Det juridiske vakuum i forhold til uberettiget frihedsberøvelse ved brug af den europæiske arrestordre

En dansk borger, der måtte blive udleveret i medfør af den europæiske arrestordre og efterfølgende i det land, hvortil borgeren er udleveret, måtte blive frikendt, har ikke ret til erstatning efter den danske retsplejelov, og da spørgsmålet heller ikke er reguleret af EU retten, står borgeren i et juridisk vakuum med store udfordringer i forhold til at få erstatning for noget så indgribende som uberettiget frihedsberøvelse.

Når en borger bliver frihedsberøvet under straffeforfølgning i Danmark, og det efterfølgende viser sig at være uberettiget i den forstand, at vedkommende er uskyldig, og der sker påtaleopgivelse, eller han bliver frikendt, har han som udgangspunkt krav på erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Erstatningens størrelse reguleres hvert år i Rigsadvokatens meddelelse herom, og er erstatningsbeløbet for ikke-økonomisk skade (tort mv.) er i 2015 6300 kr. for det første døgn og herudover 800 kr. for hvert påbegyndt døgn.

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a retter sig mod traditionelle danske straffesager, men siden de blev indført i retsplejeloven i 1978, er der sket meget inden for området for international strafferet, herunder vedtagelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Den europæiske arrestordre indeholder ikke bestemmelser om erstatning for frihedsberøvelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af en arrestordre. Når hverken national ret eller EU-retten regulerer retten til erstatning, vil erstatningssøgende svæve i et juridisk vakuum, hvor alene det at identificere, hvem erstatningskravet skal rettes imod volder vanskeligheder, ligesom den nærmere opgørelse og forfølgelse af kravet volder betydelige problemer. Hvis der er tale om en dansk borger, så er en erstatning for uberettiget frihedsberøvelse afhængig af, at der eksisterer regler herom i den medlemsstat, som man udleveres til. Selvom dette måtte være tilfældet, må det som udgangspunkt antages at være ganske besværligt og en bekostelig affære for en almindelig borger, at skulle føre en retssag i en anden medlemsstat. Dette rejser væsentlige principielle spørgsmål af både straffeprocessuel, EU-retlig og menneskeretlig karakter.

Når der sker udlevering fra Danmark til en anden stat fremgår det af forarbejderne til udleveringsloven, at retsplejelovens kapitel 93 a finder anvendelse med de fornødne lempelser. Det fremgår dog ikke af hverken forarbejderne eller andre kilder, hvori disse lempelser skulle bestå, og Rigsadvokaten er derfor nået frem til, at retsplejelovens kapital 93 a finder anvendelse, hvis udleveringsbetingelserne viser sig ikke at være opfyldte, mens den danske stat ikke er erstatningsansvarlig, hvis betingelserne er opfyldt og udleveringen derfor gennemføres. Et resultat der ikke er helt uproblematisk i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 (5), der pålægger de kontraherende stater en særlig forpligtelse til at sikre borgerne erstatning for eventuelle krænkelser af artikel 5.

Denne problemstilling og andre problemstillinger i forhold til retten til erstatning for frihedsberøvelse er indgående behandlet i en ph.d. afhandling, der er udgivet i år, af Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen. Fuglsang overvejer bl.a. en række løsningsmodeller og peger på, at der bør indføres et stedfortræderprincip, sådan at enten borgerens hjemstat eller en EU fond agerer som stedfortrædere. Når borgerens hjemstat træder ind i erstatningsansvaret, vil borgeren kunne fremsætte sit krav om erstatning ved anvendelse af national ret, sproget i eget hjemland og ved kommunikation med myndigheder i egen hjemstat. Borgeren vil dermed i alle henseender være stillet som om, at der var tale om en indenlandsk straffeforfølgning, og ordningen vil både respektere EMRK art. 5 (5), unionborgerens rettigheder, ønsket om at realisere EU som et område med friheds, sikkerhed og retfærdighed og ikke mindst selve formålet med erstatning for frihedsberøvelse.

Og løsninger der brug for. Der er ikke kun tale om en teoretisk interessant problemstilling. Der er indtil videre så vidt vides ingen erstatningssager på området i Danmark, men når der årligt udleveres 40-50 personer fra Danmark i medfør af den europæiske arrestordre, så må der forventes betydelige problemer i praksis i fremtiden.  Et illustrativt eksempel er Camilla Broe sagen, selvom den omhandlende udlevering til USA. Ved Højesterets dom af 26. august 2014 blev det slået fast, at danske myndigheder måtte kunne forlade sig på en erklæring fra de amerikanske myndigheder om forholdets mulige forældelse efter amerikansk ret, og at udleveringsbetingelserne derfor var opfyldt. Selvom Camilla Broe var blevet udleveret til USA på trods af, at sagen efterfølgende ved de amerikanske domstole viste sig at være forældet, og at der derfor aldrig blev gennemført nogen straffesag imod hende, så kunne hun ikke få erstatning fra den danske stat. Hun var desuden afskåret fra at lægge sag an imod den amerikanske stat, da det efter amerikansk ret er udelukket at lægge sag and imod staten, da det 11. tillæg til den amerikanske forfatning sikrer immunitet ved domstolene (Fuglsang s. 160 ø). Det må under alle omstændigheder antages, at være både besværligt, tidskrævende og dyrt. Ved den meget omtalte Central Park Five sag, hvor en gruppe unge mænd i 2002 blev renset for et brutalt overfald på en kvindelig jogger i Central Park og løsladt efter 13 år i fængsel, blev der eksempelvis først i 2014 indgået forlig i erstatningssagen mod New York City.

Camilla Broe stod således efter samlet set at have været fængslet i både Danmark og USA i over et år tilbage med kun store advokatregninger og ingen erstatning.

Det kan stærkt anbefales at læse den yderst interessante og særdeles velskrevne afhandling ”Den europæiske arrestordre og retten til erstatning for frihedsberøvelse”, af Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, Karnov Group, 1. udgave, 2015.

Morten E. G. Jørgensen

Morten E. G. Jørgensen

Menneskerettigheder, EU-ret og Strafferet Morten E. G. Jørgensen er generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og har tidligere bl.a. været særlig rådgiver i Forsvarsministeriet, ansat som fuldmægtig i Justitsministeriets Strafferetskontor og som anklagerfuldmægtig i Københavns Vestegns Politi. Herudover har Morten tidligere bl.a. været juridisk specialattaché i Bruxelles for Udenrigsministeriet og har før det arbejdet i Folketinget. Morten er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet, og underviser på KU i institutionelt forfatningsret og EU-forfatningsret. Morten vil primært blogge om emner inden for menneskerettigheder, EU ret og Strafferet. Synspunkterne i denne blog er personlige og kan ikke tilskrives andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *