Boganmeldelse: Charlie Savage om national sikkerhed, jura og magtbalancen i USA

Charlie Savage. Power Wars: Inside Obama’s Post-9/11 Presidency (Little, Brown and Company, 2015)

Charlie Savage er New York Times’ Pulitzer-prisvindende “national security and legal reporter”, og en af de personer i USA, der har fingeren mest på pulsen, når det kommer til spørgsmål om national sikkerhedspolitik- og lovgivning. Som journalist og forfatter har Savage fulgt området tæt i post-9/11 årene, og med sit særdeles veludbyggede kildenetværk i Washington D.C. og omegn, er han altid garant for spændende og velinformerede historier, som læses bredt, ofte også af de centrale aktører i amerikansk politik, som Savage skriver om.

Gennem mere end et årti har Savage været den primære pennefører på historien om, hvordan George W. Bush og Barack Obama – og nu også Donald Trump – har håndteret centrale nationale sikkerhedsspørgsmål, og hvordan magtbalancen mellem Det Hvide Hus, Kongressen og de amerikanske domstole har forrykket sig siden angrebene den 11. september 2001. Med bogen ”Power Wars” følger Savage op på sin tidligere bog, der fortæller historien om, hvordan Bush-administrationen udviklede det, som Savage kalder ”The Imperial Presidency”. Altså – kort og godt – hvordan Bush-administrationen, særligt på sikkerhedsområdet, fik centraliseret magten omkring præsidenten og Det Hvide Hus. I ”Power Wars” fortæller Savage historien om, hvordan Obama og hans nærmeste rådgivere håndterede at overtage roret efter Bush – i lyset af de mange kontroversielle politikker, som man arvede bl.a. på sikkerhedsområdet.

I bogen gennemgår Savage i rig detalje, hvordan en lang række sikkerhedspolitiske spørgsmål blev håndteret af Obama-administrationen. Det gælder spørgsmål som, hvordan man skulle håndtere de fanger, der sad tilbage på Guantanamo-basen i Cuba, hvad man skulle stille op med det overvågnings- og dataindsamlings set-up, som var blevet udviklet i Bush-årene, og hvordan man skulle forholde sig til det droneprogram, som var etableret under Bush.

Udover at håndtere disse ”arvede” politikker, skulle den nye administration også finde ud af, hvilket ben den ville stå på – såvel politisk som juridisk – når der skulle tages stilling til nye udfordringer. Det gjaldt spørgsmål som, om man skulle slå til eller ej mod Osama Bin Ladens skjulested i Pakistan, om man skulle gå i aktion mod Gaddafi-regimet i Libyen, og om man skulle bruge væbnet magt mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Det er de interne debatter, som blev ført blandt Obama-administrationens topjurister og politiske rådgivere, som Savage gør sine læsere klogere på i ”Power Wars” – og det er netop de interne sværdslag, som gør bogen til et særdeles interessant bekendtskab.

Igennem bogen gør Savage sig tanker om stort og småt i de mange forløb han beskriver, men hans centrale tese kan koges ned til to tæt forbundne hovedpointer: For det første var Obama ”the most lawyerly of American presidents” og hans administration var en yderst ”lawyerly administration”. Det betød, at præsidenten og hans rådgivere ofte havde fokus på at fikse retlige problemstillinger og problematiske processer, frem for nødvendigvis at ændre drastisk på den politik, som man havde arvet fra Bush. Og den pointe fører Savage videre til hans anden primære observation:

Da Obama blev valgt, blev han det bl.a. på et løfte om at gøre op med Bush-administrationens tilgang til national sikkerhed – og i særdeleshed dennes konstitutionelle enegang. Obama ville lukke Guantanamo, stoppe tortur, gøre op med Bushs overvågningsprogram mv. Problemet var bare, at Obamas kritik af Bush ofte gik på to ben: nogle gange handlede hans kritik om moral og frihedsidealer, mens den andre gange handlede om retlige betænkeligheder. For at imødegå førstnævnte måtte man droppe den førte politik (bl.a. Guantanamo og tortur) – og disse initiativer blev fejret af mange af Obamas støtter, selv om det bl.a. aldrig helt lykkedes at lukke Guantanamo. Men for at imødegå sidstnævnte (særligt overvågning – men også droner) kunne man ofte fastholde den førte politik og blot fikse det bagvedliggende retlige set-up. Og sådanne løsninger var Obamas støtter sjældent tilfredse med. Dermed fik Obama ofte skubbet sin sikkerhedspolitiske base fra sig, samtidig med at hans sikkerhedspolitiske modstandere forblev utilfredse. Det er denne dobbelthed, som Savage mener, definerer Obamas nationale sikkerhedspolitik. Han ændrede mange af Bush-æraens politikker, men beholdt næsten lige så mange – dog med et helt andet øje for, at det retlige og processuelle set-up skulle være i orden.

Med ”Power Wars” har Savage begået den mest gennemgribende fortælling om Obama-administrationens (retlige) nationale sikkerhedspolitik til dato – og den vil næppe blive overgået. Bogen fylder 771 sider (i Kindle-version), og den er smækfyldt med interessante historier, anekdoter og insider-perspektiver. Bogen er både engagerende, informativ og velskrevet – men. Og der er et væsentligt men. På trods af Savages unikke indblik og evne til at skrive levende, lider bogen under sin egen vægt. Savage har ønsket at skrive H-I-S-T-O-R-I-E-N om Obama-administrationens tilgang til national sikkerhedspolitik- og lovgivning, men han har glemt at agere redaktør for sine læsere, og fortælle hvad der er virkelig vigtigt, og hvad der er knapt så vigtigt. Der er simpelthen for meget materiale med i bogen, og det er ofte uklart, om vi er inde i noget helt centralt, eller i et mindre kuriosum eller perspektiv, der mest er med for fuldstændighedens skyld. Og det er trættende, når man skal igennem 771 sider.

Efter at have læst bogen, står jeg også som læser tilbage med et vigtigt spørgsmål, som Savage egentlig hverken stiller eller besvarer, men som hans bog lægger klart op til det: var juristerne i Obama-administrationen centrale spillere, som påvirkede den førte politik i en mere holdbar retlig retning, eller var de blot til for – så elegant som muligt – at bøje juraen i den retning som Obama og hans politiske rådgivere ønskede? Savage besvarer som sagt ikke spørgsmålet direkte i sin bog (selv om han i en podcast har forklaret, at han mener, at juristerne faktisk havde en stor betydning for den førte politik). Han peger dog i sin bog på en række processer, der tyder på, at Obama og hans jurister ofte tog juraen meget alvorligt og arbejdede hårdt for, at få den førte politik til at flugte med det retlige grundlag (eller alternativt – at ændre det retlige grundlag), men man var heller ikke blege for at være endog særdeles kreative, når det blev for besværligt at føre den politik, som man ønskede, med udgangspunkt i en loyal fortolkning af lovgivningen. Så svaret må rimeligvis være: både-og.

Alt i alt er Savages bog særdeles velskrevet, velresearchet og udgør sandsynligvis den bedste gennemgang af emnet, som man kommer til at opleve. Derfor er bogen også vældig interessant – men mest for den allerede vældigt interesserede læser. Har man derfor en stor interesse for national sikkerhedspolitik- og lovgivning, for amerikansk politik og historie, eller for de interne dynamikker i den amerikanske centraladministration, er bogen noget nær et must. For alle andre er den dog nok for lang, for detaljeret og for indforstået til rigtig at være læseværdig.

Marc Schack

Marc Schack

Perspektiver på krig og masseforbrydelser Marc har en Ph.d. fra Det Juridiske Fakultet, KU, og beskæftiger sig primært med forskningsområder inden for International Strafferet, Krigsret, Folkeret mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *