Kan værnepligtige sendes til Baltikum?

Som det sikkert er velkendt for de fleste, så skal der i dette efterår forhandles et nyt forsvarsforlig og der er derfor nu fuld knald på de politiske udmeldinger om, hvordan fremtidens forsvar bør indrettes. Et af de emner, der altid optager politikerne er spørgsmålet om værnepligt. Dansk Folkeparti og Konservative har meldt ud, at de ønsker at udvide værnepligten, herunder dens styrke og ansvarsområde, ganske betragteligt.

De forsvarspolitiske ordførere fra DF og K har endvidere givet udtryk for, at de vil være villige til at tvangsudsende værnepligtige til eksempelvis Baltikum, hvis det en dag måtte blive nødvendigt pga. russisk aggression (se her)

Men kan man virkeligt tvangsudsende værnepligtige til et sted som Baltikum?

Grundlovens § 81 foreskriver, at enhver ”våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”

Det afgørende synes altså at være vendingen “fædrelandets forsvar”. Hvad ligger der i det? Kan det udstrækkes til danske indsatser uden for landets grænser?

Den eksisterende statsretlige litteratur giver ikke umiddelbart noget svar (se bl.a. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen & Michael Hansen Jensen, Grundloven, med kommentarer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2015), 539-541, og Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2, 3. udg. (2001), 311 og s. 318).

Højesteret har heller aldrig taget stilling til spørgsmålet.

Den ledende (eneste?) dom er en afgørelse fra Vestre Landsret fra 1975.

U.1976.395/2V vedrørte en værnepligtig læge, der nægtede at efterkomme en ordre om at gøre tjeneste ved det danske FN-kontingent på Cypern. Den værnepligtige mente, at en ordre om at gøre tjeneste uden for landets grænser stred med § 81, og at det ville det kræve en ændring af grundloven, hvis værnepligtige skulle kunne pålægges at gøre tjeneste i FN’s fredsbevarende styrker.

Landsretten konkluderede imidlertid, at den værnepligtige læge godt kunne beordres til Cypern.

Den interessante vending er følgende:

”Da de opgaver, der løses af de danske militære kontingenter, som deltager i FN’s fredsbevarende styrker i forskellige fremmede lande, er medvirkende til, at lokale uroligheder ikke udvikler sig til omfattende krige, eventuelt med deltagelse af stormagterne, hvorved også Danmarks sikkerhed ville blive truet, finder retten, at en tjeneste i det danske kontingent under FN-styrker på Cypern, kan tjene til Danmarks forsvar, hvorfor forpligtelsen til at bidrage hertil også efter grundlovens § 81 omfatter denne form for militærtjeneste.”

Altså: Fordi uroligheder rundt omkring i verden kan udvikle sig til omfattende krige, hvori stormagterne deltager med det resultat, at også Danmarks sikkerhed bliver truet, er det inden for rammerne af Grundlovens § 81 at beordre danske værnepligtige ud for at søge at dæmpe urolighederne.

Et par betragtninger:

Hvis Grundlovens § 81 hjemler, at værnepligtige kan beordres til en fredsbevarende FN-mission i Cypern, vil de i sagens natur også kunne beordres til at gøre tjeneste i en NATO-operation i Baltikum for at standse eventuelt russisk aggression. Det er ret oplagt.

NATO-operationer må alt andet lige antages at være noget tættere knyttet til ”Danmarks forsvar” end en fredsbevarende FN-mission. NATO er som bekendt en forsvarsalliance.

Landsrettens ræsonnement forekommer dog også ved en umiddelbar læsning at være ret vidtgående. For hvis det kun er et krav, at en konkret situation/ urolighed/ konflikt vil kunne udvikle sig til en krig, hvori en eller flere stormagter deltager, så er der godt nok mange steder, hvor danske værnepligtige vil kunne tvangsudsendes ud.

Landsrettens afgørelse er som berørt fra 1975 og derfor også fra perioden under den Kolde Krig. Det er ikke utænkeligt, at den mere eller mindre konstante risiko for udbruddet af en storkrig mellem Øst og Vest – der jo ville have involveret Danmark – kan have haft betydning for sagens udfald.

Dommen kan (indrømmet, med en vis kreativitet) læses på den måde, at den fredsbevarende FN-mission på Cypern bidrog til ”Danmarks forsvar”, fordi den grundlæggende havde til formål at undgå, at fjendtlighederne mellem de rivaliserende parter på øen i Middelhavet udviklede sig på en sådan måde, at det vil føre til en konfrontation mellem stormagterne. Og dét ville have betydning for Danmark. Selvom en sådan læsning af dommen fortsat må føre til, at danske værnepligtige kan beordres til Baltikum, vil det kunne betyde, at danske værnepligtige ikke nødvendigvis – i dag – kan beordres til at gøre tjeneste ved alle typer internationale indsatser.

Mit bud på en (forsigtig) konklusion er følgende:

Udstrækningen af Grundlovens § 81 er ikke helt klar. Vi har ingen højesteretspraksis og den eneste relevante afgørelse er en landsretsdom fra 1975. Den umiddelbare udlægning af bestemmelsen tilsiger dog, at værnepligtige kan udsendes til Baltikum. Men det er  ikke sikkert, at bestemmelsen også ”kan bære” tvangsmæssige udsendelser til alle typer internationale indsatser, som Folketinget måtte ønske, at Danmark deltager i.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *