Ligestilling blandt topdommere

Er det diskrimination, når embedsmænd aktivt prøver at få kvinder til at søge en stilling som dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Det gav Liberal Alliance udtryk for i en artikel af 16. februar 2023. Artiklen indeholdt også en udtalelse fra Enhedslisten, som mente, at det var »helt fair«. På trods af de forskellige holdninger manglede artiklen lidt kontekst, hvilket dette indlæg søger at skabe. Samtidig stiller indlægget spørgsmål ved, om vi som land har gjort nok for ligestilling. Debatten om den nye danske dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er i den forbindelse et godt sted at starte.

Menneskerettighedsdomstolen er del af et unikt system
Indledningsvist skal det understreges, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en del af et unikt system. Systemet er bl.a. unikt, fordi Europarådets medlemsstater siden 2004 har været forpligtet til at indsende lister med både mandlige og kvindelige kandidater til dommerstillinger.

Menneskerettighedskonventionen blev færdigforhandlet i 1950, men domstolen blev først oprettet i 1959. Den skulle være det frie Europas samvittighed og fungere som en »alarmklokke«, der advarede det demokratiske Europa, hvis en af deres fæller igen var på vej mod totalitarisme. Formålet var naturligvis også at sikre, at Europarådets medlemsstater overholdt Menneskerettighedskonventionen.

Helt fra begyndelsen var det meningen, at alle Europarådets medlemsstater skulle have deres egen dommer. I dag er der 46 dommere, én fra hver af medlemsstaterne. Tidligere var der 47 dommere, men det var inden Rusland blev smidt ud af Europarådet.

Demokratisk valgte dommere
Det bliver ofte anført, at menneskerettighedsdommerne er »udemokratiske«, men modsat de fleste nationale og internationale dommere, bliver dommerne i Strasbourg udpeget ved en demokratisk proces. De vælges af Europarådets Parlamentariske Forsamling, som består af medlemmer fra nationale parlamenter. Forsamlingen repræsenterer over 600 mio. europæere. Dommerne bliver valgt fra lister med tre kandidater indsendt af medlemsstaterne. Det var den proces, som Liberal Alliance kritiserede.

Der har i mange år været fokus på den manglende kønsbalance blandt dommerne i Strasbourg. Vejledninger om, at medlemsstaterne skulle indstille flere kvindelige kandidater, løste imidlertid ikke problemet. I 2004 blev vedledningerne til en regel vedtaget af den Parlamentariske Forsamling, hvorefter lister med dommerkandidater skulle indeholde mindst én kandidat af hvert køn.

Den ny regel blev hurtig udfordret af lister, der udelukkende bestod af mænd eller kvinder. Listerne førte til en vejledende udtalelse fra Menneskerettighedsdomstolen.
Domstolen påpegede, at 2004-reglen kunne være i strid med Menneskerettighedskonventionen, hvis den tvang mindre medlemsstater til at tilføje ikke-statsborgere på deres liste, fordi de ikke kunne finde en kvalificeret kandidat af det underrepræsenterede køn.

Reglen er siden blevet ændret. I dag finder reglen således kun anvendelse, når et køn er underrepræsenteret; dvs. at mænd eller kvinder repræsenterer mindre end 40 pct. af det samlede antal dommere i Strasbourg.

Har reglen gjort en forskel?
Indtil reglen om kønsbalance blev indført i 2004, var der mindst 19 lande, som aldrig havde indstillet en kvindelig kandidat til Menneskerettighedsdomstolen. Flere af disse lande var tiltrådt efter 1950 og har derfor haft færre chancer for at indstille kvinder. Lande som Italien, Luxembourg og Tyrkiet har imidlertid været med fra begyndelsen, og indtil 2004 havde de aldrig indstillet en kvindelige kandidat.

I dag er 16 af domstolens 46 dommere kvinder, dvs. 34 pct. En gennemgang af dommere fra 1998 til 2017 viser, at den gennemsnitlige andel af kvinder i denne periode var 31 pct. Kun i 2011 kom gennemsnittet over 40 pct.

Antallet af kvindelige dommere i Strasbourg er bedre end i Højesteret, hvor kun fire ud af 18 dommere er kvinder. Der er dog langt til de tilstræbte 40 pct. Danmark kunne derfor have indsendt en liste, der udelukkende bestod af kvinder. Det er dog aldrig sket.

Den første kvindelige dommer ved Menneskerettighedsdomstolen var dansk. Det var Helga Pedersen. Hun blev menneskerettighedsdommer i 1971. Siden udløbet af hendes embede i 1980 har Danmark imidlertid ikke haft har en kvindelig dommer i Strasbourg. Til sammenligning har tre af Sveriges syv dommere været kvinder. Det er ikke, fordi Danmark ikke tidligere har indstillet kvindelige kandidater, men at være kvinde betyder ikke nødvendigvis, at man bliver valgt som dommer.

Ny kvindelig dommer
Efter 43 år, og fire dommere, får Danmark nu sin anden kvindelige menneskerettighedsdommer. Tidligere højesteretsdommer Anne Louise Haahr Bormann tiltræder embedet i april.

Der er ingen tvivl om, at Bormann er yderst kompetent. Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliances ligestillingsordfører, mener alligevel, at proceduren, som ledte til Bormanns kandidatur, var diskriminerende. Det mener hun, fordi Justitsministeriet tre gange måtte genopslå dommerstillingen, og fordi Ministeriet og dommerudnævnelsesrådet (som består af fire mænd og en kvinde) aktivt opfordrede kvinder til at søge stillingen.

Som jurist kan jeg ikke se et problem. Bormann blev ikke valgt, fordi hun var kvinde. For at kunne blive valgt som menneskerettighedsdommer skal man »nyde den højeste moralske anseelse« og generelt være kvalificeret landsdommer eller være anerkendt professor eller lignende. Bormann var med andre ord mere end kvalificeret. Det er ikke kun min vurdering. Hun blev opstillet sammen med to mandlige modkandidater og valgt med 139 ud af 189 afgivne stemmer.

Hvornår er der ligestilling?
Når den tidligere amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg blev spurgt, hvornår der var nok kvindelige højesteretsdommere, svarede hun: »når alle ni dommere er kvinder«. Det svar chokerede, men som Ginsburg påpegede: i det meste af den tid, hvor der har været ni mænd, er der ingen, som har rejst spørgsmål hertil.

Danmark fik sin første kvindelige højesteretsdommer i 1953. I dag er fire ud af 18 højesteretsdommere kvinder. Højesteret afspejler derfor mange andre dele af vores samfund. For på trods af at mere end hver anden dommer er kvinde, så er mænd stadig overrepræsenteret på topposterne. I 2019 var 59 pct. af byretsdommerne kvinder, hvorimod kun 43 pct. af landsdommerne og 27 pct. af højesteretsdommerne var kvinder. Det tal er siden faldet til 22 pct.

I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved Europarådets regler, skulle vi måske spørge os selv, hvorfor antallet af kvindelige dommere skævfordeles, når man bevæger sig op i hierarkiet? Andre har tidligere stillet samme spørgsmål (se fx her og her).

Er Danmark et foregangsland?
Selv om Danmark ofte ser sig selv som foregangsland, så ligger vi under gennemsnittet, når man sammenligner med andre rige lande. En 2018-opgørelse fra OECD viser, at mange andre lande formår, hvad Danmark ikke kan: at promovere kvindelige dommere. Lande som Letland, Ungarn og Frankrig har endda et flertal af kvindelige højesteretsdommere. Letland, et land med kun 1,8 mio. indbyggere, har desuagtet formået at indsende en liste udelukkende med kvindelige kandidater til Menneskerettighedsdomstolen.


Det argument, som vi ofte hører i ligestillingsdebatten, om at kvinder »bare kan søge«, holder ikke. Selv en højtuddannet og succesfuld kvinde som Bormann ignorerede indledningsvist et stillingsopslag på grund af familiemæssige overvejelser.

Udnævnelsen af Danmarks nye menneskerettighedsdommer burde give anledning til overvejelser. Det er dog ikke Europarådets regler, som vi burde overveje, men rettere, om vi som samfund gør nok for at fremme ligestillingen.

Jacques Hartmann

Jacques Hartmann er professor ved Dundee University, Skotland. Jacques har en ph.d. fra Cambridge University, hvor han også arbejdede på Lauterpacht Centre for International Law. Derudover har Jacques bl.a. arbejdet i Udenrigsministeriet og ved Det Fælleseuropæiske Universitetscenter for Menneskerettigheder og Demokratisering i Venedig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *