I sidste uge meddelte justitsminister Søren Pind, at han agter at fremsætte et lovforslag, der skal kriminalisere spredning af terrorpropaganda på Internettet.
Konkret vil man ”ændre straffelovens § 114 e om fremme af en terrororganisations virksomhed mv., således at det klart fremgår, at udbredelse af propagandamateriale er omfattet af strafansvaret. Af forslaget fremgår følgende undtagelse: ”Strafansvaret skal ikke gælde i tilfælde, hvor udbredelsen sker som led i en demokratisk debat eller afbalanceret nyhedsdækning”.
Det er som bekendt allerede strafbart at tilskynde, fremme og billige terror, hvilke bestemmelser da også håndhæves aktivt. Men eftersom ISIS’ propaganda spredes særdeles effektivt og har en effekt i forhold til rekruttering og radikalisering, ønsker man nu at gå videre og kunne ramme selve spredningen af sådant materiale.
I et interview med dr.dk udtaler Søren Pind ”Al respekt for ytringsfriheden, den nærer jeg stor respekt for. Men vi er i krig med ISIS, terror og radikale dele af islam. Vi kan ikke have, at folk frit kan sprede den form for propaganda, som rammer. Vi taler om krig, og i en krig er man nødt til at forbeholde sig retten til at indskrænke fjendens propaganda”.
Forslaget er derfor specifikt rettet mod den islamistiske terror, som i Europa primært udgår fra eller er inspireret af ISIS, som Danmark er i væbnet konflikt med i Syrien og Irak. Netop fordi Danmark er i væbnet konflikt med ISIS, at gruppen truer Danmark og allierede, og at dens onlinepropaganda er mere sofistikeret og effektiv end nogen anden terrorbevægelse, har justitsministeren en væsentlig pointe i forhold til at ville imødegå denne udvikling.
Men forslaget har i hvert fald to væsentlige svagheder. Dels indebærer det en vidtgående begrænsning af ytringsfriheden, dels går forslaget langt videre end at begrænse terrorpropaganda i forhold til en bestemt gruppe, som Danmark er i væbnet konflikt med. Selvom forslaget lægger op til at udelukke demokratisk debat og afbalanceret nyhedsdækning fra kriminalisering, vil tiltaget risikere at ramme personer, der ingen sympati har for ISIS, men som af den ene eller den anden grund mener, at det er relevant at dele sådant materiale. Eksempelvis for at gøre opmærksom på, hvad ISIS egentlig selv kommunikerer til omverdenen og dermed forstå ISIS’ bevæggrunde. I sådanne tilfælde vil man skulle ud i vanskelige bedømmelser af den pågældende persons forsæt, der vil indebære betydelig usikkerhed, når man ikke har en egentlig handling, eller ledsagende billigende eller tilskyndende kommentarer at henholde sig til.
Endvidere vil der kunne opstå tvivl om, hvorvidt det delte indhold udgør terrorpropaganda eller overhovedet kan siges at vedrøre ISIS. I det omfang ISIS eksempelvis alene anvender Korancitater eller lignende i en video, må man spørge, om det er tilstrækkeligt til at blive dømt? Dermed kan forslaget være problematisk i forhold til ytringsfriheden, både når det gælder spørgsmålet om klarhed og forudsigelighed og proportionalitet.
Ved at ændre straffelovens § 114e vil den påtænkte skærpelse samtidigt ramme terrorpropaganda generelt og dermed også spredning af terrorpropaganda, der ikke vedrører ISIS eller har nogen som helst relation til eller fare for Danmark. Eksempelvis vil man med lovændringen kunne forestille sig, at en herboende kurder kunne dømmes for at sprede materiale vedr. PKK eller YPG, at en venstrefløjsaktivist kunne straffes for at sprede indhold vedrørende colombianske FARC, en palæstinenser for at dele materiale fra Hamas m.v., selvom disse organisationer ikke er i væbnet konflikt med Danmark og ingen konkret fare frembyder mod den danske stat.
Endvidere vil der være en række grænsetilfælde, hvor det ikke er klart, hvorvidt propagandamateriale vedrører en terrororganisation eller ej. Eksempelvis er det mere end svært at finde rundt i de mange forskellige syriske oprørsgrupper, der ofte skifter loyalitet, og hvis formål og fremgangsmåder kan være særdeles vanskelige at afdække.
Et pragmatisk alternativ kunne derfor være at begrænse lovændringen til den situation, hvor den danske stat er part i en væbnet konflikt, og man spreder propaganda til fordel for en væbnet styrke, som kæmper mod den danske stat. Netop denne afgrænsning er indsat i straffelovens § 101a for så vidt angår tilslutning, hvervning og tilskyndelse til at tilslutte sig en fjendtlig væbnet styrke, der under en væbnet konflikt kæmper mod Danmark. Den såkaldte ”landsforræderparagraf”, der har til hensigt at ramme syrienkrigere, der tilslutter sig IS, hvilket synes helt på sin plads.
Hvis man eksempelvis udvidede § 101a med et nyt stk. 3, ville man dermed langt mere præcist kunne ramme den propaganda, der udgår fra ISIS, og samtidigt afspejle, at der i tilfælde af væbnet konflikt er videre rammer for at begrænse ytringsfriheden. Men at det uden for sådanne helt særlige tilfælde ikke skal være strafbart alene at dele materiale fra terrororganisationer, uden at sådan deling ledsages af mere aktiv tilskyndelse, fremme eller billigelse af terrorhandlinger. Dermed vil justitsministerens forslag både være mere klart, forudsigeligt og proportionelt.
