Sagsomkostninger i straffesager – en straf i straffen

I Danmark kommer det som en stor overraskelse for de fleste, at de skal betale sagsomkostninger, hvis de bliver dømt for et kriminelt forhold. I en retsstat har alle imidlertid krav på at få en forsvarer i alvorligere sager, og i Danmark lægger Staten pengene ud til forsvareren for at sikre denne ret. Men bliver man dømt, skal omkostningerne betales og de kan være meget høje. Dette har været kritiseret af jurister i mange år på grund af de negative konsekvenser det har for den dømte.

Advokatrådet gennemførte derfor i 2012 en nærmere analyse af de problemer, sagsomkostninger betyder for de dømte og for samfundet.

Sagens omkostninger består dels af honorar til forsvareren dels i nogle sager også af omkostninger af mere teknisk art til blodprøvetagning, DNA-analyser, våbentekniske undersøgelser etc.

I mindre sager udgør beløbet ca. 5-12.000 kr., men i større sager med flere sigtede kan beløbet være mange hundrede tusinde kroner, fordi der skal bruges mange dage i retten.

Begrundelsen for princippet om, at en domfældt i en straffesag skal betale sagens omkostninger, må formodes at bygge på en retsfølelsesbetragtning, da vedkommende kunne have undgået dette ved at have undladt at begå kriminalitet.

Over for hensynet til retsfølelsen står imidlertid hensynet til den domfældtes resocialisering. Samfundets reaktion mod kriminalitet er straf, – en straf, der indeholder et fordømmende element, men også et ønske om at resocialisere den domfældte til fremover at undgå kriminalitet. Dette resocialiseringshensyn vanskeliggøres betydeligt af det forhold, at personer, der har udstået en fængselsstraf, kan komme ud med en ganske stor gæld til det offentlige for sagsomkostninger – en gæld, som inddrives eller forsøges inddrevet gennem rigtig mange år via SKAT.

I 2013 kom en afhandling om samme emne, Løsladt og Gældsat af Annette Olesen, der bl.a. via interview med dømte, fik bekræftet den følelse af håbløshed, der rammer de fleste indsatte når de ved løsladelsen får et girokort med sagsomkostninger på f.eks. 80.000 kr.

Størstedelen af de dømte kan ikke betale beløbet, men det vil som sagt blive forsøgt opkrævet i mange år først af politiet så af SKAT, og skulle en dømt få et almindeligt arbejde, så bliver der trukket voldsomt i lønnen til måske meget gamle sagsomkostninger på et tidspunkt, hvor den dømte måske endelig er kommet ud af kriminalitet og påbegyndt en kriminalitetsfri tilværelse. Det er nemt at fald for fristelsen til at arbejde sort i en sådan situation for at få råd til et normalt liv, købe møbler, betale indskud til lejlighed etc.

For de unge udgør det også en barriere til overhovedet at få startet på et voksenliv. En 16 årig, der kommer ud med en dom for mange tyverier og måske 30.000 kr. sagsomkostninger, kan ofte slet ikke se meningen med at forsøge at få et arbejde – for selv hvis det skulle lykkes med en plet på straffefattesten, er omkostningerne han skylder uoverskuelige. Det er derfor nemmere at fortsætte med at tjene penge som kriminel. Med alle de personlige omkostninger det har for den enkelte men også for samfundet, der igen og igen skal betale fængselsophold etc. for den dømte, og for de nye der bliver ofre for hans kriminalitet.

I de øvrige nordiske lande er systemet anderledes. Her tages der i høj grad hensyn til den dømtes indtægt på tidspunktet for dommen, hvilket igen betyder, at sagsomkostninger som hovedregel ikke pålægges mindrebemidlede personer.

Advokatrådet foreslog derfor i 2012, at systemet med sagsomkostninger i straffesager bliver ændret således, at retten i en straffesag skal pålægge den dømte sagsomkostninger ud fra en vurdering af den domfældtes evne til at betale på domsafsigelsestidspunktet. Hermed tilgodeses såvel hensynet til retsfølelsen samt hensynet til resocialiseringen af den dømte. Derudover foreslås det at overveje, at sagsomkostninger kan eftergives, såfremt den dømte holder sig kriminalitetsfri i 3 år efter dommen/endt afsoning. Beløb, der skal indbetales til offerfonden eller erstatning til et evt. offer for kriminaliteten, skal dog fortsat pålægges og opkræves fuldt ud.

Da kun ca. 20 % af de pålagte sagsomkostninger reelt bliver betalt, vil det ikke betyde det store indtægtstab for Staten, tværtimod vil der kunne spares ressourcer ved ikke at forsøge via SKAT at inddrive uerholdelige beløb i mange, mange år. Den samlede gæld til ikke inddrevne sagsomkostninger udgør i dag ca. 2 mia. der vedrører ca. 64.000 personer.

I 2014 blev der nedsat en ekspertgruppe af embedsmænd med direktøren for Kriminalforsorgen som formand til at se på sagsomkostningsproblematikken. Udvalget var enig i, at idømte sagsomkostninger betyder, at man fastholder en meget stor andel dømte i kriminalitet, da inddrivelse af sagsomkostninger modvirker resocialisering og tilbagevenden til muligheden for at opnå en normal tilværelse.

Udvalget foreslog derfor en model med idømmelse af sagsomkostninger ud fra en forventning om, hvad den dømte kan betale indenfor en periode på 2 år og med mulighed for eftergivelse. Endvidere foreslog udvalget, at udgifter til dna prøver mv., altid bør afholdes af Staten, da de dømte ikke har nogen indflydelse på, hvornår politiet skønner at sådanne prøver er nødvendige og hvor mange der skal tages. Dette forslag kan betyde en årlig merudgift for Staten på skønnet 35 mio.kr., som dog vil blive opvejet noget af sparede ressourcer ligesom det må forventes, at flere vil betale, hvis det er et overskueligt beløb, der skal betales.

Desværre strandede dette forslag efter det oplyste ved satspuljeforhandlingerne i 2014.

Man kan imidlertid stille spørgsmålet, om det danske system med opkrævning af sagsomkostninger, er i overensstemmelse med vores internationale forpligtelser.

I artikel 6 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention står, at en person der er anklaget for en forbrydelse skal have ret til at modtage juridisk bistand uden betaling, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale, når dette kræves i retfærdighedens interesse.

En meget gammel klagesag mod Danmark til Menneskerettighedsdomstolen over idømte sagsomkostninger blev afvist under henvisning til, at beløbene ikke var søgt inddrevet, og at det ikke var godtgjort, at de pågældende var ude af stand til at betale.

I andre afgørelser mod andre lande er det nævnt, at inddrivelse af sagsomkostninger kan stride mod bestemmelsen i artikel 6, hvis de sagsomkostninger der er blevet pålagt er ”excessive”.

Jeg kan godt forestille mig, at idømmelse af sagsomkostninger på mange hundrede tusinde kroner kan blive bedømt som excessive. Eller 80.000 kr. til en 16 årig der sammen med andre har begået et gaderøveri.

Men vi behøver ikke afprøve grænserne for artikel 6 hvis vi indfører et system, hvor sagsomkostninger i straffesager bliver sat ned til beløb, folk har mulighed for at betale indenfor en overskuelig tid med mulighed for eftergivelse. Så sparer vi langt flere omkostninger for samfundet og det enkelte menneske ved at fastholde det i kriminalitet og håbløshed med de omkostninger det har i form af udgifter til fængselsvæsen og lignende mv. og omkostninger for disse personers fremtidige ofre.

Sysette Vinding Kruse

Sysette Vinding Kruse

Kriminalretlige vinkler Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Herudover er Sysette advokat i advokatfirmaet Homann, ligesom hun bestrider en lang række formandsposter i forskellige fonde og selvejende institutioner. Sysette er Dr. Jur. Fra Københavns Universitet med afhandlingen”, "Erhvervslivets Kriminalitet” og tidligere lektor på KU. Sysette beskæftiger sig primært med strafferet.

5 kommentarer til “Sagsomkostninger i straffesager – en straf i straffen

  1. 1 . Bliver du overfaldet- tag tæsk og gør ikke modstand
    2. Hvis du yder nødværge- stik af ellers bliver du tiltalt
    3. Hvis ovenstående ikke lykkes, lad dig anholde så fysiske beviser sikres.

  2. 1. lad være med at lave kriminalitet
    2. tilstå hvis det er dig
    3. lad være med at lave kriminalitet
    så er der ikke så meget at hyle over

  3. Jeg er interesseret i at dykke længere ned i området, og jeg er derfor interesseret i at undersøge hvilke behandlinger/ forhandlinger der var tilbage i 2014 – og hvad de indeholdte. Jeg har indtil nu forsøgt på folketingets hjemmeside, men uden held, da jeg ikke har tilstrækkelige oplysninger.

    Har du yderligere oplysninger om forslaget og hvordan det “strandede” ?

  4. Tak for mail, nu foreslår jeg heller ikke en fuldstændig fritagelse.
    Jeg vil ikke afvise, at enkelte vil forsøge sig med en domsmandssag i stedet for en tilståelsessag, men ud fra mine erfaring som forsvarer gennem 25 år tror jeg ikke det vil blive et stort problem og mig bekendt er det heller ikke gået sådan i andre skandinaviske lande. De personer der er skyldige- og det er faktisk rigtig mange, ønsker normalt en hurtig tilståelsessag for at undgå lang varetægtsfængsling eller- hvis de ikke er fængslede- en hurtig afgørelse, så de kan komme videre med deres liv. Ventetiden på en dom er en stor belastning for de allerfleste mennesker.

  5. En anden måde at begrænse sagsomkostningerne på, er ved at erkende sig skyldig. Mange tilståelsessager gennemføres helt uden omkostninger for den dømte, og selv hvis man vælger at have en forsvarer i tilståelsessager, er sagerne så korte, at sagsomkostningerne typisk ligger i niveauet 1.500-2.500 kr.

    En fuldstændig fritagelse for at betale sagsomkostninger vil dermed gøre det omkostningsfrit for den dømt at forlange sagen gennemført som en domsmandssag i stedet for at tilstå forholdet. Jeg vil derfor tro, at en sådan ændring vil føre til en stigning i antallet af domsmandssager.

    Dette skal naturligvis ikke være afgørende for, om man ønsker at ændre reglerne. Man skal blot være opmærksom på, at det i givet fald vil medføre et større forbrug af ressourcer hos domstole og anklagemyndighed – eller længere sagsbehandlingstider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *