Mobiltelefoner i fængslet

Formanden for politiforbundet Claus Oxfeldt udtaler til tv, at han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at 4 af de fængslede i terrorsagen har haft adgang til mobiltelefoner, mens de har været varetægtsfængslet, og det krænker hans retsfølelse.

Det sidste kan jeg forstå, men ikke det første. Der konfiskeres over 1000 mobiltelefoner hvert år i de danske fængsler. Da det er strafbart at være i besiddelse af en mobiltelefon i et fængsel, efterforsker politiet disse sager og rejser tiltale i dem. Det må derfor undre, at formanden for politiforbundet, der selv er politimand, efter det citerede ikke kender til dette. I en sag om et rockerdrab i 1996, der stadig kan findes på nettet, kan man læse, at en rocker blev frifundet for drabet i første omgang, men da han stadig var varetægtsfængslet i en anden sag og havde fået smuglet en telefon ind, hvor han pralede af drabet, blev han dømt i anden omgang. Dette kunne ske, da politiet aflyttede hans telefon i fængslet. Så det er velkendt for politiet, hvad der foregår.

Nu kan man også læse, at 2 af de fængslede har siddet i samme arrest. Dette er heller ikke på nogen måde i orden, når de er fængslede for ikke at ødelægge efterforskningen, men det sker ikke så sjældent og får forsvarsadvokater til at kræve løsladelse, når de sigtede alligevel har haft adgang til at tale sammen.

Når en person bliver fængslet før dom, og som sådan må betragtes som uskyldig, skal der være en god grund. En af disse grunde er netop hensynet til efterforskningen. Der står i retsplejeloven, at fængsling kan ske, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil vanskeliggøre efterforskningen i sagen navnlig ved at fjerne spor eller advare andre.

Den bestemmelse bruges meget- efter min mening for meget.
Justitsministeren udtaler i denne sag, at selvom de sigtede har haft adgang til telefoner- og hinanden må man tro- så kan man ikke sige noget endnu om dette har skadet efterforskningen.
Men det er nemlig problematikken jeg vil rejse her, i mange sager fængsles der ret ukritisk efter den bestemmelse, selvom det er stort set umuligt at ødelægge efterforskningen, fordi politiets bevismateriale består af tekniske beviser, dna prøver, telefonaflytninger etc. Det er meget svært at aftale, at man siger noget andet end det der fremgår af en båndet telefonsamtale.

Så jeg synes denne sag også bør give anledning til eftertanke i retssystemet i forbindelse med de mange varetægtsfængslinger, der sker af hensyn til efterforskningen.

Nu kender jeg ikke bevismaterialet i terrorsagen, men henset til sagens alvor og det miljø, den ser ud til at være foregået i, har fængslingen under hensyn til efterforskningen givet været berettiget. Og så er det selvfølgelig meget beklageligt, at kommunikationen mellem politi og fængselsmyndigheder tilsyneladende har svigtet. Samarbejdet mellem de involverede myndigheder i sådanne alvorlige sager skulle netop optimeres efter Omarsagen, men dette ser ikke ud til at fungere endnu, hvis 2 af de sigtede sidder i samme arresthus og de sigtede har haft adgang til ikke mindre end 7 mobiltelefoner.

Sysette Vinding Kruse

Sysette Vinding Kruse

Kriminalretlige vinkler Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Herudover er Sysette advokat i advokatfirmaet Homann, ligesom hun bestrider en lang række formandsposter i forskellige fonde og selvejende institutioner. Sysette er Dr. Jur. Fra Københavns Universitet med afhandlingen”, "Erhvervslivets Kriminalitet” og tidligere lektor på KU. Sysette beskæftiger sig primært med strafferet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *