FN-undersøgelseskommission: Der begås stadig folkedrab mod Yazidierne

Vi har været her før. Endnu en gang har en ekspertgruppe, et udvalg eller en international organisation erklæret, at ISIL har begået folkedrab. Det nye er denne gang, at erklæringen nu kommer med et FN-stempel, og måske endnu mere bemærkelsesværdigt, at vi ikke længere taler i da-tid. ISIL har ikke blot begået folkedrab, ISIL begår folkedrab.

I sidste uge offentliggjorde en undersøgelseskommission nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd en rapport der behandler ISIL’s forbrydelser mod Yazidi-befolkningen. Rapportens konklusion er klar: ISIL har begået folkedrab mod denne befolkningsgruppe, og det gør de stadig. Netop derfor lægger rapportens forfattere op til, at FN’s Sikkerhedsråd skal handle. Specifikt anbefales det, at Sikkerhedsrådet skal tage sine kompetencer under kapitel VII i FN-charteret i brug. Det er en lidt indirekte måde at sige, at der bør autoriseres handling – nok gerne brug af væbnet magt – specifikt med det formål at hindre det igangværende folkedrab. Herudover anbefales det i rapporten, at Sikkerhedsrådet skal aktivere Den Internationale Straffedomstol og give domstolen jurisdiktion over ISIL’s forbrydelser. Ingen af delene er dog særlig sandsynlige. Vi har gennem flere år set en række forsøg på at gøre netop det, og hver gang er forsøgene blevet blokkeret af to af sikkerhedsrådets permanente medlemmer: Rusland og Kina, og kun en enkelt gang har Sikkerhedsrådet vedtaget noget der ligner (men ikke er) en autorisation til at bruge magt mod ISIL. Så i stedet for at dvæle ved denne mulighed, vil jeg her blot gennemgå nogle af rapportens analyser i korte træk, for at vise, hvad der nu anses for fakta i sagen, på baggrund af en række interviews og analyser af tilgængelig dokumentarisk materiale.

Livet som Yazidi i ISIL-land

Rapporten tegner et utroligt voldsomt billede af livet som Yazidi i de ISIL-kontrollerede områder. Når man læser rapportens analyser – som løbende suppleres af citater fra undslupne yazidier – kan det være svært at forstå, at der er tale om en virkelighed anno 2016. Juridisk konkluderer rapporten ret klart, og uden omsvøb, at ISIL har gjort sig skyldig i folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser gennem deres behandling af Yazidierne. Det er dog ikke så meget det retlige label der tildeles disse handlinger som overrasker, men snarere de helt lav-praktiske historier som fortælles i rapporten: historier om systematiske slaveauktioner, husslaver, sexslaver, slavesoldater, slaveopdræt og så videre. Det er systematikken i forbrydelserne der forbløffer, og det er en virkelighed, hvor – når de enkelte Yazidi-kvinder udtaler sig – bliver de angivet bl.a. med informationer om, hvor mange gange de har været handlet. På side 10 kan man eksempelvis finde nedenstående citat med angivelse af, at kilden var en 12 årig pige (da hun var i ISIL’s varetægt) som havde været holdt fanget i 7 måneder og var blevet solgt 4 gange i perioden:

“We were registered. ISIS took our names, ages, where we came from and whether we were married or not. After that, ISIS fighters would come to select girls to go with them. The youngest girl I saw them take was about 9 years old. One girl told me that “if they try to take you, it is better that you kill yourself”.”

Det estimeres i rapporten, at mindst 3.200 Yazidi kvinder og piger samt et ukendt antal drenge og mænd på nuværende tidspunkt holdes fanget. Det er disse mennesker som, ifølge rapporten, stadig udsættes for folkedrab.

Det første større angreb på Yazidierne skete den 3. august 2014. Her dræbte ISIL sandsynligvis flere tusinde Yazidier og mange flere flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor kun en amerikansk indsats reddede mange af deres liv. Andre var ikke så heldige, og blev taget til fange af ISIL-krigerne. Nogle af disse blev dræbt (gerne mænd og ældre mennesker), nogle tvangs-konverterede til islam og blev en slags slave-soldater, og andre (hovedsageligt kvinderne) blev uddelt eller solgt.

Som regel blev de yazidiske kvinder samlet ved forskellige opsamlingssteder efter de var blevet fanget. Her kunne nogle hundrede, eller nogle gange tusinde, kvinder være samlet før de blev handlet/uddelt. Herfra kunne ISIL-krigere blive belønnet med muligheden for at vælge den kvinde de ønskede, og resten kunne sælges eller byttes. Utroligt nok skete der, ifølge rapporten, ikke mange voldtægter eller overfald sted ved disse opsamlingssteder. Forfatterne konstaterer, at dette havde været imod reglerne og ideologien, og at det element nok viser, at når der sker voldtægter i ISIL-kontrollerede områder, så er det som regel sanktioneret. Reglen er øjensynlig den, at man skal ’eje’ den kvinde man voldtager – og disse voldtægter er til gengæld særdeles almindelige og veldokumenteret. Det fortælles i rapporten, i forlængelse af historier om dette system, hvordan ISIL også har forsøgt sig med online slaveauktioner, hvor dokumenter med billeder af den enkelte kvinde samt detaljer om hendes alder, ægteskabelige information, lokation og pris blev beskrevet. Priserne kunne, ifølge rapporten, variere mellem 200 og 1500 dollars.

Juraen og de internationale forpligtelser

Den juridiske analyse af ISIL’s handlinger imod Yazidierne er relativ simpel, som jeg også har beskrevet tidligere. Yazidierne er utvivlsomt en religiøs gruppe som retligt set kan udsættes for folkedrab; de har utvivlsomt været udsat for handlinger der er inkluderet i kataloget over folkedrabsforbrydelser (herunder massedrab på mænd og drenge, som minder om bl.a. Srebrenica-episoden i Bosnien, og voldtægter som i ICTR’s Akayesu-sag blev anerkendt som en selvstændig folkedrabsforbrydelse); og endelig har ISIL-krigere og ledere gentagende gange sagt eller skrevet ting, eller handlet på en måde, der så rigelig giver anledning til at tro, at de har haft en folkedrabshensigt med deres handlinger. Disse forhold betyder, at der højst sandsynligt er tale om folkedrab i retlig forstand.

FN’s Folkedrabskonvention inkluderer en retlig forpligtelse i dens første paragraf til at handle i disse situationer – dels ved at straffe disse forbrydelser og dels ved at forhindre dem. Præcist hvordan bestemmelsen skal forstås (hvordan skal man præcist reagere? hvem skal handle? hvornår skal der handles?) er noget uklart i konventionen, men FN-rapportens forfattere noterer sig forpligtelsen og giver sig derefter til at evaluere det internationale samfunds svar på situationen. De er mildt sagt ikke imponeret. Som de tørt konstaterer omkring pligten til at handle for at forhindre folkedrab:

“With the exception of US President Obama’s statement, which related solely to military action on Mount Sinjar, no State operating in Iraq or Syria has indicated that its actions are guided by the need to prevent the commission of genocide by ISIS.”

Og som de skriver omkring pligten til at straffe folkedrab:

“Article I of the Genocide Convention imposes an obligation to punish the crime of genocide. To date, there appear to have been no concrete steps taken by any State to investigate or prosecute ISIS fighters, religious leaders or supporters for committing genocide, conspiring to commit genocide, directly and publicly inciting others to commit genocide, attempting to commit genocide, or being complicit in genocide.”

Rapporten kan findes her.

Marc Schack

Marc Schack

Perspektiver på krig og masseforbrydelser Marc har en Ph.d. fra Det Juridiske Fakultet, KU, og beskæftiger sig primært med forskningsområder inden for International Strafferet, Krigsret, Folkeret mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *