Krig i Yemen – det folkeretlige grundlag for den arabiske intervention

Under saudisk ledelse indledte en række sunni-muslimske arabiske stater den 25. marts en militær aktion i Yemen, der fortsat er igang. Yemen har reelt været i borgerkrig siden efter den militante shia-muslimske Houthi-bevægelse – angiveligt med iransk støtte – sidste år tvang den sunni-muslimske yemenitiske præsident Abed Rabbo Mansour Hadi til at forlade præsidentpaladset i hovedstaden Sanaa og senere søge ly i den sydyemenitiske by Aden. Den arabiske intervention indledtes da Houthi’erne påbegyndte et angreb mod netop Aden.

Det folkeretlige grundlag for interventionen lader til at være samtykke/ invitation fra den afsatte – men set med verdenssamfundet fortsat legitime – præsident Hadi. Som enhver anden suveræn stat kan Yemen samtykke til, at andre stater kan gøre brug af magt på dets territorium. I det omfang, at samtykket er gyldigt afgivet – hvad det pt. ser ud til – er den arabiske intervention hermed også forenelig med den del af folkeretten, der regulerer, hvornår stater må gøre brug af magt mod hinanden. Det er ikke første gang, at Yemen har givet samtykke til, at andre stater kan bruge magt på dets territorium. Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gav den daværende yemenitiske præsident Ali Abdullah Saleh amerikanerne grønt lys til at gå målrettet efter mistænkte terrorister på yemenitisk territorium, og USA har siden gennemført et stort antal målrettede dødelige angreb – ofte med droner – i Yemen.

Det hører med til historien, at præsident Hadi den 24. marts anmodede Sikkerhedsråd om vedtage en resolution, der ville autorisere villige stater til at gribe ind i Yemen, men trods vedtagelsen af en resolution, der udtrykte bekymring over situationen i Yemen, har Rådet endnu ikke efterkommet dette ønske. I sin anmodning til Rådet henviste Hadi endvidere til FN Pagtens artikel 51, der hjemler brug af magt i selvforsvar, men da Houthi’erne – trods den mulige iranske støtte – må anses for at være en intern trussel mod Yemen, er retten til selvforsvar ikke umiddelbart af relevans.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

4 kommentarer til “Krig i Yemen – det folkeretlige grundlag for den arabiske intervention

  1. hej Anders tak for dit svar.
    Det er klart, at effektivitet traditionelt er forudsætningen for suverænitet, men når man så taler om en leder som Saleh, bliver der jo tale om den “retmæssige” leder, som du skriver. Effektiviteten er jo ikke længere til stede, og det bliver derefter et spørgsmål om andre landes opfattelse af, hvem der er retmæssig leder og derved i stand til at anmode om militær assistance. Man kan vel så havne i en situation, hvor houthierne udøver den effektive ledelse og derfor kan anmode iranerne om militær assistance. Men det er klart, at på nuværende tidspunkt er det Saleh, der er anerkendt, altså retmæssig, men jo i realiteten ikke effektiv suveræn.
    Det bekymrende for mig at se, er saudiernes ønske om at “kopiere” de vestlige koalitioner og optræde på egen hånd, ligesom de lige har oprettet deres egen humanitære støtteorganisation omtalt i IRIN i forgårs (http://www.irinnews.org/report/101701/the-most-important-aid-organisation-you-ve-never-heard-of#.VZ-An3L3WZ4).
    Jeg mener, Putin benyttede de vestlige koalitioners indgreb som præcedens for sine egne militære operationer.
    Selvfølgelig kan en skrupelløs leder også benytte sædvaneretlige regler om at komme egne borgere til hjælp (Ossetien,Ukraine), ligeså vel som USA kan benytte (med en del ret vil jeg mene) sædvaneret til deres droneangreb mod bevæbnede grupper, der kan udgøre en fare for USA, og som det pågældende land ikke er i stand til eller ønsker at stoppe.
    Mit overordnede spørgsmål er mest, om du ikke kan se en fare i den udvikling, der har været i retning af “aktivistisk udenrigspolitik” med militære midler (legal eller ej), fordi så mange stater rundt omkring kan lade sig inspirere? I dag er det saudierne, i morgen kunne det være inderne eller pakistanerne e.a., der ville optræde som problemløsere med brug af kampfly. Finder du ikke i en vis grad den danske krigsindsats (Irak og Libyen) i konflikt med ånden i FN-pagtens aggressionsforbud?

  2. Hej Jacob
    Tak for din kommentar. Well, du sætter jo fingeren på et kontroversielt punkt i folkeretten. Enhver suveræn stat kan samtykke til, at andre stater bruger magt på dets territorium (ellers er den jo ikke suveræn), og dette samtykke kan kun gives af statens regering. Spørgsmålet er så, hvilke krav der stilles til denne ‘regering’, og her har folkeretten nu engang traditionelt lagt vægt på effektivitet mere end legitimitet forstået på den måde, at det afgørende har været, om en regering er i stand til at udøve kontrol med sin stat og territoriet og ikke, om regeringen er valgt demokratisk eller på anden vis kan siges at repræsentere befolkningens ønsker og/ eller sammensætning. Det kan man have sin egen holdning til, men det er nu engang sådan, at tingene er. Det korte svar på dine spørgsmål må derfor også umiddelbart være ja. Uanset hvor despotisk den pågældende regering er/ var, er der ingen, der betvivler, at Gaddafi og Assad var de formelle regeringsoverhoveder i deres stater og derfor vil de også lovligt kunne samtykke til, at andre stater brugte magt på deres territorier.
    Man kan så spørge, om tingene kan ændre sig, hvis der udbryder uroligheder i den pågældende stat eller hvis denne involveres i en borgerkrig, som tilfældet både er/ var fsva. Libyen, Yemen og Syrien. Og jeg har da hørt nogle udtale, at borgerkrigen i Syrien nu har betydet, at der reelt ikke længere er en regering, der bør kunne give samtykke til interventioner. Svaret vil i høj grad afhænge af andre staters reaktioner og om de begynder at trække deres ‘anerkendelse’ af den siddende regering. I forhold til Yemen er jeg ikke bekendt med, at stater skulle være af den opfattelse, at den (trængte) regering ikke længere er at anse som den retmæssige regering i landet. Og så længe det er tilfældet vil den efter min opfattelse som det klare udgangspunkt være berettiget til at samtykke til andre staters brug af magt i landet.
    Hvorvidt våbenproducenterne er de eneste, der får noget ud af en sådan retstilstand kan man have sin egen holdning til. Jeg vil nøjes med at konstatere, at vi i vesten i høj grad har baseret vores brug af magt i andre stater på netop lokale regeringers samtykke. Det var eksempelvis tilfældet i forhold til Irak efter sommeren 2004 og overdragelsen af landet til de lokale irakere, i Afghanistan efter overdragelsen til Karzai tilbage i 2001/2002, og også den eksisterende vestlige tilstedeværelse i Irak (herunder det danske F-16 bidrag) er baseret på samtykke fra den lokale regering. Endelig er der jo det amerikanske targeted-killing program i stater som Pakistan, Yemen og Somalia, der i høj grad også er baseret på samtykke fra de lokale magthavere.

  3. I lyset af de seneste tiders voldsomme bombardementer, mener du da stadig, at Saudiarabernes indgreb i Yemen er i overensstemmelse med folkeretten? Bombardementernes politiske legitimitet ligger for en stor del i påstanden om iransk indflydelse, der ikke er ført noget bevis for.
    Kan det ikke tænkes at give en uheldig præcedens for, at indflydelsesrige lande kan bombe stater i deres interessesfære på begæring fra en leder med ringe opbakning fra et mindretal af sin befolkning. Kunne Putin ikke med samme begrundelse have bombet Libyen efter begæring fra Gadaffi? Eller begynde at bombe i Syrien efter anmodning fra Assad?
    I sidste ende kan det måske medføre en verden, hvor alle mulige koalitioner bomber i lande efter anmodning fra obskure diktatorer uden nogen som helst folkelig opbakning i sammenbrudte stater. Er våbenproducenterne ikke de eneste, der får glæde af sådan en udvikling, hvor skatteyderne i de rige lande betaler for bomber smidt i hovedet på oprørske befolkninger i fejlslagne stater?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *