The Not So Supreme Court! – ny podcast om den amerikanske højesteret

Hvis “sommeren” føles lidt lang og nyhedsstrømmen noget trist, kan man altid finde adspredelse i gode podcasts! Et nyligt skud på stammen er en fremragende mini-podcast serie om den amerikanske højesteret med titlen More Perfect, produceret af folkene bag den prisbelønnede RadioLab.

I More Perfect-serien gås der bagom nogle af de væsentligste afgørelser fra Supreme Courts 200-årige historie med en spændende blanding af juridisk analyse, beskrivelser af sagernes politiske og etiske dilemmaer og i visse tilfælde interviews med de involverede advokater og klienter. I en tid hvor Supreme Court synes at afgøre det ene samfundskritiske spørgsmål efter det andet, er afsnittet om domstolens tidligste, famlende år særligt underholdende. Som i dag, hvor der efter dommer Scalias pludselige død i februar i år kun er 8 dommere, havde domstolen ved sin begyndelse i slutningen af 1700-tallet også et lige antal medlemmer –  6 dommere. Men det gjorde ikke så meget, for Supreme Court havde næsten ikke nogen sager og dem, de havde, handlede mest om proces, dommerne måtte rejse rundt i delstaterne for at afgøre tvister, og når dommerne endelig var samlet i Washington D.C. sad de i en kælder under Kongressens bygning og kunne ikke blive enige om særligt meget. Det tog et opgør mellem to fætre: den nytiltrådte præsident Jefferson og højesteretspræsident John Marshall (på billedet) i 1801 for, at Supreme Court indtog sin plads i det amerikanske konstitutionelle system.

Siden da har Supreme Court svinget mellem voldsom aktivisme og lidt større tilbageholdenhed, igennem New Deal-tiden, borgerrettighedskampen og også i dag er der centrale, politiske spørgsmål på dagsordenen. Lyt til More Perfect og få et lidt bedre indtryk af denne spændende institution.

200px-Chief_Justice_John_Marshall(1)

David Kendal

Folkeret for folket David Kendal er chefkonsulent i Udenrigsministeriets Folkeretskontor. David, der er uddannet i København, Leiden og Cambridge, blogger inden for et bredt spektrum af aktuelle folkeretlige emner. Synspunkterne i denne blog er personlige og kan ikke tilskrives andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *