Donald J. Trump, “America first” og den internationale retsorden

Efterhånden som chokket over valget af Donald J. Trump som USA’s næste præsident er ved at lægge sig, gælder det om at komme i gang med analyserne af de mulige implikationer af det mest skelsættende amerikanske præsidentvalg i nyere politisk historie. Hvad vil Trump, når han sætter sig ned i verdens mest magtfulde læderstol? Hvad er det for et USA og en verden, han vil efterlade sig, når han om enten fire (fingers crossed) eller otte år (gys) forlader Det Hvide Hus?

Formålet med denne blog er at forsøge at kigge i krystalkuglen og give et foreløbigt bud på, hvordan en præsident Donald J. Trump vil se på USA og den internationale retsorden.

Det er indledningsvis nødvendigt med et temmelig stort forbehold. Det er nemlig meget muligt, at Trump endnu ikke selv har gjort sig de store tanker om, hvad for en global retsorden, han ønsker sig. Det gør naturligvis spekulationerne endnu mere usikre. Selv efter halvandet års opslidende valgkamp, så ved vi faktisk meget lidt om den næste præsidents politiske ambitioner og grundlæggende verdenssyn. Ligeså rig Trumps kampagne var på bastante og kontroversielle ”one-linere” (”I will put America first”, ”build that wall”, ”lock her up”, ”drain the swamp”), ligeså fattig var den på sammenhængende visioner. Det tætteste vi kommer på konkrete tiltag er det ”100 dages program”, Trump lagde frem i oktober.

Et andet usikkerhedsmoment består i, at det endnu er ret uklart, hvilke personer, der vil fungere som Trumps nærmeste rådgivere i Det Hvide Hus. Det er velkendt, at det i høj grad er staben omkring en præsident, der er med til at påvirke Det Hvide Hus’ syn på verden, herunder dets holdning til en international retsorden og folkeretlige forpligtelser. Det var eksempelvis i høj grad de mange rådgivere omkring George W. Bush – og i særdeleshed folkene omkring hans vicepræsident – der satte et afgørende fodaftryk på Bushs udenrigspolitik, herunder hans regerings opfattelse af værdien – eller mangel på samme – af internationale forpligtelser. Vi aner endnu ikke, hvem der skal føre Trumps politik ud i livet, og vi ved slet ikke noget om de jurister, der vil få den tvivlsomme ære at rådgive den nye præsident. Det ser ikke pt. ud til, at der vil blive trukket de store veksler på de tænketanke, der normalt leverer folk til en republikansk administration. Dels er der mange af de ”vanlige” republikanske folk inden for USA’s ”national security apparatus”, der allerede har meldt ud, at de ikke ønsker at tjene under en præsident Trump. Og dels er det svært at se, at de eksisterende republikansk orienterede tænketanke, såsom Rand, American Enterprise eller Heritage Foundation, skulle være fyldt med engagerede og entusiastiske eksperter til den form for populisme, Trump hidtil har været eksponent for. Hertil kommer naturligvis, at Trump i sin valgkampagne gjorde en stor dyd ud af at fortælle den amerikanske befolkning, hvor hjernedød den ”etablerede” tænkning om USA’s sikkerhedspolitik har været under ikke bare Barack Obama men også under George W. Bush.

Trumps verdenssyn og hans opfattelse af behovet for en international retsorden vil herudover også blive påvirket af alle de udefrakommende og endnu ukendte begivenheder, verden og USA vil blive mødt med i løbet af de kommende år. Der er mange eksempler på præsidenter, der kommer ind i Det Hvide Hus med en klar opfattelse af, hvad de bør prioritere, og hvordan de bør forholde sig til verden, og som stille og roligt ændrer opfattelse, når de først sidder i den dér stol i det ovale værelse og er nødsaget til at forholde sig til en kompleks verden, der er i konstant forandring. Det var bl.a. interessant at notere sig, hvordan George W. Bush’s udenrigs- og sikkerhedspolitik ændrede karakter efterhånden som det blev mere og mere åbenlyst, at den egenrådige stil, der blev lagt for dagen i årene umiddelbart efter 2001 havde store udenrigspolitiske omkostninger. Onde tunger vil på tilsvarende vis hævde, at Barack Obama’s opfattelse af, hvor meget han i virkeligheden ønskede at ændre verden og USA’s sikkerhedspolitik ændrede sig, da han først havde siddet et stykke tid i det ovale værelse.

Nå, men med de ovennævnte forbehold, hvordan kan vi forvente, at en præsident Trump vil have det med den internationale retsorden og med USA’s internationale forpligtelser?

Det korte svar må være: ikke godt.

Der er i hvert fald en række forhold, der tegner ret ildevarslende.

For det første er det denne bloggers helt overordnede forventning, at præsident Trump vil forstærke den hele tiden meget latente amerikanske opfattelse af, at USA er en exceptionel nation, der ikke altid behøver at spille efter de samme regler, som andre nationer. Som enhver, der kender lidt til USA og dets politiske historie vil vide, så er den amerikanske selvforståelse nu engang, at USA er ”the shinning city on a hill”, der bare er lidt federe end andre lande. Donald J. Trump’s personlighed og fremtoning indikerer ikke just, at han vil være en præsident, der har i sinde at underspille USA’s exceptionelle karakter. Og hans valgkamp var fyldt med de vanlige ”America is the greatest country in the history of the world” erklæringer, der får alle os andre, der må lige den tort ikke at være født i det særlige velsignede land til at ryste på hovedet. Rygterme vil også vide, at Trump tilsyneladende overvejer John Bolton til en tung post i sin regering, og i internationale kredse huskes Bolton ikke just som en særlig ydmyg fyr.

For det andet er Trump som berørt valgt på en entydig populistisk anti-globaliseringsdagsorden, der ser ud til at være ret svær at forene med USA’s eksisterende internationale forpligtelser. Trumps narrativ er i al sin enkelthed, at ”eliten” i alt for mange år har ignoreret den almindelige befolknings bekymringer, og at det nu er på tide, at ”folket” (”the silent majority”) får lov til at bestemme igen. Nu skal ”America first”. Det er med andre ord klassisk populisme, som vi også kender det fra Europa.

Den trumpske ”fortælling” er, at alle tager røven på den ”almindelige” amerikaner. Kineserne stjæler amerikanerens job – godt hjulpet på vej af de frihandelsaftaler og skrappe miljøkrav til den amerikanske industri, som ”Crooked Hillary” og de andre etablerede politikere er tilhængere af. Mexicanerne tager de lavtlønnede jobs fra arbejdsløse amerikanere og begår en masse kriminalitet, og igen er de godt hjulpet af et politisk system, der hellere vil tildele rettigheder end at håndhæve loven. Europa og stater som Japan og Sydkorea er illoyale ”free ridere”, der ikke bærer de nødvendige økonomiske og militære byrder i den amerikanske sikkerhedsparaply. Og endelig er der selvfølgelig ”The Establissement” i Washington D.C. (”the swamp”), der alene er optaget af at bevare deres særlige privilegier og pleje deres særinteresser, og som er blevet så politisk korrekt, at det ikke engang tør sige det oplagte: At truslen fra terrorisme er meget større end de påstår, og at den udgår fra islamisk terrorisme.

Når Trump åbenbart er løsningen for de røvrendte amerikanere med de røde kasketter og de hvide kondisko, så er det fordi, at han er den erfarne ”insider”, der har gennemskuet det hele og ved, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Og fordi han ikke er en politiker, så er han samtidig en ”outsider”, der vil kunne bruge sin erfaring og sine åbenbart helt unikke evner som forretningsmand (det er i hvert fald det han siger) til at lave nogle bedre aftaler for de ”almindelige” amerikanere.

Trumps populisme er ikke kun et opgør med ”eliten” i Washington men i høj grad også med hele det system, som den har skabt henover hovedet på ”the silent majority”. Det handler derfor også om væsentlige dele af det eksisterende folkeretlige system. Det kræver ikke en ph.d. at regne ud, at USA’s opbakning til det globale frihandelssystem og klimaaftaler nu er for hastigt nedadgående. I hans ”100 dage program” fra oktober erklærede Trump da også, at han ønsker at genforhandle eller udtræde af NAFTA (frihandelsaftalen mellem Mexico, USA og Canada) og træde tilbage fra Trans-Pacific Partnership (en handelsaftale indgået i februar 2016 mellem 12 stater rundt om Stillehavet, uden Kina).

Det er derfor nok også bye bye til i hvert fald TTIP og adieu til Paris-aftalen fra december 2015.

I farezonen kan også være de dele af de internationale menneskerettighedskonventioner og den humanitære folkeret, der ”står i vejen” for en effektiv bekæmpelse af terrorismen og Islamisk Stat. Selvom man nok skal være varsom med at tro, at en præsident Trump vil føle sig specielt forpligtet af de løfter, han har givet i løbet af sin valgkampagne, springer hans retorik om at genindføre waterboarding og det, der er værre, i hvert fald i øjnene. Den kontroversielle amerikanske påstand om, at USA befinder sig i en væbnet konflikt med terrorister, og derfor er berettiget til at anvende en masse omdiskuterede tiltag, er derfor næppe heller på vej i graven foreløbig.

Der er dele af det, som Trump har sagt i sin kampagne, der tyder på, at han grundlæggende opfatter internationale forpligtelser på samme måde som kommercielle aftaler, der kun er bindende, hvis der er gensidighed (”reciprocitet”). Så mens han formentlig ikke vil have noget problem med at overholde aftaler med stater, der også overholder sine aftaler (Trumps logik er jo trods alt en forretningsmandslogik), så er det muligt, at han vil forholde sig anderledes over de stater og aktører, der ikke selv holder aftalerne. Så hvorfor skal USA overholde internationale konventioner i behandlingen af terrorister, når terroristerne ikke selv overholder nogle spilleregler?

Og så er der den institutionelle del af den internationale retsorden. Det er umiddelbart svært at tro, at en præsident Trump vil være en særlig stor fan af FN – især ikke hvis John Bolton kommer med om bord igen. Trump har nok især ret svært ved at se, hvorfor hans brug af væbnet magt skulle være afhængig af FN’s Sikkerhedsråd og eksempelvis et fransk veto (men okay, på dette punkt er Trump måske ikke så forskellig fra tidligere amerikanske præsidenter).

Trumps ”omfavnelse” af Nigel Farrange fra britiske UKIP og den generelle lovprisning af Brexit indikerer heller ikke ligefrem en udtalt forkærlighed for det nødstedte europæiske integrationsprojekt (EU). Trump virker i det hele taget foruroligende uvidende om, at det på ingen måde er i USA’s interesse, at Europa udvikler sig i en mere ustabil retning med øget nationalisme.

Det er i det hele taget ret svært at tro, at USA med Trump som ”America first” præsident uden videre vil fortsætte med at være bannerfører for udbredelse af demokrati og universelle frihedsrettigheder. Det kan man mene om, hvad man vil, men det vil i denne bloggers øjne være en foruroligende udvikling med potentielt set meget vidtrækkende perspektiver.

Endelig er der naturligvis NATO. Og hvis der for alvor er noget, der kan få denne blogger til at ligge søvnløs om natten ved udsigten til Donald Trump i Det Hvide Hus, så er det hans flirten med Rusland og tanken om, at USA inden længe begynder at vakle i sin uforbeholdne opbakning til musketereden i artikel 5. Set med europæiske øjne forbliver alle andre bekymringer sekundære (sorry, klima og EU aficionados) – især med tanke på Putins aggressive fremfærd.

Det foreløbige budskab herfra er altså ret nedslående. Vi ved ikke så meget om Trump, men det vi indtil videre har hørt tegner ikke godt. De af os, der gerne ser en robust international retsorden med USA i førertrøjen, gør formentlig klogt i at tage en dyb indånding, spænde sikkerhedsselen og forberede os på et par år, hvor turen bliver endog meget bumpet. Og hvor risikoen for en større kollision er allestedsnærværende.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *