Magtanvendelse og internering af danske fremmedkrigere

Det er i den seneste tid atter blevet diskuteret, hvad vi fra dansk side skal stille op med de danskere, der deltager i væbnede kamphandlinger for grupper som Islamisk Stat/ ISIL, der kæmper mod Danmark eller vores allierede? Kan vi bruge dødelig magt mod dem og herved ”uskadeliggøre” dem inden de vender hjem til Danmark? Kan vi tilbageholde dem, hvis de tages til fange på slagmarken? Har de krav på at blive løsladt, hvis de ikke stilles for en dommer med henblik på at blive retsforfulgt?

Jeg har tidligere skrevet lidt om de folkeretlige perspektiver af den angivelige franske politik på området, og der er store dele af dén analyse, der også er relevant i forhold til de danske fremmedkrigere. Analysen kan findes her.

Den folkeretlige vurdering af, hvad Danmark må/ kan stille op med de danske fremmedkrigere i ISIL bør tage udgangspunkt i, at Danmark er involveret i en væbnet konflikt mod ISIL. Det fremgår ihvertfald af Beslutningsforslag 50, der blev vedtaget af Folketinget den 18. januar 2018, at ”Karakteren og omfanget af Danmarks samlede aktive militære deltagelse i den internationale koalition til støtte for Irak betyder, at Danmark fortsat er part i den væbnede konflikt mod ISIL.” (s. 3). Den væbnede konflikt med ISIL er retligt en såkaldt ”ikke-international væbnet konflikt”, fordi den ikke udkæmpes mellem to eller flere stater. Konflikter mellem stater betegnes “internationale væbnede konflikter”. At konflikten med ISIL foregår på irakisk og syrisk territorium gør ikke i sig selv, at konflikten bliver ”international.”

Det forhold, at Danmark er involveret i en (ikke-international) væbnet konflikt med ISIL betyder, at dansk magtanvendelse mod medlemmer af organisationen, der tager aktivt del i kamphandlingerne i den væbnede konflikt er reguleret i den humanitære folkeret/ krigens regler. Det fremgår også af B50, der på s. 3 bemærker, at det ”danske bidrag vil være undergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret.”

Krigens regler giver Danmark ret til at gøre brug af dødelig magt mod et medlem af ISIL, der tager ”direkte del i kamphandlingerne” i den væbnede konflikt. Det inkluderer også danske statsborgere, der kæmper for ISIL. Som beskrevet andetsteds er der intet i folkeretten, herunder den humanitære folkeret, der forbyder en stat at slå sine egne borgere ihjel, så længe disse borgere er lovlige militære mål i en væbnet konflikt. Så ja, det danske forsvar er berettiget til at slå danske ”fremmedkrigere” ihjel, hvis de pågældende personer vel at mærke tager aktivt del i kamphandlingerne for ISIL i den igangværende væbnede konflikt. Og det vil personerne bl.a. blive anset for at gøre, hvis de foretager væbnede handlinger, såsom affyrer våben, placerer eller rydder sprængladninger/ miner, eller leverer efterretninger til brug for militære operationer og lignende. Det skal i den forbindelse også understreges, at enhver person, der udgør en fast del af den væbnede gren af en privat aktør, der er part i en ikke-international væbnet konflikt, anses for at ”tage direkte del i kamphandlinger” også i det tidsrum, hvor personen ikke foretager sig konkrete handlinger, der må betegnes som fjendtlige. Dette såkaldte ”Continous Combat Function” (CCC) findes kun i ”ikke-internationale væbnede konflikter”.

Det er altid en meget konkret vurdering, når der skal tages stilling til, om en persons handlinger kvalificerer som ”aktiv deltagelse i kamphandlinger”. Der kan i øvrigt her henvises til ICRC’s retningslinjer om direkte deltagelse i kamphandlinger fra 2009 og til diskussionen i militærmanualen på side 129-136.

Det skal understreges, at retten til at bruge dødelig magt mod et medlem af fjenden under en væbnet konflikt ophører, hvis personen overgiver sig eller på anden vis tages til fange. Og det er en klokkeklar krigsforbrydelse at slå tilfangetagne personer ihjel. Så danske styrker kan selvfølgelig ikke bare slå danske fremmedkrigere ihjel, hvis de er taget til fange og ikke længere tager aktivt del i kamphandlingerne i konflikten.

Men en ting er brug af dødelig magt. Et mere overset spørgsmål i den aktuelle diskussion om de danske fremmedkrigere er spørgsmålet om frihedsberøvelse.

Krigens regler foreskriver nemlig, at en stat er berettiget til at frihedsberøve tilfangetagne medlemmer af fjenden indtil den væbnede konflikts ophør. Og tilbageholdelsen behøver vel at mærke ikke at være begrundet i et ønske om at retsforfølge personerne. Frihedsberøvelsen er alene tænkt som en sikkerhedsforanstaltning, der skal forhindre de tilbageholdte personer i at vende tilbage til slagmarken og genoptage kampen.

Det må betyde, at Danmark derfor også kan frihedsberøve de danske fremmedkrigere, der er blevet taget til fange af vores alliancepartnere i den væbnede konflikt med ISIL indtil den væbnede konflikt er ophørt eller vi fra dansk side trækker os ud. Det fremgår også af implicit af militærmanualen, se s. 419. Så vi kan altså vælge at retsforfølge fremmedkrigerne, men det er ikke et krav for at kunne opretholde deres frihedsberøvelse.

Fremmedkrigerne er kort sagt at anse som “fjendtlige kombattanter”, der kan tilbageholdes indtil ophøret af den væbnede konflikt.

Men inden regeringen begynder at oprette en dansk filial af Guantanamo på Kastellet, er det nødvendigt at gøre et enkelt – men vigtigt – forbehold: Det er ikke alle, der er enige med undertegnede (og militærmanualen) i, at krigens regler tillader sikkerhedsinternering i ikke-internationale væbnede konflikter. Det er især i menneskerettighedsmiljøet, at man forholder sig kritisk, og jeg har bl.a. i en artikel i Juristen (“For et balanceret dansk formandsskab for Europarådet”, Juristen nr. 3, 2017, 98-106, se s. 102-103) beskrevet, hvordan Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg (EMD) i 2014 i en afgørelse i sagen Hassan mod Storbritannien indikerede, at den ikke nødvendigvis vil tillade sikkerhedsinternering uden for internationale væbnede konflikter (se Hassan v UK præmis 104). Jeg har iøvrigt også argumenteret for, at den danske regering af selvsamme årsag burde bruge det aktuelle formandsskab for Europarådet til at stille skarpt på netop domstolens regulering af væbnede konflikter. Som så mange andre af mine anbefalinger blev også denne imidlertid overhørt, da stort set al politisk fokus har været rettet mod ”at gøre noget” ved kriminelle udlændinge.

Selvom militærmanualen også lægger op til, at sikkerhedsinternering er lovlig i ikke-internationale væbnede konflikter (se s.), kommer vi ikke uden om, at en dansk beslutning om at sikkerhedsinternere danske fremmedkrigere indtil ophøret af den væbnede konflikt med ISIL vil være forbundet med det, der på embedsmandssprog må betegnes som en menneskeretlig ”procesrisiko”.

En kort opsummering:

Danmark kan anvende dødelig magt mod de danske fremmedkrigere, der tager direkte del i kamphandlingerne for ISIL i den væbnede konflikt mod Danmark. De fremmedkrigere, der er blevet taget til fange af vores partnere, kan efter min opfattelse umiddelbart sikkerhedsinterneres indtil den væbnede konflikt er ophørt. Den danske regering kan naturligvis vælge at retsforfølge de pågældende fremmedkrigere men det er ikke et krav for at kunne opretholde frihedsberøvelsen af fremmedkrigerne.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *