At se, men intet sige – overvågningens historie #1

Andreas Marklund er forskningskoordinator, ph.d. på Post & Tele Museum i København. Denne gæsteblog er del 1 af 2 om overvågningens historie, der søger at sætte nutidens debatter om elektronisk masseovervågning i et stærkt tiltrængt historisk perspektiv.

Hvis stater havde hobbies ville de samle på hemmeligheder.  Eller måske skal man hellere tænke i ernæringstermer: en stat som ikke fodres med andres hemmeligheder – samtidigt med at den aktivt beskytter sine egne – er måske dømt af historien til svækkelse og opløsning?

Statens væsen og administrative morfologi er vanskeligt terræn for forskere og journalister. Mange hemmelighedsfulde mure og hegn – fortrolighedsregler, tavshedsforpligtelser, forsvundne nøgledokumenter og så videre – materialiserer sig, når man arbejder med staten som undersøgelsesobjekt, også for en historiker. Men i lyset af de sidste års globale overvågningsskandaler føler jeg mig alligevel fristet til at opstille følgende arbejdshypotese: at overvågning, spionage og hemmelighedskræmmeri er fundamentale dele af selve den statslige magtudøvelse, og at dette forhold er baseret på historiske strukturer, som er væsentligt ældre end det parlamentariske demokrati og de borgerlige fri- og rettigheder.

I begyndelsen var fyrsten og det guddommelige mysterium. Statslig magtudøvelse i det tidligmoderne Europa – fyrstestatens og den kongelige enevældes tidehverv – var nære sammenflettet med religiøse forestillinger om kongemagten af Guds nåde. Den ideale hersker var altseende og altvidende, ligesom det guddommelige øje i det høje. Og herskerens veje var lige så uransagelige og uigennemtrængeligt hemmelighedsfulde som Herrens. Kvintessensen af dette indflydelsesrige og sejlivede fyrsteideal kan anes i det royale valgsprog, som hørte til Elisabeth I af England, historiebøgernes berømte ’jomfrudronning’: Video et taceo, ”Jeg ser, og siger intet”.

Alvidenhed, overvågning og uudgrundelig tavshed indgik også som symbolske elementer i fyrstestatens visuelle propaganda. På det gådefulde Rainbow Portrait fra 1600-tallets begyndelse, blev Elisabeth fremstillet i en robe, hvis overflade var fyldt med øjne, øre og halvlukkede munde. Her var jomfrudronningen ikke kun en legemliggørelse af staten i dets fulde magt og pragt, men også af statshemmeligheden og den enorme, de facto grænseløse reservoir af viden, som det hemmelighedsfulde regeringsarbejde var baseret på.

1.Detalje fra ”the Rainbow Portrait”, c. 1600. Øjne og øre var ifølge den tidligmoderne ikonografi symboler for årvågenhed, spionage og efterretningsvirksomhed, mens de halvlukkede munde stod for hemmelighedsfuldhed. Slangen var eventuelt en henvisning til Sir Francis Walsingham og forestillingen om det perfekte efterretningsvæsen som et krybdyr. (Billede fra Wikimedia Commons.)
Detalje fra ”the Rainbow Portrait”, c. 1600. Øjne og øre var ifølge den tidligmoderne ikonografi symboler for årvågenhed, spionage og efterretningsvirksomhed, mens de halvlukkede munde stod for hemmelighedsfuldhed. Slangen var eventuelt en henvisning til Sir Francis Walsingham og forestillingen om det perfekte efterretningsvæsen som et krybdyr. (Billede fra Wikimedia Commons.)

Et kontinuerligt inflow af viden og efterretninger var en forudsætning for fyrstemagtens eksistens. Der var sammensværgelser, der skulle afsløres, rivaler der skulle neutraliseres, tropper der skulle styres, og oprør der skulle pareres. Viden var magt, men selv havde fyrsten hverken tid eller mulighed for at fordybe sig i det operative efterretningsarbejde. I Elisabeths tilfælde var det den legendariske Sir Francis Walsingham, som koordinerede det fyrstelige efterretningsapparat. Det var ham, som løbende holdt dronningen underrettet om alle faktiske og potentielle trusler mod staten, fx katolske attentatplaner og spanske flådebevægelser.

I dag har Walsingham et blakket ry, og han omtales ofte i såvel forskning som populærkultur som Elisabeths egen Spy-Master. Men hans officielle titel var faktisk ikke særligt ominøs: Principal Secretary eller Secretary of State – stillingen skiftede navn under Elisabeths regeringstid. Dette var en respektabel og meget traditionsrig stilling, som ikke mindst gjorde Walsingham hovedansvarlig for den royale korrespondance og kommunikation med omverden. Men han var ikke nogen simpel skriver. Secretary kommer, ligesom det danske sekretær, fra det latinske ord secretus, hvilket dels kan henvise til noget, som er sønderdelt, opsplittet eller analyseret, men også til noget der holdes hemmeligt. Og i denne dobbelte betydning tror jeg at selve nøglen til forståelse af overvågningens historie sidder indkapslet. En statssekretær i fyrstestatens og enevældets tid beskæftigede sig primært med hemmeligheder – og han gjorde det fra to forskellige perspektiver:

  1. Beskyttelse af fyrstens og statens hemmeligheder;
  2. Analyse, sønderdeling og løbende penetrering af alle andre hemmeligheder i de lande og territorier som hørte under fyrsten.

Fra fyrstemagtens perspektiv eksisterede der ideelt set ingen andre hemmeligheder end fyrstens eller statens egne, så individer som Walsingham betragtedes som fundamentale for statens og hele samfundsordningens eksistens. Og det var ikke kun Elisabeth, der holdt sig med en sådan hemmelighedsmagus. Fx var der også en pavelig statssekretær, og ifølge pave Sixtus V – en af jomfrudronningens absolutte dødsfjender – faldt det i denne embedsmands lod ”at vide alt, at have læst alt; at have hørt alt, men at sige intet. ”

Walsingham opererede med et temmeligt komplekst efterretningsapparat. I hans værktøjskasse var der alt fra bestikkelser og indirekte trusler via hemmelige informanter og provokatøragenter til mishandling og mord. Men hans vigtigste efterretningsmetode var mindre dramatisk, nemlig brev- eller postspionage: opsnapning og hemmelig åbning af de breve som Elisabeths undersåtter eller diplomater og sendebud fra andre magter sendte hinanden.

Postspionage var allerede på Walsinghams tid en ældgammel overvågningsteknik, med rødder der strakte sig tilbage i tiden til oldtidens imperier og højcivilisationer. Fx indgik der postryttere bland de ”kongens øjne og øre”, som opererede i det klassiske perserrige. Men det var i det tidligmoderne Europa, at postbefordringen gjordes til et decideret statsligt monopol.  Fyrstemagten styrkede sin kontrol over samfundets kommunikationer, og i lande som England (1635), Danmark (1624) og Sverige (1636) blev der oprettet offentlige postsystemer under kongelig beskyttelse. Enevældens postmestre var primært kongens tjenere, og periodens store postale reformer blev brugt af fyrstestaterne til at intensivere informationsindhentningen – via de voksende strømme af information, som transporteredes af posten under lak og sejl. Efter fransk forbillede oprettedes der sorte kabinetter eller cabinetes noir ved knudepunkterne for de større postruter: hemmelige efterretningscentraler hvor brevåbnere og kodebrydere holdt øje med, hvad mennesker syntes og tænkte.

2.”Troe og agtsom” – enevældens postvæsen var kongens ejendom og postmestrenes troskab var primært rettet mod kongen, ikke kunderne. (Post & Tele Museum.)
”Troe og agtsom” – enevældens postvæsen var kongens ejendom og postmestrenes troskab var primært rettet mod kongen, ikke kunderne. (Post & Tele Museum.)

Derfor kunne det også være livsfarligt at udtale sig kritisk om fyrstemagten i et brev. Enevældens lovgivning anerkendte ikke opdelingen mellem privat og offentlig kommunikation – og at skrive noget grimt om kongen i et brev var ligeså alvorligt som at gøre det mundtligt fra en talerstol. Mistænkelige brevskrivere blev indrapporteret af postvæsenet, og deres breve kunne bruges som bevismateriale i domstolene Fx var der en nordmand ved navn Povel Juel som i 1723 blev tortureret og henrettet i København, efter at han i flere breve til den russiske tsar havde forsøgt at sælge idéen om et fælles koloniseringsprojekt i Grønland – samt muligvis også en invasion af Norge.

Der eksisterede altså ikke nogen brev- eller meddelelseshemmelighed under enevælden. Fyrsten selv var naturligvis en undtagelse – det var jo hans eller hendes postvæsen, men det var kun høje vedkommende, der havde en absolut ”ret” til at føre hemmelig korrespondance. Almindelige undersåtter savnede den rettighed. Diplomaterne var en noget vanskelig kategori, idet de var sendebud for andre, ligeså ophøjede fyrster, men generelt set var det i sig selv suspekt, hvis andre end fyrsten og dennes inderste kreds begyndte at bruge koder eller andre ”tricks” for at holde sine kommunikationer fortrolige. Gode undersåtter havde ingenting at skjule – og derfor ingenting at frygte.

3.Brevchiffer brugt af den svenske feltmarskalk Magnus Stenbock, der i 1717 døde som krigsfange på Kastellet. (Rigsarkivet.)
Brevchiffer brugt af den svenske feltmarskalk Magnus Stenbock, der i 1717 døde som krigsfange på Kastellet. (Rigsarkivet.)

Men også om der var et omfattende postspionage i det tidligmoderne Europa, ville det være forkert at betegne det som ”masseovervågning”, idet den nærmest udelukkende ramte den skrivekyndige samfundselite: adelen, høje militærfolk og det kapitalstærke borgerskab. Der var en afgrund mellem fyrsternes politiske ambitioner og den daglige virkelighed, hvor samfundsmagten blev praktiseret. Og almindelige undersåtters ikke-skriftlige kommunikation passerede som regel under fyrstestatens radar. De overvågningsmetoder, som også opfanger bredere befolkningslag – og de tanker, holdninger og visioner som næres af helt almindelige mennesker – blev udviklet på et senere og mere genkendeligt tidspunkt i historien, hvor nye teknologier og politiske strømninger skabte en helt ny vifte af muligheder og udfordringer for de gamle europæiske stater. Mere om dette i del 2.

 

Kommentarer til “At se, men intet sige – overvågningens historie #1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *