Utopien om præ-Metock?

Sent fredag aften den 19. februar 2016 fik Storbritannien forhandlet en foreløbig aftale på plads med de øvrige 27 medlemsstater. En aftale, der skal medføre, at der fra medlemsstaternes side vil blive arbejdet for, at en række EU-“bump” set fra britisk perspektiv fjernes, således at vejen til fortsat EU-medlemsskab kan sikres.

Som bekendt har der de seneste måneder været stor mediemæssig bevågenhed på, om en aftale kunne nås, eller om – for nogen – skrækscenariet med Storbritanniens udtræden af EU ville komme et skridt nærmere.

I medierne har der været stor omtale af det britiske ønske om at begrænse eller fjerne unionsborgeres ret til forskellige sociale britiske ydelser, men i en dansk kontekst har der tillige været rettet fokus mod bl.a. spørgsmål om begrænsning i unionsborgeres ret til familiesammenføring med tredjelandsstatsborgere, når unionsborgeren gør brug af sin ret til fri bevægelighed.

I Danmark har spørgsmålet siden EU-Domstolen afsagde sin dom i Metock-sagen i 2008 (sag C-127/08) været en ganske øm tå, og Lars Løkke Rasmussen udtalte således umiddelbart efter den foreløbige britiske aftale var på plads i aftes bl.a., at:

“Vi får Metock-dommen rullet tilbage. Nu ruller vi retstilstanden tilbage til det, den var, før Metock-dommen blev afsagt.”

I en dansk kontekst – modsat i nærmest alle andre medlemsstater – knytter dette ønske om “tilbagerulning” sig til, at tusindvis af danske statsborger siden 2008 har gjort brug af en kortvarig flytning til Sverige med deres tredjelandsægtefæller for at omgå de restriktive danske familiesammenføringsregler. Siden Metock-dommen har man fra skiftende regeringer ønsket at sætte en prop i dette indvandringshul, men har måtte indse, at dette ikke har været muligt.

I DER-konklusionerne, der netop er vedtaget, anføres:

“The Commission intends to adopt a proposal to complement Directive 2004/38 on free movement of Union citizens in order to exclude, from the scope of free movement rights, third country nationals who had no prior lawful residence in a Member State before marrying a Union citizen or who marry a Union citizen only after the Union citizen has established residence in the host Member State. Accordingly, in such cases, the host Member State’s immigration law will apply to the third country national. This proposal will be submitted after the above Decision has taken effect.”

Konklusionerne er – formentlig selv for en EU-kyndig læser – svære at afkode. Men alt andet lige fik man altså sneget en målsætning om begrænsning af retten til fri bevægelighed med i aftalen.

Men det, som – vistnok – anføres, er, at EU-opholdsdirektivet ønskes ændret således, at det ikke længere omfatter retten til, at en tredjelandsstatsborger kan tage ophold med sin ægtefælle, der er unionsborger i en medlemsstat, hvis ægteskabet er indgået forud for, at tredjelandsstatsborgeren har haft lovligt ophold i EU, eller hvis unionsborgeren først bliver gift med tredjelandsstatborgeren efter, at unionsborgeren er flyttet til en anden medlemsstat.

Det er i det lys interessant at bemærke, at man fra dansk side nu vejrer ny morgenluft.

Interessant er det i den forbindelse, at Metock-dommen og de anførte DER-konklusioner rent faktisk intet eller alene meget meget lidt har med den såkaldte Malmø-finte at gøre.

Det er derfor relativt uklart, hvad man fra dansk side ønsker at rulle tilbage.

EU-Domstolen fastslog således lang tid før Metock-dommen i sin afgørelse i Singh-dommen den 7. juli 1992 (sag C-370/90), at en unionsborger i lyset af de traktatfæstede rettigheder til fri bevægelighed kan medtage sin ægtefælle til sin egen medlemsstat, hvis unionsborgeren vel at mærke vender hjem efter f.eks. at have været arbejdstager i en anden medlemstat end sin egen.

Det, som EU-Domstolen faktisk fastslog i Metock-dommen ca. 15 år senere, var, at en tredjelandsstatsborger forud for, at vedkommende fulgte med unionsborgeren til en anden medlemsstat, ikke kunne afkræves at have haft lovligt ophold i unionen, førend der kunne indrømmes en opholdsret i den medlemsstat, hvor unionsborgeren tog ophold. EU-Domstolen foretog herved en fortolkning af EU-opholdsdirektivet og konkluderede, at der ikke i direktivet var fastsat en sådan forudgående betingelse om lovligt ophold for, at ægtefællen skulle indrømmes en opholdsret i medlemsstaten.

EU-Domstolen fastslog samtidig i Metock-dommen, at det i lyset af fortolkningen af EU-opholdsdirektivet var ligegyldigt, hvor og hvornår ægteskabet mellem en unionsborger og tredjelandsstatsborger blev indgået, og uanset hvorledes tredjelandsstatsborgeren var indrejst i den medlemsstat, hvor en opholdsret ønskedes.

I en dansk kontekst medførte Metock-dommen dog samtidig, at en tidligere – og nok med stor sikkerhed EU-retsstridig – praksis blev ændret, hvorefter ikke-økonomisk aktive danske statsborgere (studenerende, pensionister og selvforsørgende), der vendte hjem efter at være flyttet til en anden medlemsstat, ikke i Danmark efter EU-retten havde ret til at tage en ægtefælle eller et familiemedlem med sig.

En tilbagerulning af Metock-dommen indebærer altså, at der skal fortages ændring af EU-opholdsdirektivet for så vidt angår kravet om lovligt forudgående ophold, hvilket der ikke umiddelbart lægges op til i DER-konklusionerne, og en begrænsning i retten til ophold for tredjelandsstatsborgeren afhængigt af, hvor og hvornår ægteskabet med unionsborgeren er indgået.

Det rejser samtidig det overordnede spørgsmål, om en sådan tilbagerulning overhovedet er muligt. I det lys er DER-konklusionerne endnu mere uklare.

Hvis den egentlige ret for en unionsborger til at opholde sig med sin tredjelandsægtefælle på en anden medlemsstats territorium, f.eks. når den tyske unionsborger tager arbejde i Danmark og bosætter sig her og ønsker at have sin pakistanske ægtefælle hos sig, følger af den primære EU-ret, dvs. de traktatfæstede rettigheder om fri bevægelighed, kan denne ret ikke begrænses i en sekundær retsakt, dvs. EU-opholdsdirektivet. Hvis det således følger af den primære EU-ret, at det er uden betydning, om ægtefællen ikke har opholdt sig i EU lovligt forud for indrejsen i den medlemsstat, hvor opholdsretten ønskes, har opholdt sig lovligt i EU forud for, at ægteskabet med unionsborgeren  indgås, eller hvis det er uden betydning, om ægteskabet f.eks. er indgået et år efter, at den tyske unionsborger er flyttet til Danmark, er det vanskeligt at se, hvordan retten kan begrænses.

EU-Domstolen forholder sig ikke hertil i Metock-dommen, da sagen vedrørte fortolkning af EU-opholdsdirektivet, men indeholder dog præmisser, som indikerer, at Lars Løkke Rasmussens løfte om en ny retstilstand kan blive en utopi.

For så vidt angår krav om forudgående lovligt ophold i EU, førend en opholdsret i den medlemsstat, hvor unionsborgeren var flyttet til, kunne indrømmes, fandt EU-Domstolen således bl.a. i Metock-dommen, at fortolkningen af EU-opholdsdirektivet, hvorefter der altså ikke kunne kræves forudgående lovligt ophold i EU for tredjelandsstatsborgerens vedkommende, var i overensstemmelse med kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og EU, jf. dommens præmis 60.

Herefter udtalte EU-Domstolen i dommens præmis 61, at det var ubestridt, at EU

“i medfør af artikel 18, stk. 2, EF, artikel 40 EF, 44 EF og 52 EF – på grundlag af hvilke direktiv 2004/38 er blevet vedtaget – har kompetence til at vedtage de foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre unionsborgernes frie bevægelighed.”

EU-Domstolen anførte herefter videre i dommens præmis 62, at hvis unionsborgeren i forbindelse med, at denne gjorde brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat,

“ikke havde ret til at have et normalt familieliv i værtsmedlemsstaten, ville udøvelsen af de friheder, som de er sikret i henhold til traktaten, være alvorligt hindret.”

Det har en ganske forsigtig duft af, at EU-Domstolen allerede i 2008 var af den opfattelse, at det fulgte af den primære EU-ret, nemlig traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed, at der ikke kunne stilles krav om, at unionsborgerens ægtefælle opholdt sig lovligt i medlemsstat, førend en ret til familiesammenføring i den medlemsstat, hvor unionsborgeren flyttede til, kunne indrømmes.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken betydning det skulle tillægges, hvor og hvornår ægteskabet mellem en unionsborger og tredjelandsstatsborger blev indgået, anførte EU-Domstolen i dommens præmis 82, at:

“Indledningsvis bemærkes, at direktiv 2004/38, som det fremgår af dets første, fjerde og ellevte betragtning, tilsigter at lette udøvelsen af den grundlæggende og personlige ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som i medfør af traktaten direkte er tillagt unionsborgerne.”

EU-Domstolen anførte videre i dommens præmis 84, at:

“Henset til den sammenhæng, som direktiv 2004/38 indgår i, og de mål, der søges opnået herved, kan bestemmelserne i dette direktiv ikke fortolkes restriktivt og bør under alle omstændigheder ikke fratages deres effektive virkning (…)”

For så vidt angår den tidligere danske praksis om at udelukke studerende, pensionister og selvforsørgende, der gjorde brug af sekundær bevægelighed, fra at få familiesammenføring efter EU-reglerne, er det ligeledes relativt usikkert, om en sådan begrænsning kan indføres i lyset af unionsborgeres traktatfæstede ret til fri bevægelighed og hermed forbundne ret til at medbringe nære familiemedlemmer ved flytning rundt i Europa.

Under alle omstændigheder er det meget vanskeligt at læse ud fra DER-konklusionernes sparsomme og uklare tekst, hvordan de eventuelt forslåede ændringer overhovedet vil kunne påvirke den såkaldte Malmø-finte.

Modus er oftest, at en dansk statsborger har indgået ægteskab med en tredjelandsstatsborger forud for sin indrejse i Sverige, at der herefter efter lemplige svenske regler eller det nugældende EU-opholdsdirektiv sker familiesammenføring i Sverige, hvorefter den danske statsborger vender tilbage til Danmark med tredjelandsstatsborgeren, der i dette tilfælde har haft et længere og lovligt ophold i Sverige, mens ægteskabet har bestået, og familielivet er blevet udlevet.

Interessant bliver det dog at se udspillet om revision af EU-opholdsdirektivet, herunder om det nogensinde måtte dukke op, ligesom det bliver interessant at følge Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets holdning til spørgsmålet.

Eddie Khawaja

Eddie Khawaja

Udlændingeretten Eddie Omar Rosenberg Khawaja er partner i advokatfirmaet Homann, Jacobsen og Khawaja og har tidligere været ansat i Justitsministeriet og desuden været anklager hos Københavns Politi, statsadvokaturen og Rigsadvokaten. Herudover er Eddie ekstern lektor i faget Europæisk Strafferet og undervisningsassistent i faget Strafferet ved KU. Eddie beskæftiger sig primært med områder inden for udlændingeret, herunder spørgsmål om statsborgerskab, asyl, familiesammenføring mm., samt national og international strafferet og EU-ret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *