Væbnet angreb på Frankrig?

Terrorangrebene i Frankrig i går – fredag den 13 – er blevet kaldet en krigshandling af den franske præsident. Det har – ikke overraskende – fået en del medier til at spekulere over, hvad vi skal lægge i det. Eftersom Frankrig allerede er involveret i en væbnet konflikt med Islamisk Stat i Irak og Syrien er det mest interessante set med folkeretlige øjne, hvorvidt angrebene er at anse som et væbnet angreb på Frankrig, der i henhold til artikel 51 i FN Pagten kan være egnet til at udløse en fransk ret til selvforsvar.

Islamisk Stat har øjensynligt taget ansvaret for terrorangrebene, og den franske regering har også udnævnt de militante islamister som de skyldige. Her til aften rapporteres det endvidere, at der åbenbart har været kontakt mellem de terrorister, der udførte angrebene og personer med tilknytning til Islamisk Stat i Syrien. Hvis det er korrekt, at angrebene har forbindelse til Islamisk Stat i Syrien, vil der efter min opfattelse være grundlag for at konkludere, at angrebene var egnede til at udløse en fransk ret til selvforsvar i henhold til Pagten. Dels er omfanget af angrebet og dødstallet på ca. 130 personer tilstrækkeligt til at oversige den minimumstærskel for intensitet, der indfortolkes i art. 51, og dels er det sandsynligt, at der kan være flere angreb på vej mod Frankrig. Det har Islamisk Stat ihvertfald givet udtryk for. Det skal i den forbindelse understreges, at angrebet mod Charlie Hebdo i januar ikke blev udført af personer med tilknytning til Islamisk Stat, men derimod af personer, der påstod, at de repræsenterede Al Qaida i Yemen (AQAP). Der er således ikke umiddelbart grundlag for at koble de to angreb sammen.

Det forhold, at Islamisk Stat ikke er en stat bør efter min opfattelse ikke have afgørende betydning for, om terrorangrebene kan være egnede til at udgøre et væbnet angreb. Omend ICJ (endnu) ikke har understøttet denne konklusion mener jeg, at det på baggrund af den internationale reaktion på Al Qaidas angreb den 11. september efterhånden er generelt accepteret, at private organisationer også kan stå bag væbnede angreb, der udløser en ret til selvforsvar i henhold til FN Pagten.

Det er imidlertid ikke uden betydning, hvorvidt det er en stat eller en privat aktør, der står bag et væbnet angreb. Enhver brug af selvforsvar er underlagt de såkaldte ‘Caroline-betingelser’ om henholdsvis nødvendighed og proportionalitet, og kravet om nødvendighed betyder bl.a., at en stat først er berettiget til at gøre brug af selvforsvar mod en privat aktør, der befinder sig i udlandet, hvis det står klart, at de lokale myndigheder i værtsstaten mangler enten evnen eller viljen (den såkaldte ‘able and willing doktrin) til selv at standse den private aktørs handlinger/ angreb. Forudsætningen for fransk selvforsvar mod Islamisk Stat er altså, at de lokale myndigheder i stater som Syrien og Irak ikke selv griber ind over for organisationen.

Det er ret oplagt, at hverken de syriske eller irakiske myndigheder evner at standse Islamisk Stats angreb på Frankrig, og det må derfor også være således, at Frankrig kan gøre brug af nødvendigt og proportionel magtanvendelse i Syrien og Irak for at bringe Islamisk Stats angreb til ophør.

Tilstedeværelsen af en fransk ret til selvforsvar mod Islamisk Stat er ikke uden praktisk betydning. Som vi har været inde på flere gange på denne blog (se bl.a. her), så er de eksisterende vestlige (herunder franske) angreb på Islamisk Stat i Irak baseret på et samtykke fra de irakiske myndigheder, mens angrebene på Islamisk Stat i Syrien er baseret på udøvelse af kollektivt irakisk selvforsvar. Nu får Frankrig ’sin egen’ hjemmel til at bruge magt mod Islamisk Stat, der er uafhængig af situationen og forholdene i Irak. Og på samme måde som Irak har anmodet andre stater om at bistå med at forsvare irakisk territorium mod Islamisk Stat, kan Frankrig i sagens natur også bede andre stater – herunder Danmark – om at bistå med at forsvare den franske republik mod det væbnede angreb fra Islamisk Stat. Et bud fra denne blogger er, at det sidste er noget, vi kommer til at se inden længe. Det er derfor også sandsynligt, at den danske militære tilstedeværelse i Syrien og Irak fremover vil være baseret på udøvelse af kollektivt selvforsvar af såvel Irak som Frankrig.

Der er naturligvis også fortsat den mulighed, at NATO vælger at aktivere den såkaldte musketer-ed i art. 5 i Atlantpagten, hvorefter et angreb på en af organisationens medlemmer er at anse som et angreb på hele alliancen. Det skete i forbindelse med angrebene på USA den 11. september 2001, men ikke ved hverken bomberne i Madrid i 2004 eller i London året efter.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

3 kommentarer til “Væbnet angreb på Frankrig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *