Normen mod kemisk krigsførelse

Så kom det forventede angreb. USA, UK og Frankrig gennemførte i nat et angreb mod Assad-regimet i Syrien. Angrebet – der formentlig blot er en enkeltstående affære i denne omgang – begrundes af de tre stater som nødvendige for at undgå, at kemisk krigsførelse ”normaliseres”.

Den danske regering har (som ventet) bakket op om angrebet på Syrien som modsvar mod den kemiske krigsførelse. I en kort udtalelse (se her) bemærker statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det ”syriske regimes opførsel er rystende og frastødende. Det fremkalder min største foragt, at Assads militær igen har gjort sig ansvarlig for uskyldige børn, kvinder og mænds død med så modbydeligt et våben.” Løkke bemærker videre: “I krige er der regler, og dem har Assad groft tilsidesat i Douma. Det skal det internationale samfund reagere på. Derfor støtter regeringen også det markante militære modsvar fra vore NATO-allierede, Frankrig, Storbritannien og USA. Assad og resten af verdens despoter skal vide, at den slags ugerninger slipper man ikke ustraffet fra.”

De folkeretlige implikationer af angrebet er tidligere blevet diskuteret her på bloggen (se her).

I dette indlæg skal vi se lidt nærmere på, hvorfor kemisk krigsførelse anses for at være så slemt, at det tilsyneladende nødvendiggør et væbnet modsvar. Der er nemlig mange eksperter (især de såkaldte ”ikke-jurister”), der undrer sig over, at der er så stor international opstandelse over de kemiske angreb fra Assad-styret. For der dør jo mange flere syrere i angreb med mere konventionelle missiler, raketter og bomber. Hvorfor bomber vi ikke pga. de mange forfærdelige angreb med eksempelvis tøndebomber? Kan det ikke være ligegyldigt, hvilket våben der slår uskyldige mennesker ihjel?

Som beskrevet mere udførligt andetsteds (se bl.a. her), så er der en meget stærk folkeretlig norm imod enhver brug af kemiske våben. Vi møder den første gang i en deklaration fra den internationale fredskonference i Haag tilbage i sommeren 1899, hvor staterne forpligtede sig til at afstå fra at anvende projektiler, hvis ”eneste øjemed er at udbrede kvælende, giftige eller lignende gasarter eller bakteriologiske våben i krig”. Deklarationen var imidlertid ude af stand til at forhindre den omfattende brug af gasarter i skyttegravene i Første Verdenskrig. Men erfaringerne fra Verdenskrigen førte i 1925 til vedtagelsen af den såkaldte ”giftgasprotokol”, der forbyder stater at anvende kvælende, giftige eller lignende gasarter og bakteriologiske våben i krig. Protokollen var en vigtig folkeretlig milepæl, der udtrykte det mest udtrykkelige forbud mod kemiske våben indtil afslutningen af den kolde krig.

I 1993 blev Konventionen om Kemiske Våben (CWC) vedtaget, der rummer vidtrækkende forbud mod ikke bare anvendelsen af kemiske våben men også udvikling, fremstilling, oplagring samt forberedelse af kemisk krigsførelse.  Konventionen indfører også et verifikationssystem med inspektioner og monitorering. Implementeringen af konventionen er lagt i hænderne på the Organization for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW), der har fået travlt pga. de mange angreb i Syrien og senest også i Salisbury.

Der er generel enighed om, at anvendelsen af kemiske våben i krig ikke kun strider med CWC (og 1925-protokollen) men også med folkeretlig sædvane, der som bekendt forpligter alle stater uanset deres konventionsbaserede forpligtelser.

Men hvorfor er der så stor modstand mod kemiske våben?

Der er primært to grunde.

Den første (og oprindelige) årsag til modstanden mod kemisk krigsførelse ser ud til at være en bekymring for, at anvendelsen af gas er svær at begrænse til fjendens kombattanter. Denne form for modstand mod kemiske våben udspringer af det såkaldte ”distinktionsprincip”, hvorefter parterne i en væbnet konflikt ikke må anvende våben, der ikke muliggør en skelnen mellem kombattanter og civile. Groft sagt: hvis vinden vender, så driver gassen nemt ind over civile områder og så udsættes civile personer også for de dødelige stoffer.

Der er imidlertid også en anden årsag, og den er formentlig bedre til at forklare, hvorfor der er så stor modstand mod kemiske våben. Kemiske våben anses nemlig for i sig selv at være inhumane våben, der strider med helt grundlæggende antagelser om, hvad der er acceptabel adfærd i væbnet konflikt. Så selv i tilfælde, hvor kemiske våben kun rammer kombattanter er de “no go”. I den ofte citerede Tadic-dom fra Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY) udtalte tribunalet, at forbuddet mod kemisk krigsførelse strider med et forbud mod at anvende inhumane våben (Decision on the Defence Motion for Interlocutory Appeal on Jurisdiction, 1995, §§ 120-124). Der synes med andre ord at være noget særlig barbarisk over at sende kvælende gasser ned over fjenden.

Da jeg i tidernes morgen havde humanitær folkeret på universitetet kan jeg huske, at der var en af mine undervisere (det kan have været Jes Rynkeby Knudsen eller Peter Otken, men jeg er ikke sikker), der sagde, at giftgas strider med et basalt etisk kodeks blandt soldater. Soldater er med på, at de kan slås ihjel af ting, ”de kan se” og umiddelbart kan forholde sig til. Men at skulle miste livet til usynlig gas, der lige pludseligt blæser ind over fronten er noget andet. Det er på en eller anden måde ikke ”fair”.

Som jeg ser det, så er det den inhumane karakter af kemiske våben, der bedst kan tilbyde en forklaring på, hvorfor det internationale samfund er så meget ”oppe at køre” over Assads kemiske krigsførelse. Der ER en kvalitativ forskel på at bruge konventionelle våben og kemiske våben. At bruge kemiske våben krydser kort og godt en grænse for acceptabel adfærd, som man har kæmpet hårdt for at opnå international respekt om.

Vi kan alle sammen have en opfattelse af, om brugen af kemiske våben er så slem, at det bør føre til, at stater som USA, UK og Frankrig reagerer militært. Og som vanligt er der forskellige holdninger blandt eksperter i international politik. Jeg vil blot i al stilfærdighed bemærke, at dette ikke kun vedrører krigen i Syrien. Formålet med at reagere militært på Syriens kemiske krigsførelse er jo, at det skal afskrække ikke blot Assad men også andre stater fra at indlade sig på at bruge kemiske våben. Der er med andre ord et mere generelt præventivt sigte og vurderingen behøver derfor heller ikke stå og falde med, om det vil lykkes at afskrække Assad fra at bruge kemiske våben fremover.

Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

3 thoughts to “Normen mod kemisk krigsførelse”

  1. t.o.
    Völkerrechtliche Implikationen des amerikanisch-britisch- französischen Militärschlags vom 14. April 2018 gegen Chemiewaffeneinrichtungen in Syrien

    Man kan ikke linke i kommentarfeltet, men rapporten kan findes på bundestag(.)de

    under

    Dokumente

    Fachinformationen und Analysen

  2. Mon ikke også at reaktionen er blevet så stærk denne gang (så UK og Frankrig nu også bomber) fordi det er faldet sammen med Salisbury-hændelsen? Tror du UK og Frankrig var gået med hvis det ikke havde været for Salisbury?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *