Er Den Internationale Straffedomstols snarlige kollaps aflyst?

I efteråret 2016 var de internationale medier fulde af historier om et lurende afrikansk exodus fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) – og herfra muligheden for domstolens efterfølgende kollaps. Historierne var ofte stærkt overdrevne, men de baserede sig på en helt reel bekymring. De faretruende historier skyldtes nemlig, at først Burundi, så Sydafrika, og endelig Gambia, alle i oktober måned 2016 annoncerede, at de ville forlade ICC. Måneden efter annoncerede også Rusland, at de ville droppe domstolen. Det var første gang i ICC’s historie, at lande aktivt ville forlade domstolssystemet, og udviklingen gav derfor alvorlige rynker i panden blandt domstolens støtter. Nu, blot et halvt års tid senere, er udviklingen dog ved at vende – og krisestemningen er (foreløbigt) aflyst.

Den primære årsag til, at stemningen vender nu er, at Gambia i sidste måned officielt trak sin ICC-udmeldelse tilbage, og endnu vigtigere, at Sydafrika – den nok mest toneangivende afrikanske stat – kort tid efter gjorde det samme. Desuden var historien om Ruslands farvel til domstolen blæst helt ud af proportioner, da landet aldrig havde været medlem af domstolen men kun underskriver af Romstatutten. Så med fortællingen om den forestående udmeldelsesbølge aflyst, og en række andre positive udviklinger ved ICC, kan domstolens støtter i dag trække vejret lidt rolige.

Afrika debatten og det aflyste afrikanske exodus

Debatten om ICC har længe været særdeles hård, og domstolen er igennem årene blevet kaldt alt fra inkompetent til racistisk. Særligt race-debatten har fyldt enormt meget, og debatten nåede sit foreløbige højdepunkt, da Gambias daværende Informationsminister, Sheriff Bojang, i efteråret 2016, i en tv-transmitteret tale sagde, at:

“[T]he ICC, despite being called International Criminal Court, is in fact an International Caucasian Court for the persecution and humiliation of people of color, especially Africans”.

Der er altså ikke blevet lagt fingre imellem i denne debat. Dét som Bojang og mange andre afrikanske ledere er så utilfredse med, er at domstolen siden dens opstart i 2002 udelukkende har kørt retssager mod afrikanere. Indtil sidste år havde domstolen også kun åbnet formelle undersøgelser af situationer i Afrika. Mange afrikanske ledere har også været stærkt utilfredse med, at domstolen ikke vil anerkende den immunitet som disse ledere mener, at flere afrikanske statsoverhoveder burde have nydt godt af i konkrete situationer. Det gælder særligt Sudans præsident, Omar al-Bashir, og Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta.

I lyset af denne konflikt valgte Burundi at annoncere sin opsigelse af Romstatutten. Det skete dog i en situation, hvor ICC’s anklager netop havde åbnet en indledende undersøgelse af forbrydelser angiveligt begået af statslige aktører i Burundi, bl.a. i forbindelse med præsidentvalget i 2015. Herefter valgte også Sydafrika at indlede en udmeldelsesproces. Sydafrikas regering henviste til domstolens krav om, at Sydafrika skulle have udleveret Omar al-Bashir til retsforfølgelse, da han i sommeren 2015 besøgte Sydafrika (et forløb, som jeg tidligere har beskrevet på bloggen). Den sydafrikanske regering mente simpelthen, at dette krav var uforeneligt med reglerne om diplomatisk immunitet. Endelig valgte Gambia at annoncere sin udmeldelse af ICC, med henvisning til domstolens påståede racisme.

Det var i denne atmosfære af opløsning, at Rusland også valgte at springe på udmeldelses-vognen. Rusland erklærede, at man formelt af-underskrev Romstatutten på baggrund af en rapport fra domstolen som – til Ruslands store frustration – konkluderede, at en international væbnet konflikt havde udspillet sig på Krim-halvøen under den russiske annektering af området. Rusland var dog ikke medlem af domstolen på det tidspunkt, og det var heller ikke på tegnebrættet, at Rusland snarligt ville ratificere Romstatutten. Dermed var historien reelt en ikke-historie. Ligeledes måtte det stå klart for alle der fulgte med, at Ruslands ’udmeldelse’ nok mest af alt var et forsøg på at puste til historien om den vaklende domstol, som var under opløsning.

Da udviklingen vendte

I Gambia skete dog fornyligt det, at den daværende præsident Yahya Jammeh tabte valget i december 2016 til Adama Barrow – og efter en konstitutionel krise, hvor Jammeh først nægtede at anerkende resultatet, og siden måtte tvinges ud af regeringskontorene af ECOWAS-styrker, kunne den nye præsident træde til. En af Barrow-regeringens første handlinger blev herefter at tilbagekalde den tidligere regerings udmeldelse af ICC, bl.a. fordi man ikke ønskede at isolere landet internationalt.

I løbet af marts måned begyndte også Sydafrika at træde tilbage fra sit udmeldelses-standpunkt. Først tilbagekaldte regeringen sin besked til FN’s generalsekretær om landets intention om at trække sig fra Romstatutten. Herefter tilbagetrak landets justitsminister, Michael Masutha, det lovforslag som skulle have annulleret landets implementeringslovgivning. Disse initiativer kom oven på en lang kampagne fra en række Ngo’er som ønskede at regeringen skulle droppe sin udmeldelse af ICC, ligesom en afgørelse fra en High Court i Sydafrika havde underkendt regeringens ret til at opsige landets ratifikation af Romstatutten, uden godkendelse fra parlamentet.

Da den russiske ’udmeldelse’ desuden mest af alt var et medie-stunt, må situation siges at være vendt. Hvor der i efteråret 2016 kørte en fortælling om, at fire lande nu havde meldt sig ud af domstolen, og at flere nok var på vej, står der nu kun én enkelt udmeldelse tilbage: Burundis. Og netop denne udmeldelse er svær at bruge som springbræt for andre lande, da det ser meget ud som om, at Burundis regering valgte at forlade ICC i et forsøg på at undgå at blive retsforfulgt for alvorlige forbrydelser.

Nogle positive tegn

Generelt er det sådan med internationale straffedomstole, og særligt ICC, at der aldrig mangler kritikere af deres arbejde. Der er altid noget der kunne have været gjort bedre, der er altid en påstået bias, der gennemføres altid for få og for langsomme retssager, og de retssager der faktisk gennemføres er altid for dårligt opbygget. Meget af kritikken er givetvis rigtig, men det er også et let standpunkt at indtage. Ser man lidt mere realistisk på tingene, har der faktisk været flere positive udviklinger i domstolens arbejde igennem det seneste års tid.

Den første større udvikling er, at domstolen har udvidet sit fokus fra blot at handle om Afrika. I starten af 2016 åbnede domstolen nemlig sin første rigtige efterforskning af en situation uden for Afrika, i forbindelse med sin efterforskning af krigen i Georgien i 2008. Denne ændring er bemærkelsesværdig, da domstolen dermed både valgte at flytte fokus fra Afrika og samtidig at blande sig i en sag der involverede en global stormagt: Rusland. Herudover har seriøse overvejelser været rapporteret omkring en mulig formel efterforskning af sager i Afghanistan, herunder vedrørende forbrydelser angiveligt begået af amerikanske styrker. Domstolen offentliggjorde sine overvejelser om denne sag i sin 2016 rapport om foreløbige efterforskninger.

Den anden store udvikling er, at domstolen rent faktisk har fået gennemført flere sager i 2016 – herunder inden for en overskuelig tidsramme. Det er desværre sigende, at det kan kaldes en positiv nyhed, at en domstol får gennemført retssager, men med de mange problemer som domstolen har oplevet igennem sin 15 års levetid, er det faktisk en god nyhed. Domstolen fik således i 2016 sikret sin tredje og fjerde domfældelse over forbrydere tiltalt for internationale forbrydelser, ligesom fem personer blev dømt for at have påvirket vidner til at afgive falsk forklaring. Den fjerde domfældelse angik Ahmad Al Faqi Al Mahdi, som var tiltalt for i 2012 at have deltaget i ødelæggelsen af kulturarv i Timbuktu, under krigen i Mali. Al Mahdi erklærede sig skyldig, og det lykkedes på denne baggrund domstolen at få retssagen gennemført historisk hurtigt. Der gik således blot et år fra Al Mahdi blev overleveret til domstolen fra Niger til han blev dømt for sine forbrydelser.

Disse udviklinger tyder på, at domstolen arbejder hen imod et bredere fokus – hvilket betyder mindre fokus på Afrika – og samtidig får gennemført sager i et rimeligt tempo. Det er selvfølgelig ikke nok til at sikre mod fremtidig kritik – herunder særligt vedrørende domstolens manglende evne til at true magtfulde ledere – og det er heller ikke udelukket, at vi vil se nye udmeldelser. Foreløbigt står Burundi dog alene tilbage med sin udmeldelsesblanket i hånden. Dermed må den negative udvikling siges at være bremset – i hvertfald foreløbigt – men det stadig et åbent spørgsmål, i hvilken retning domstolen nu vil udvikle sig.

Marc Schack

Marc Schack

Perspektiver på krig og masseforbrydelser Marc har en Ph.d. fra Det Juridiske Fakultet, KU, og beskæftiger sig primært med forskningsområder inden for International Strafferet, Krigsret, Folkeret mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *