Forfatningsrettens festdag: Valgdag, grundlovsdag og fornyet liv til en dansk grundlovsreform?

I anledning af Grundlovsdag og valgdagen vil jeg kort bidrage med et forfatningsretligt perspektiv på et af de to centrale temaer i valgkampen – her inden valgresultatet forligger.

Jeg vil sætte særligt fokus på det, som kan siges at have udgjort hovedtemaet for valget i 2019 ”miljø og klima”. Det ses blandt andet af de meget debatterede klimakrav og spørgsmålet om en klimalov. Det andet store tema har som vanligt været udlændingepolitikken.

Begge vanskelige og forskelligartede problemstillinger, men som måske alligevel har et fælles juridisk fodslag. Skal man tro på den seneste meningsmåling fra Epinion, er der udsigt til en ny regering, hvilket giver mig anledning til at overveje, om der kan eller skal bæres nyt brænde til bålet i forhold til den flere gange skrottede diskussion om behovet for en grundlovsændring.

Trænger vores nuværende grundlovs rettighedskatalog til en opdatering som binder politikkerne i højere grad i forhold til Danmarks overholdelse af internationale forpligtelser, særligt i forhold til valgkampens to centrale temaer?

Der er tale om en diskussion, der mange gange tidligere har været skudt til hjørne. Nedsættelse af en grundlovskommission har de senere år været fremført af mange af de kommende støttepartier til en Socialdemokratiskledet regering med forskellige motiver. Seneste skud på stammen er retten til at stemme til folketingsvalg for udenlandske statsborgere, når de har været i Danmark i over fire år (Alternativet), og radikales ønske om at udskrive Kongehuset. SF har foreslået en modernisering af bl.a. grundlovens menneskerettighedsbeskyttelse samt kontrol med dansk udenrigspolitik og beslutningsprocesserne i deres 2004-folketingsbeslutning.

Miljø og klima – en grundlovssikret ret?

Som inspiration til en debat om grundlovsrevision: hvad skal sikres, hvorfor og hvordan kan vi med fordel se nærmere på vores nordiske naboer. Det fremgår således direkte af Norges grundlov, at:

”§ 112. Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.”

Norges grundlov foreskriver hermed én måde at betragte naturen på, som er en grundrettighed for mennesker og vores efterkommer og derved en måde at værne om miljøet på. At naturen sættes i fokus også rent retligt og ikke kun politisk kendes ikke blot fra Norge, men det er et emne, som også i juridiske kredse diskuteres indgående.

Som tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, har udtalt:

”Lovgivning omkring natur og naturbeskyttelse er ikke særlig stærk i Danmark, hvor få personer ejer jord og natur. Og når naturen ikke har rettigheder, vil jordbrugsinteresser altid gå forud for naturbeskyttelse”

En anden og nyere tilgang eller tankegang om man vil, består i at flytte fokus fra individuelle rettigheder og et antropocentrisk fokus og i stedet sætte naturen i fokus. Det forsker min kollega Katarina Hovden i, og har fornylig vundet et EliteForsk-rejsestipendie med sit projekt ”Taking Rights of Nature and Human Rights Seriously: On Balancing Rights in an Earth-centred Legal Paradigm”

Hovdens projekt består bl.a. i at analysere den ”innovative retsudvikling, som har fundet sted i flere lande de seneste år, f.eks. i Ecuador, New Zealand, Indien og USA. Her har naturen fået status som et retssubjekt og er i enkelte tilfælde blevet tildelt egne rettigheder. Retsudviklingen er et udtryk for en grundlæggende omstrukturering af de traditionelle juridiske systemer med formålet bedre at kunne imødekomme bæredygtighed og udligne global ulighed.”

Om vi helt er klar til at forlade vores mangeårige tradition i det danske forfatningsretlige system med et antropocentrisk fokus på individuelle rettigheder er jeg ikke sikker på. Men et første skridt i retning af bedre sikring af miljøet vil i hvert fald kunne hentes fra den norske model. Derved undgår man spørgsmål om skiftende regeringers eventuelle forskellige holdninger til miljø.

Spørgsmålet om en dansk grundlovsrevision ville med fordel kunne undersøges og overvejes med inspiration i bl.a. Krunke og Thorarensen seneste bog ”The Nordic Constitutions – A Comparative and Contextual Study”, hvor der foretages en grundig undersøgelse af og sammenligning mellem de forskellige nordiske forfatninger. Af konklusionen fremgår det blandt andet, at vores øvrige skandinaviske naboer alle har ændret deres forfatninger i nyere tid. Således Norge (2016), Sverige (2011), Finland (2000) og Island i (1999), hvorved der er sket en

”distinction between the more old-fashioned human rights catalogue in the Danish Constitution and the human rights catalogues of the other Nordic Constitutions, which have in some cases now also chosen to mention the importance of human rights as general constitutional principles in the first articles of their constitutions.”

En af grundene, som ofte fremhæves som forklaring på, hvorfor den danske grundlov ikke er ændret, er, at der er tale om en vanskelig proces, som det fremgår af grundlovens § 88 kræves det, at to på hinanden følgende Folketing vedtager forslaget, som derefter sendes til folkeafstemning, hvor det kræves, at ”et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede afgive[r] deres stemme for Folketingets beslutning”.

Som også fremhævet af Højesteretsdommer Jens Peter Christensen: ”Der er gode muligheder for, at [processen] går galt undervejs, og politikere samler jo ikke på nederlag (…) Grundloven er kun blevet ændret, når der politisk har været et stort behov for det. Politikere gør kun sådan noget, hvis det er praktisk og politisk nødvendigt”

Skulle der alligevel kunne samles et flertal om en grundlovskommission efter valget, så tyder debatterne op til valget på at emnet om sikring af ”miljøet” formentlig godt ville kunne opnå konsensus på begge sider af midten – om det skal ske på grundlovsniveau er mere tvivlsomt og har mig bekendt ikke været gjort gældende endnu.

Udlændingepolitikken og den europæiske påvirkning

Helt anderledes forholder det sig med det andet store tema i valgkampen, som jeg alene vil behandle kort, da emnet er komplekst, hvorfor der er fare for at jeg ikke får alle nuancer med, men jeg synes alligevel det fortjener en plads i debatten om en eventuel grundlovsrevision.

Spørgsmålet er, hvilke grundlæggende rettigheder, der findes i Danmark i forhold til udlændingepolitikken. Der er fortsat konsensus på midten af dansk politik om, at man ikke vil melde sig ud af hverken EU eller Danmarks internationale forpligtelser på menneskeretsområdet, men at der med forskellige sproglige variationer skal føres ”en balanceret og realistisk” eller ”retfærdig og realistisk” udlændingepolitik.

Fra et forfatningsretligt perspektiv findes der ikke regler i grundloven, som beskytter hvilken udlændingepolitik, som kan føres (andet end måske religionsdiskriminationsforbuddet).

Vores grundlov giver således ingen retningslinjer for retten til familieliv eller andre grundrettigheder, som kendes fra EU-retten og Menneskeretskonventionen. Det betyder, at det reelt er de internationale traktater og EU-retten, som beskytter og udvikler retsområdet.

I den forbindelse kan blandt andet peges på generaladvokat Pitruzzellas udtalelse i den såkaldte A-sag, hvor det blev vurderet, at det er fuldstændig klart, at den danske lovgivning er uegnet til at virkeliggøre det forfulgte lovlige formål og går videre end, hvad der er nødvendigt. Hvad betydning det får for den danske udlændingelovgivning er endnu usikkert, da der endnu ikke er en dato for domsafsigelsen.

Som også diskuteret her om ”Tyrkiske statsborgeres ret til familiesammenføring” fremhæver Louise Halleskov Storgaard, at ”Uanset hvad man måtte mene om EU-Domstolens fortolkning, er det derfor klart, at A-sagen vedrører en kontroversiel problemstilling – ikke mindst i Danmark, hvor retsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i de normale EU-regler om familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere.”

Om det er ønskeligt at udlændinges ret alene sikres af internationale instrumenter eller om det ville være hensigtsmæssigt at få en beskyttelse på grundlovsniveau kan der formentlig gives mange forskelligartede svar på afhængig af, hvor man befinder sig på den politiske skala. Hvor danskerne befinder sig vil aftenens valgresultat løfte sløret for.

God valgdag og grundlovsdag.

Sune Klinge

Sune Klinge

Sune Klinge er ansat som videnskabelig assistent på Centre for European and Comparative Legal studies (CECS), efter afslutning af sin PhD. afhandling ’EU-direktiver og grundrettigheder i horisontale retsforhold i en stilling - en juridisk analyse af borgernes retssikkerhed og konsekvenserne for medlemsstaten’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *