’Responsibility to Protect’ fylder 10 år – Er det noget at råbe hurra for?

I år fylder den politiske doktrin ’Responsibility to Protect’ (R2P) 10 år. I efteråret 2005 mødtes mere end 150 statsledere i New York for at diskutere FN’s fremtid og en række globale sikkerhedspolitiske udfordringer. Et af de centrale resultater fra dette møde blev den formelle vedtagelse af (en noget udvandet udgave af) den såkaldte R2P doktrin. I dette første jubilæumsår for doktrinen har en række af de centrale aktører brugt tiden på at gøre status.

Hvad er R2P?

Helt grundlæggende udgør R2P doktrinen et slags løfte fra det internationale samfund om at hindre masseforbrydelser. Dengang i 2005 blev det formelt erklæret, at samtlige stater har et selvstændigt ansvar for at beskytte sin befolkning mod overgreb i form af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, etniske udrensninger og krigsforbrydelser. I samme omgang erklærede det samlede internationale samfund sig parat til at gribe ind i situationer, hvor den enkelte stat fejlede. Doktrinen blev dog vedtaget i en ikke-bindende generalforsamlingsresolution med et meget FN-tro sprog, så der er egentlig ikke så meget jura i doktrinen. Lidt afhængig af temperament kan man derfor kalde R2P doktrinen for et rent politisk princip eller måske et eksempel på en såkaldt ’soft law’ norm. De som mener, at R2P er juridisk bindende, derimod, er i klart mindretal og står overfor nogle alvorlige forklaringsproblemer. På trods af disse begrænsninger har princippet tiltrukket sig en hel del opmærksomhed fra bl.a. folkeretsjurister (selvsagt også fra undertegnede), og princippet har fundet vej til både regeringsgrundlag og sikkerhedspolitiske dokumenter verden over. Alene dette faktum gør doktrinen særdeles interessant som politisk/juridisk fænomen.

Tid til at gøre status

Da det i år er 10 år siden doktrinen blev vedtaget har en hel del iagttagere valgt at udtale sig om R2P’s status, og en række organisationer har arrangeret møder og udgivet rapporter med samme formål. Efter at have fulgt mange af disse indlæg og debatter i noget tid, synes der samlet set at være tale om en blanding af akkumulerede forhåbninger, fokus på de små sejre, og skuffelse over de store nederlag. Der spekuleres ofte i, hvad R2P kan blive til, hvis vi altså tager os sammen, og hvordan konkrete løsninger kan findes (eller allerede er blevet fundet) i visse situationen.

Et af de interessante træk ved mange af disse indlæg og debatter, er at R2P doktrinen ofte forstås som et værktøj der bør skabe rammen for en række projekter som egentlig allerede findes uden for R2P strukturen. Dette gælder eksempelvis den international strafferetshåndhævelse, flygtningehåndteringen og nedrustningsspørgsmål for blot at nævne nogle stykker. Tankegangen synes at være, at ved at placere disse udfordringer under en R2P-paraply vil der skabes merværdi.

Successer og fiaskoer

Det er dog med R2P, som det er med meget andet i international politik. Man kan selektivt pege på successer og fiaskoer, og derfra udlede sine egne resultatet. Man kan ligeledes forsøge at gøre sig klog på, hvordan og/eller hvorvidt R2P doktrinen overhovedet har spillet en rolle i de situationer som har defineret bekæmpelsen af masseforbrydelser i det seneste årti. Ser man på det lange seje træk, kan man med lidt god vilje pege på en række successer der peger på en lysere fremtiden. Fortalere for R2P peger f.eks. ofte på det flotte arbejde foretaget af lokale Ngo’er i Burma/Myanmar der over en årrække har lykkes med at presse det nu (forhåbentlig) slagne militærdiktatur. Et andet ofte nævnt eksempel er Kenyas præsidentvalg i 2013 som, i modsætning til valget i 2007, foregik relativt fredeligt. Der er dog to sager som overskygger alt andet når vi i de seneste år har debatteret R2P doktrinens formåen, nemlig den ny-klassiske debat om det arabiske forår og Libyen og Syrien kriserne.

Fra Libyen til Syrien

Libyen interventionen i 2011 har været R2P’s helt store succeshistorie (som dog nu er blegnet noget på grund af udviklingen i landet). Dengang trådte et beslutningsdygtigt internationalt samfund til for at beskytte civilbefolkningen i Benghazi. Lokale regeringer ønskede en effektiv og omgående indgriben, FN’s Sikkerhedsråd vedtog relativt hurtigt en resolution der tillod militær intervention, og NATO-landene, heriblandt Danmark, viste sig yderst villige til hurtigt og effektivt at implementere resolutionen. Man gik til helt kanten, og måske lidt over, afhængig af øjnene der ser.

Dengang i 2011/2012 var støtterne af R2P doktrinen i ekstase. Denne ekstase er nu faded en del, da Libyen stille og roligt er begyndt at falde fra hinanden, og da fokusset nu er vendt mod den anden massive konflikt der udsprang af det arabiske forår; borgerkrigen i Syrien. I skrivende stund er FN-systemet reelt stoppet med at tælle ofrene for krisen. Man føler sig dog på sikker grund når man siger at mere end 250.000 mennesker har mistet livet. Det betyder jo nok, at det reelle tal er noget højere. Samtidig er den dominerende debat i Europa centreret omkring den massive flygtningestrøm der stammer fra Syrien. Det estimeres at der samlet set er omkring 10.7 millioner internt og eksternt fordrevne syrere idag.

Kort fortalt, må det altså siges at være så som så med R2P’s successer. Hvis man ønsker at få et lidt dybere indblik i holdningerne til dette spørgsmål hos nogle af de centrale skikkelser i debatten, har jeg her linket til et par af de konferencerapporter der er udgivet i forbindelse med nogle af de større events i år samt FN’s generalforsamlings 2015 debat om R2P:

 

Marc Schack

Marc Schack

Perspektiver på krig og masseforbrydelser Marc har en Ph.d. fra Det Juridiske Fakultet, KU, og beskæftiger sig primært med forskningsområder inden for International Strafferet, Krigsret, Folkeret mm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *