Staters ansvar for statsborgere i syriske lejre

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer (EMD) har for første gang taget stilling til en stats ansvar for statsborgere i lejre i Syrien.

I dagens dom konkluderer EMD, at en stat ikke generelt er forpligtet til at hjemtage statsborgere fra de syriske lejre, men at afslag på repatriering skal begrundes, og at et uafhængigt nationalt organ skal kunne efterprøve, om sådanne afslag er berettigede. Frankrig blev i dommen dømt, fordi disse krav ikke var overholdt i den konkrete sag.

Kort om faktum

Dommen omhandler to unge franske kvinder, der i 2014-2015 rejste til Syrien med deres respektive ægtefæller for at slutte sig til Islamisk Stat (IS). Da IS tabte magten, blev kvinderne tilfangetaget af de lokale styrker (Syriske Demokratiske Styrker) og anbragt i kurdisk kontrollerede lejre i det nordøstlige Syrien.

Den ene kvinde har primært opholdt sig i al-Hol-lejren sammen med sine to børn på 6 og 7 år. Den anden kvinde har siden 2020 opholdt sig i al-Roj-lejren med sit 3-årige barn. Alle tre børn er franske statsborgere.

Sagen er anlagt af kvindernes mødre, der forgæves har anmodet de franske myndigheder om at hjembringe kvinderne og børnene til Frankrig. De har bl.a. henvist til, at forholdene i lejrene er i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i EMRK art. 3, og til EMRK’s bestemmelse om statsborgeres ret til at indrejse i egen stat (art. 3 i tillægsprotokol 4).

Juridisk baggrund – finder EMRK overhovedet anvendelse?

Afgørende for sagens udfald har været spørgsmålet om EMRK’s geografiske rækkevidde – om en stat (her Frankrig) overhovedet kan være ansvarlig for de påståede menneskerettighedskrænkelser.

Ansvar efter EMRK forudsætter nemlig, at sagen falder under fransk jurisdiktion, jf. EMRK art. 1, og det klare udgangspunkt er, at en stat alene har jurisdiktion indenfor eget territorium. Det er kun helt undtagelsesvist, at EMD har fundet, at en stat udøver jurisdiktion udenfor sit territorium (ekstraterritorial jurisdiktion).

Forenklet sagt har det indtil nu alene været tilfældet i situationer, hvor en stat i udlandet har udøvet effektiv kontrol eller myndighed over et område eller over personer. Eksempler herpå er, hvor en stats styrker har tilbageholdt lokale personer i forbindelse med deltagelse i militære operationer, eller hvor nationalt politi på åbent hav har taget formodede narkotikasmuglere i deres varetægt. Et nyere, mere kuriøst, eksempel er Ruslands ansvar for russiske agenters forgiftning af en tidligere russisk agent i London i 2006.

Dagens dom

For det første slår EMD fast, at kvinderne og børnene ikke falder under fransk jurisdiktion i relation til den påståede krænkelse af EMRK art. 3. EMD fastholder på dette punkt sin nuværende, restriktive, fortolkning af EMRK art. 1. Dette er i tråd med den franske stats argumentation, som under sagen er blevet støttet af en lang række europæiske lande – herunder Danmark.

For det andet finder EMD, at helt særlige forhold gør, at Frankrig udøver jurisdiktion i relation til den påståede krænkelse af retten for statsborgere til at indrejse i egen stat (art. 3, stk. 2, i tillægsprotokol 4). EMD henviser her til bl.a., at der er en reel og umiddelbar risiko for kvinderne og børnenes liv og fysiske velbefindende, at børnene er små og ekstremt sårbare, at kvinderne er afskåret fra at rejse til Frankrig på egen hånd, og at de lokale, kurdiske myndigheder er indstillet på at overgive kvinderne og børnene til de franske myndigheder.

Om fortolkningen af art. 3, stk. 2, i tillægsprotokol 4 konstaterer EMD, at bestemmelsen ikke indebærer en generel ret for statsborgere til at blive repatrieret. Staterne har dog efter omstændighederne en positiv pligt til at sikre, at bestemmelsens beskyttelse er effektiv, særligt hvis alternativet er, at en statsborger ender i de facto eksil. Dette indebærer, at staterne i exceptionelle tilfælde er forpligtede til at sikre en tilstrækkelig national beslutningsproces, der beskytter statsborgere mod vilkårlighed.

EMD finder, at der er exceptionelle omstændigheder i den franske sag og opregner seks konkrete grunde hertil (pr. 265-271). Disse vedrører overordnet de særdeles ringe forhold i lejrene, at der er tale om mindreårige børn, at lejrene er kontrolleret af de Syriske Demokratiske Styrker, der støttes af bl.a. Frankrig, og at de lokale kurdiske myndigheder og internationale organisationer har opfordret til repatriering. Endvidere henviser EMD til, at Frankrig officielt har tilkendegivet, at mindreårige franske børn i Syrien og Irak har ret til repatriering, og at der ikke er etableret et organ til at vurdere kvindernes potentielle ansvar for deres tilhørsforhold til IS.

Derfor skulle EMD vurdere, om den franske beslutningsproces om anmodningerne om repatriering havde været tilstrækkelig til at sikre mod vilkårlighed. For at dette er sikret (pr. 275-276), skal et afslag på repatriering konkret begrundes, og det skal kunne efterprøves af et uafhængigt nationalt organ, der har kompetence til at vurdere, om afslaget er lovligt og ikke-vilkårligt, herunder om begrundelsen har et ”tilstrækkeligt og rimeligt” faktuelt grundlag. Hvis der er tale om mindreårige, skal disses særlige sårbarhed og behov tillægges betydning.

Da anmodningerne om repatriering aldrig var blevet reelt realitetsbehandlet af franske myndigheder eller domstole, fandt EMD, at art. 3, stk. 2, i tillægsprotokol 4, var overtrådt.

Kommentar og mulige konsekvenser for Danmark

Dommen er principiel af flere årsager.

For det første fordi, at EMD opretholder den restriktive fortolkning af jurisdiktionsbestemmelsen i EMRK art. 1 på det centrale spørgsmål, om Frankrig kan drages til ansvar efter EMRK art. 3 for de livs- og helbredstruende forhold i de syriske lejre og af den grund have en forpligtelse til repatriering.

For det andet fordi EMD anerkender, at Frankrig har jurisdiktion i relation til retten for statsborgere til at indrejse i egen stat (art. 3 i tillægsprotokol 4) og opstiller en række processuelle krav, der skal iagttages i forbindelse med behandling af anmodninger om repatriering af statsborgere fra de syriske lejre.

Dommen indebærer ikke, at kvinderne og børnene skal repatrieres men ”alene”, at sagen skal genbehandles i det franske system.

Selvom dommen vedrører Frankrig, har den potentielt stor betydning i Danmark, hvilket understreges af den danske intervention i sagen. I det danske retssystem verserer lignende sager, og det må forventes, at de danske domstole lægger EMD’s fortolkning af EMRK art. 1 og art. 3, stk. 2, i tillægsprotokol 4, til grund. De exceptionelle omstændigheder, der begrunder fransk jurisdiktion og forpligtelsen til at iagttage de opstillede processuelle krav, synes også at være aktuelle for danske statsborgere, der befinder sig i syriske lejre.

Det er værd at bemærke, at dommen udelukkende tager stilling til spørgsmålet om repatriering af statsborgere. Fortolkningen af jurisdiktionsbestemmelsen i tilknytning til art. 3, stk. 2, i tillægsprotokol 4 samt de processuelle krav, der udledes af denne bestemmelse, kan derfor ikke umiddelbart udstrækkes til at gælde i sager om hjemtagelse af personer, der ikke har statsborgerskab, eller i sager om administrativ fratagelse af statsborgerskab. Dog har dommens processuelle krav væsentlige ligheder med de tilsvarende krav, som efter EMRK art. 8 stilles i sager om administrativ fratagelse af statsborgerskab, hvilket EMD selv påpeger (pr. 249).

Louise Halleskov

EU-ret og grundlæggende rettigheder Louise Halleskov er lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet. I tillæg til sin cand.jur. har Louise en LLM grad i menneskeret, og hun fik i december 2014 ph.d.-graden for sin afhandling om sammenspillet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Louise har tidligere være ansat som fuldmægtig i Integrationsministeriet og Justitsministeriet. Louises primære forskningsområder er menneskeret, EU-ret og udlændingeret.

One thought to “Staters ansvar for statsborgere i syriske lejre”

  1. Tak Louise en god, hurtig og velskrevet vurdering – er også ved at nærlæse denne vigtige dom. Dommen bekræfter jo den eksisterende antagelse fsva jurisdiktion., samt afviser en menneskeret til konsulær bistand og repatriering. Derfor synes den ikke at være en særlig stærk støtte til den danske case, hvor mødrene jo ikke er danske statsborgere. Så juridisk virker den “efter bogen” uden at være fuldstændig konservativ jf. fortolkningen af tillægsprotokollen, hvilket nok er et fornuftigt sted sted at lægge sig ved rådgivning af myndigheder ifht Danmarks forpligtelser. Hilsener Christoffer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.