Rwanda tribunalet lukker og slukker

I sidste uge afsagde Rwanda tribunalet – International Criminal Tribunal for Rwanda (ICTR) – dets sidste afgørelser. Det skete i en række appelsager mod bl.a. den tidligere familieminister under folkedrabet, Pauline Nyiramasuhuko. Tribunalets sidste gerning blev således at reducere hendes og to medskyldiges straf fra livstid til 47 års fængsel, ligesom tre øvrige forbryderes straffe blev reduceret, hvilket (på grund af allerede afsonet tid) betød at de omgående måtte løslades. Dermed lukker og slukker det tribunal som gennem mere end 20 år har retsforfulgt centrale personer involveret i folkedrabet i Rwanda i 1994.

Straffede kun en brøkdel

Det tog kun ca. 100 dage at udrydde omkring 800.000 mennesker i Rwanda. Det skete i et land med en befolkning på blot 8 mio. mennesker. Tutsierne – den minoritetsgruppe som var mål for folkedrabet – blev reduceret til kun omkring 1/4 af dets oprindelige størrelse, og hutuerne blev for al evighed forbundet med et folkedrab af helt uforståelige dimensioner.

Alle forbryderne involveret i folkedrabet er selvsagt ikke blevet straffet ved ICTR. Kun knapt 100 personer har reelt været i tribunalets søgelys og kun lidt over 60 er blevet dømt. Dette inkluderer dog de mest skyldige personer, så som Jean Kambanda, Premierminister i Rwanda under folkedrabet, og Théneste Bagosara, den magtfulde directeur de cabinet i Forsvarsministeriet som orkestrerede folkedrabet. Langt de fleste forbrydere har tribunalet dog måtte ignorere. Det var simpelthen en nødvendighed i så stor katastrofe, hvor mere end 100.000 personer kan have begået forbrydelser. Derfor har Rwanda selv – sammen med flere andre lande – afholdt mange nationale retssager, ligesom man aktiverede det såkaldte Gacaca system – et (reformeret) traditionelt retssystem, hvor lokale afdelinger kunne håndtere lokale forbrydelser. Det er herigennem at langt de fleste forbrydere er blevet straffet.

Arven fra ICTR

Mange har gennem tiden lovprist ICTR for dets rolle i at hindre straffrihed i Rwanda, hvilket de mener har skabt både en afskrækkende effekt samt faciliteret forsoning. Tribunalet lovprises også for at have sat folkedrab på den internationale dagsorden, hvilket bl.a. førte til etableringen af Den Internationale Straffedomstol i 2002. Endelig glæder mange sig over den solide retspraksis tribunalet har skabt, som vil forme det internationale retssystem i mange år fremover. Det påpeges bl.a. ofte, at ICTR var det første internationale tribunal der straffede et tidligere statsoverhoved for folkedrab, ligesom man ved ICTR besluttede at voldtægt kunne udgøre en folkedrabshandling.

Kritik af tribunalet

Kritikere af tribunalet har ofte peget på prisen for retssagerne og den langsommelige proces som nogle af de mest problematiske elementer. For fattige afrikanere har et priskilt på omkring 2 milliader dollars lignet en absurditet. For dog at tilføje lidt perspektiv kan man notere sig, at denne pris – for et tribunal der i mere end 20 år har arbejdet med et komplekst folkedrab – har kostet hvad der svarer til den forventede indtjening for den nye Star Wars film. Om det er meget eller lidt er nok en smags- og perspektivssag.

Generelt har det været et problem for tribunalet, at der ikke var resourcer nok til at gennemføre fuldstændige retssager inden for en rimelig tidshorisont. Det har ført til brugen af såkaldte ’plea-bargain’ aftaler, hvilket grundlæggende betyder, at forbrydere der var villige til at indrømme visse forbrydelser kunne få dele af deres anklagepunkter droppet. På den måde blev deres sager mere håndterbare, hvilket havde den pris, at man ikke længere fik det fulde billede af deres og landets forbrydelser. Dette noget uskønne forløb har – i mine øjne – været nødvendig for overhovedet at kunne gennemføre mange af sagerne ved tribunalet, men det er en politik der har været særdeles kontrovesiel og som til tider har været gennemført på en uheldig måde.

Det måske mest problematiske element ved ICTR har dog ikke været tribunalets arbejde som sådan, men snarere den konteks hvori tribunalet blev født. Det er ikke gået over hovederne på folkedrabets mange ofre, at tribunalet blev etableret i en situation hvor det internationale samfund havde svigtet. Det internationale samfund havde set passivt til, mens Rwandan Patriotic Front (RPF, den Tutsi-dominerede milits som nu er det regeringsbærende parti) selv måtte kæmpe sig frem til sejr. Først da det hele var overstået blev ICTR etableret for at straffe de skyldige, og denne historiske baggrund har ligget som en tung dyne over hele ICTR’s virke.

Victor’s justice?

Et centralt element der kan komme til at definere den fremtidige fortælling om ICTR’s arbejde er dets ensidige fokus på Hutu’ernes forbrydelser. Mens der grundlæggende var tale om et massivt folkedrab begået af hutuer mod tutsier i Rwanda i 1994, er der meget der tyder på, at RPF-soldater også begik massive forbrydelser. Disse er dog stort set blevet ignoreret af tribunalet. På den måde minder situationen meget om 2. verdenskrig og tribunalerne i Nürnberg og Tokyo. På trods af at vi alle ved, at de allierede begik alvorlige forbrydelser under krigen – tænk blot på bombardementerne af Dresden og Tokyo, samt Sovjetunionens utallige udskejelser – har man valgt at ignorere denne synd, og i stedet fokuseret 100 % på den mest skyldige part. Denne form for ’victor’s justice’ er således blevet en del af fortællingen om de internationale tribunaler, og noget tyder på at det vil fortsætte.

Det er ikke helt slut endnu

Selv om ICTR nu lukker sine døre, betyder det ikke at alle forhold er afsluttet. Der er etableret en ’Mechanism for International Criminal Tribunals’ som vil behandle restsager og ad hoc problemer fremadrettet, ligesom den vil skulle håndtere vidner, eventuelt nye beviser, klager og lignende. Denne ’mekanisme’ skal også administere ICTR’s arkiv, hvilket er særligt interessant, da der meget vel kan ligge materiale her, som implicerer RPF-folk i forbrydelser. Det er nok derfor at Rwanda’s regering har insisteret på at få udleveret materialet. Det er dog foreløbigt blevet afvist, og materialet forbliver således ved mekanismen i Arusha, Tanzania, i noget tid endnu.

Marc Schack

Marc Schack

Perspektiver på krig og masseforbrydelser Marc har en Ph.d. fra Det Juridiske Fakultet, KU, og beskæftiger sig primært med forskningsområder inden for International Strafferet, Krigsret, Folkeret mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *