FN-rapport om diplomatisk sikkerhed

Sikkerhed for ambassader og diplomatisk personale har desværre længe været et relevant emne. Siden iranske demonstranters besættelse af den amerikanske ambassade i Tehran i 1979, og gidseltagningen af 66 primært amerikanske diplomater, der varede indtil 1981, er det et tema som FNs Generalforsamling har behandlet under det mundrette dagsordenspunkt Consideration of effective measures to enhance the protection, security and safety of diplomatic and consular missions and representatives.

FN Generalsekretærens rapport tilknyttet dagsordenspunktet viser igen i år, at der er nok af sikkerhedsudfordringer. Rapporten er udarbejdet på grundlag af indberetninger fra FNs medlemslande over to-årige perioder og spænder vidt. Der er hændelser som hærværk og røverier mod ambassader og diplomatisk personale, terrorangreb, hvor diplomater bliver tilfældige ofre, og andre hændelser, hvor diplomatens involvering forekommer mere eller mindre tilfældig. Og så er der (påståede) overgreb på diplomatisk personale, der bunder og blandes sammen med i politiske spændinger mellem værtsland og udsenderlande, hvor det er indtrykket, at det normale diplomatiske samkvem bliver (gjort til) en del af problemet, snarere end af løsningen.

Til førstnævnte kategori af knap så højpolitiske sager kan nævnes souschefen på den tyske ambassade i Liberia, der vædres af en lokal politibil i Monrovia. Politibilen forlader straks gerningsstedet, men den tyske tjenestebil og dens fører er dog ikke gjort ukampdygtig, så man eftersætter politibilen og tvinger den til standsning. Herved kommer det frem, at den liberiske politimand transporterede en privat bekendt, og at hastværket ikke skyldtes tjenstlige forhold. Tyskerne får en passende undskyldning fra de liberiske myndigheder for ”indgrebet” i det diplomatiske køretøj og lovning på efterforskning. Men – konkluderes det lakonisk i den tyske indberetning til generalsekretæren – på tidspunktet for indberetningen har man ikke hørt nærmere om resultaterne af de liberiske myndigheders efterforskning.

I Helsinki bliver tre personer dømt for at kravle over hegnet til den irakiske ambassade for at brænde ambassadens flag af. Det lykkes gerningsmændene at få flaget ned fra stangen og sætte afsted med byttet. Men de fanges af det finske politi (inden de får ild i flaget), og deres handlinger takseres i henhold til finsk ret til en betinget fængselsstraf for alvorlig forstyrrelse af den offentlige orden.

I Moghadishu, Somalia angriber en selvmordsbomber centralregeringens bygninger med en lastbil fyldt med sprængstof. Qatars ambassade, der ligger over en kilometer væk fra detonationen, får ruderne blæst ud, ligesom det indberettes af Qatar, at der sker skader på Al Jazeera-netværkets kontor (der jo dog strengt taget ikke er del af Qatars diplomatiske tjeneste). Belgien indberetter en lang række forhold vedrørende det meget betydelige diplomatiske korps i Bruxelles, herunder røveri og forsøg på røveri mod diplomatiske repræsentationer/personale i Belgien.

I den mere politisk konfrontatoriske ende af rapportens afsnit finder man en episode indberettet af Tyrkiet i forbindelse med et besøg af den tyrkiske familie- og socialminister, Fatma Betül Sayan Kaya, i Holland i marts 2017. Ifølge Tyrkiets indberetning til generalsekretæren bliver familieministeren blandt andet nægtet adgang til det tyrkiske konsulat i Rotterdam, den ambassadebil, der transporterer hende rundt i Holland, bliver omdirigeret af hollandsk politi, og flere tyrkiske konsularmedarbejdere bliver tilbageholdt af de hollandske myndigheder. Eskorteret at politiet køres familieministeren i sidste ende til den tyske grænse ved Nijmegen, hvor hun kortvarigt tilbageholdes og derefter må forlade landet. Dette forløb er ifølge Tyrkiet klart i strid med wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser.

Hvis det undrer, at en tyrkisk familie- og socialministers besøg i Holland kan give anledning til den slags beskyldninger om konventionsbrud, skal det erindres, at det i marts 2017 var højsæson for tyrkiske politikeres valgkamp – også i lande som Tyskland og Holland. Her var betydelige tyrkiske mindretal nemlig en ikke uvæsentlig stemmeblok i den tyrkiske folkeafstemning om ændringer af forfatningen, der bl.a. udvidede præsidentens beføjelser. I Holland og Tyskland var der bekymring for, at sådanne valgmøder kunne føre til sammenstød mellem tyrkiske grupperinger i landene, og man nægtede derfor i visse tilfælde indrejse af tyrkiske ministre. Knoppede ord blev udvekslet mellem Tyrkiet og disse lande på den baggrund.

I følge det hollandske svar på den tyrkiske indberetning til FNs Generalsekretær forholdt sagerne sig imidlertid noget anerledes, end fremstillet af tyrkerne: Familieministeren indrejste hemmeligt i landet på trods af klare tilkendegivelser fra hollandske myndigheder og begav sig mod det tyrkiske konsulat i Rotterdam for at tale til en offentlig forsamling – som led i valgkampen. Den hollandske opfattelse er, at der var tale om et ikke-autoriseret besøg i officiel kapacitet, altså ikke et besøg som privatperson. Denne kategorisering kan have betydning for spørgsmål om vilkårene for indrejse og eventuelle immuniteter, se bl.a. EU-domstolens afgørelse i 364/10 af 16. oktober 2012. Ifølge hollænderne nød familieministeren ingen diplomatiske immuniteter under sit ophold, og i fravær af en officiel invitation fra den hollandske regering heller ikke andre rettigheder under folkerettens regler om bl.a. særlige missioner. For så vidt angår de øvrige begivenheder gør Holland gældende, at de gjorde deres bedste for at efterleve Wienerkonventionerne – undersøgelsen af den konsulære bil skyldtes en mistanke om, at der var våben i, og tilbageholdelsen af konsulært personale blev afsluttet, så snart man blev klar over deres identitet. Samlet set en kompleks sag, der også berører det ikke helt simple spørgsmål om adgang for statsrepræsentanter til at føre valgkamp på en fremmed stats territorium og folkerettens regler herom.[1]

FN Generalsekretærens rapport indeholder også et ganske langt afsnit om USA’s skridt over for Ruslands diplomatiske repræsentationer og FN-mission i landet. Efter den amerikanske udenrigsminister i december 2016 formelt havde konstateret, at Rusland havde blandet sig (”interferred”) i det amerikanske valg i 2016 – og i øvrigt chikaneret amerikansk konsulært ambassade og konsulært personale i Rusland – valgte man at orientere Rusland om, at visse russiske ejendomme, der ifølge Rusland var del af henholdsvis landets ambassade og FN-mission i USA, ikke længere havde accept til at fungere som diplomatisk eller konsulær facilitet. Kort efter overtog amerikanske myndigheder den fysiske kontrol med ejendommene, forbød russerne adgang, pakkede arkiverne ned og afleverede dem til russerne. Derudover udviste man 35 russiske ambassadeansatte fra USA. Modsvar af samme skuffe fulgte fra Rusland, og i forbindelse med andre uenigheder mellem de to lande i den efterfølgende tid fulgte yderligere en række skridt mod diplomatisk personale og ejendom i de to lande.

Der skal ikke gås i detaljer med sagen her, men den rejser interessante spørgsmål om værtsstatens samtykke til anvendelse af ejendom som diplomatisk facilitet, under hvilke omstændigheder en sådan accept kan tilbagetrækkes og retsvirkningerne heraf. Mange af de samme temaer kom i øvrig op under FN Generalforsamlingens drøftelse af Report of the Committee on Relations with the Host Country, der angår forholdet mellem USA som værtsstat på den ene side og FN og dets medlemslande, der alle har missioner akkrediteret FN i New York på den anden. Igen er der drøftelser af små som store problemstillinger. Måske ikke overraskende kommer de mest kritiske røster over for værtslandet fra lande som Cuba, Iran, Syrien og Rusland, der har meget at udsætte på de amerikanske værter. Herunder er flere af diplomaterne fra disse lande på amerikansk foranledning forhindret i at bevæge sig mere end 25 miles fra Columbus Circle, New York City i ikke-tjenesteligt medfør.

[1] Canada har som et af få lande et forbud mod deltagelse i udenlandske valg, hvor vælgerne i Canada måtte udgøre en egentlig ”ekstraterritoriel valgkreds”.

David Kendal

David Kendal

Folkeret for folket David Kendal er chefkonsulent i Udenrigsministeriets Folkeretskontor. David, der er uddannet i København, Leiden og Cambridge, blogger inden for et bredt spektrum af aktuelle folkeretlige emner. Synspunkterne i denne blog er personlige og kan ikke tilskrives andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *