USA’s missilangreb på Syrien

Amerikanske krigsskibe i Middelhavet gennemførte i nat dansk tid et missilangreb på en syrisk militærbase for det syriske luftvåben. Den umiddelbare anledning var det giftgas-angreb, der blev udført i tirsdags i byen Idlib, og som – formentlig – blev gennemført af det syriske militær.

Vi har endnu til gode at se en folkeretlig begrundelse for angrebet fra den amerikanske regering (det er iøvrigt slet ikke sikkert, at vi overhovedet vil se et forsøg på at forsvare angrebet folkeretligt).

I en kort udtalelse fra Mar-a-Largo udtalte Trump i nat, at det er en vital amerikansk interesse at ”prevent and deter the spread and use of deadly chemical weapons” og at beslutningen om at gennemføre angrebet skal ses i lyset af de årelange forgæves forsøg på at få Assad til at ændre adfærd i den syriske borgerkrig. Han noterede sig også, at ”the refugee crisis continues to deepen, and the region continues to destabilize, threatening the United States and its allies.”

Var det amerikanske missilangreb foreneligt med folkeretten?

Nej. Ikke som folkeretten aktuelt er indrettet.

Eftersom den syriske regering ikke gav samtykke til det amerikanske angreb reguleres spørgsmålet i FN Pagten fra 1945, der opstiller de folkeretlige grænser for interstatslig brug af væbnet magt. Den centrale bestemmelse findes i artikel 2, stk. 4, der foreskriver, at stater skal afstå fra at true med eller at gøre brug af væbnet magt i deres internationale relationer.

FN Pagten indeholder kun to udtrykkelige undtagelser.

Den første er Sikkerhedsrådets kompetence i Pagtens kapitel 7 (konkret art. 42) til at bemyndige stater at bruge magt for at gennemtvinge respekten for Rådets resolutioner. Rådet har endnu ikke været i stand til at opnå enighed om at bemyndige magtanvendelse mod Syrien, så den undtagelse er ikke relevant.

Den anden udtrykkelige undtagelse er staternes ”iboende” ret til selvforsvar, der indeholdes i artikel 51 i Pagten. Selvforsvar kan udøves både individuelt og kollektivt.

Udøvelse af individuelt amerikansk selvforsvar mod Syrien forudsætter, at Assad har udført et ”væbnet angreb” mod USA. Det er ikke tilfældet, og Trumps henvisning til, at en destabilisering af regionen udgør en trussel mod USA og dets allierede ændrer ikke på det.

Udøvelse af kollektivt amerikansk selvforsvar mod Syrien forudsætter, at Assad har udført et ”væbnet angreb” mod en anden stat end USA, og at denne anden stat herefter anmoder amerikanerne om at bistå med at udøve selvforsvar mod Syrien. Heller ikke denne undtagelse er relevant, da Assad – så vidt vides – ikke står bag et væbnet angreb på nogen stat, der kunne udløse en ret til selvforsvar.

Det skal måske her lige bemærkes, at USA (sammen med bl.a. Danmark) som beskrevet flere gange her på bloggen (se bl.a. her) for tiden (efter min opfattelse helt lovligt) udøver kollektivt irakisk selvforsvar på syrisk territorium. Men her udøves selvforsvaret mod Islamisk Stat og ikke Assad-styret og beføjelsen til at bruge magt mod Islamisk Stat kan ikke begrunde angreb på Assad.

Der findes efter min opfattelse ikke andre undtagelser til magtforbuddet i artikel 2, stk. 4.

Det er en efterhånden gammel diskussion, om der kan gøres en undtagelse fra magtforbuddet i tilfælde af brug af magt, der har til formål at bistå en nødlidende civilbefolkning, der er udsat for massive krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Denne debat om lovligheden af såkaldte ”humanitære interventioner” var bl.a. oppe at vende i 2013, da daværende præsident Obama truede med at gennemføre et lignende angreb mod Assad efter et andet giftgasangreb. Obama undlod som bekendt at gennemføre angrebet.

Den danske regering meldte sig på daværende tidspunkt (som vanligt) hurtigt på banen med støtte til et eventuelt amerikansk angreb, og regeringen argumenterede også for, at en mulig militær operation efter dets opfattelse var forenelig med folkeretten. Regeringen henviste ved den lejlighed til netop den påståede lovlighed af humanitære interventioner (se her).

Jeg mente ikke dengang, at regeringens begrundelse holdt vand (se bl.a. her) og det mener jeg stadig ikke. Så her er der vist ikke andet at bemærke end at regeringens jurister og undertegnede er enige om at være uenige.

Det er måske lige værd at bide mærke i, at det amerikanske angreb som berørt sker som en reaktion på Assads angreb med giftgas/ kemiske våben. Anvendelsen af kemiske våben udgør en klar overtrædelse af folkeretten og der er tale om helt oplagte – og meget alvorlige – krigsforbrydelser fra Assads side. Der er i det hele taget i folkeretten en klar og meget entydig afstandtagen til brugen af kemiske våben.

Men det forhold, at Assad begår krigsforbrydelser ved at bruge kemiske våben giver ikke USA’s ret til af egen drift at gennemføre et militært ’modsvar’ mod Syrien.

Det kan ikke udelukkes, at der på sigt vil opstå en sædvaneretlig ”adgang” til at gøre brug af magt mod en stat, der har gjort brug af kemiske våben, for at søge at formå staten til at afstå fra at bruge sådanne våben. Det vil imidlertid kræve, at betingelserne for etableringen af ny folkeretlig sædvane opfyldes. Altså at der opstår dels en generel praksis og dels at denne praksis anerkendes som udtryk for en retlig norm.

Men der er vi ikke endnu.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *