkeretligt er det vel en reel mulighed, eller har jeg misforstået, hvad Uniting for Peace kan bruges til?
    bedste hilsner
    Louise Riis Andersen

  3. Jeg er enig i, at hvis et angreb definitivt er ophørt, er der ikke længere ret til selvforsvar. Også enig i, at SR ikke autoritativt fastsætter rammerne for selvforsvar. Min beskedne pointe er blot, at truslen mod Irak næppe er forsvundet, såfremt der stadig måtte være et fristed i Syrien, hvorfra ISIL kan regruppere, genopbygge kampkraft samt planlægge og gennemføre aktioner. Men det kan da diskuteres, om det er noget andet/mere end det traditionelle selvforsvarsbegreb, der her er i spil.

  4. Hmm, men en ret til selvforsvar må forudsætte, at der er noget at forsvare sig imod/ at der er proportionalitet. Og hvis truslen er ophørt kan det ikke længere være proportionalt at fortsætte selvforsvaret. Herudover er det jo ikke op til Rådet at fastsætte rammerne for selvforsvar. Hvis det vil bemyndige magt må det vedtage en resolution efter proceduren i kapitel VII.

  5. Jeg læser resolutionen sådan, at SR anerkender, at Iraks ret til selvforsvar geografisk også omfatter områder (fristeder) i Syrien, således at retten til selvforsvar ikke nødvendigvis ophører ved nedkæmpelse af ISIL i Irak som sådan.

  6. Hej Jakob
    Er ikke sikker på, at jeg forstår dig. Mener du at SR herved skulle have givet et mandat?
    Bh

  7. Altid interessant at læse dine indlæg, Anders.
    Kan man ikke læse de irakiske henvendelser til FN (breve af 25. juni 2014 henholdsvis 20. september 2014 – nævnt i resolution 2249 af 20. november 2015) sådan, at Irak allerede hævder en trussel fra ISIL udgående (også) fra Syrien? I resolutionens operative paragraf 5 tales der ligeledes om at bekæmpe truslen i begge lande (“eradicate the safe haven they have established over significant parts of Iraq and Syria”), så der foreligger vel allerede en bemyndigelse til magtanvendelse i Syrien set i sammenhæng med Iraks ret til selvforsvar? Sådan læser jeg i hvert fald resolutionens sammenkædning af den irakiske regerings breve og det geografiske område, hvor ISIL ifølge paragraf 5 kan bekæmpes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *