Kriminalisering af ytringer, der undergraver dansk lov og værdier: Hvor stort er det juridiske råderum?

Den 30. marts udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ville undersøge, om man ”med respekt for grundlovens paragraf 67 om religionsfrihed kan kriminalisere ytringer, som undergraver dansk lovgivning […] På den måde kan vi komme efter mennesker, som under dække af religion undergraver vores samfund”. Siden da har regeringen indledt forhandlinger med folketingets partier om det nærmere indhold af de bebudede initiativer rettet mod bl.a. ”hadprædikanter”. I den forbindelse har Justitsministeriets lovafdeling udfærdiget et baggrundsnotat til de relevante ordførere, med følgende overskrift:

I forhold til kriminalisering af ytringer konkluderer notatet, at:

B2

Jeg vil i det følgende alene fokusere på forholdet til EMRK og give bolden op til en debat om, hvorvidt det juridiske råderum er så stort, som Justitsministeriets notat lægger op til.

Notatet lægger bl.a. vægt på EMRK artikel 17, der indeholder et forbud af misbrug af rettighederne i EMRK. I notatet anføres det:

B3

Notatet henviser her til dets gennemgang af relevant retspraksis i forhold til foreningsfriheden i EMRK artikel 11, der som det fremgår, også er direkte relevant for spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser. I det relevante afsnit om foreningsfrihed anfører notatet bl.a. at:

B4

Notatet giver – i hvert fald undertegnede – indtrykket af, at personer og foreninger, der agiterer for sharia-lovgivning og afskaffelse af demokratiet som sådan, falder uden for EMRK’s beskyttelse af ytringsfriheden (og foreningsfriheden). Det er dog for hastig en konklusion. Nærlæser man de domme, som notatet fremhæver, vil man nemlig se, at også andre faktorer spillede ind, ligesom notatet helt undlader at inddrage i hvert fald to andre direkte relevante domme, der trækker i den modsatte retning og indsnævrer muligheden for at begrænse ytringsfriheden for religiøse ekstremister, der agiterer for sharia.

Vi kan her starte med Refah Partisi dommen, der vedrørte et politisk parti, der havde opnået 22% af stemmerne ved det seneste parlamentsvalg og 35% af stemmerne ved et efterfølgende lokalvalg. Som følge heraf var partiet blevet det største i det tyrkiske parlament og indgik i en koalitionsregering. Det er korrekt, at EMD i dommen konkluderer, at Sharia-lovgivning er ”incompatible with the fundamental principles of democracy, as set forth in the Convention”. Men EMD lægger også vægt på den specifikke og historiske kontekst i Tyrkiet

there was already an Islamic theocratic regime under Ottoman law. When the former theocratic regime was dismantled and the republican regime was being set up, Turkey opted for a form of secularism which confined Islam and other religions to the sphere of private religious practice. Mindful of the importance for survival of the democratic regime of ensuring respect for the principle of secularism in Turkey, the Court considers that the Constitutional Court was justified in holding that Refah’s policy of establishing sharia was incompatible with democracy”.

Endnu mere væsentligt er præmis 132:

“The Court finds that the acts and speeches […]revealed Refah’s long-term policy of setting up a regime based on sharia within the framework of a plurality of legal systems and that Refah did not exclude recourse to force in order to implement its policy and keep the system it envisaged in place. In view of the fact that these plans were incompatible with the concept of a “democratic society” and that the real opportunities Refah had to put them into practice made the danger to democracy more tangible and more immediate, the penalty imposed on the applicants by the Constitutional Court, even in the context of the restricted margin of appreciation left to Contracting States, may reasonably be considered to have met a “pressing social need”.

EMD lagde altså vægt på, at flere medlemmer af partiet var fortalere for at bruge vold i forhold til at indføre og fastholde sharia, ligesom man lagde vægt på, at partiet med dets størrelse og regeringsdeltagelse havde en reel mulighed for at indføre dets program, hvilket skabte en nærværende trussel mod demokratiet.

EMD har i en senere dom eksplicit understreget den begrænsede rækkevidde af Refah Partisi. Det skete i Gündüz v. Turkey, hvor lederen af en islamistisk sekt i et tv-program bl.a. så frem til, at der blev indført sharia, og demokratiet blev afskaffet, hvilket han blev dømt for. Ifølge EMD udgjorde det en krænkelse:

The Court would point out, however, that Refah Partisi (the Welfare Party) and Others concerned the dissolution of a political party whose actions seemed to be aimed at introducing sharia in a State party to the Convention and which at the time of its dissolution had had the real potential to seize political power (ibid., § 108). Such a situation is hardly comparable with the one in issue in the instant case. Admittedly, there is no doubt that, like any other remark directed against the Convention’s underlying values, expressions that seek to spread, incite or justify hatred based on intolerance, including religious intolerance, do not enjoy the protection afforded by Article 10 of the Convention. However, the Court considers that the mere fact of defending sharia, without calling for violence to establish it, cannot be regarded as “hate speech (min fremhævning).

EMD lagde også vægt på andre momenter, men ovenstående præmis må siges at være en klar og utvetydig tilkendegivelse af, at Refah Partisi ikke uden videre kan anvendes til at begrænse enhver form for agitation for sharia.

I en anden tyrkisk sag Erbakan v Turkey – der vedrørte lederen af ovennævnte Refah Partisi – blev en politiker dømt for at holde en tale, hvori han kom med stærkt ekstremistiske ytringer, der bl.a. talte for at inddele befolkningen i troende og vantro og kaldte sekulære politikere for udbyttere, der gjorde befolkningen til slaver af Vesten og kristne. EMD fandt, at dommen mod Erbakan udgjorde en krænkelse af EMRK, og lagde blandt en række andre faktorer vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at ”the speech in question had given rise to, or been likely to give rise to, a “present risk” and an “imminent danger”.

Ligesom i Gündüz synes EMD altså at lægge vægt på, at agitation for religiøs ekstremisme kræver en mere nærliggende fare for vold eller demokratiets overlevelse, før der kan skrides ind (i modsætning til agitation for nazisme, der synes at være omfattet af artikel 17 som sådan). Det kan derfor undre, at disse to domme ikke er medtaget i Justitsministeriets notat.

Det er også væsentligt at dykke længere ned i EMDs admissibilitetsafgørelse i Hizb-ut-Tahrir m.fl. v. Germany, som Justitsministeriets notat også fremhæver jf. ovenfor. De fleste kender nok Hizb-ut-Tahrir (HuT) som en forening, der agiterer for et globalt kalifat baseret på sharia-lovgivning. Herhjemme har Rigsadvokaten ved flere lejligheder konkluderet, at der ikke eksisterer det fornødne grundlag for at opløse foreningen i medfør af grundlovens § 78, fordi HuT ikke agiterer for eller anvender vold.

Når man læser Justitsministeriets notat, der fremhæver, at EMD afviste Hizb-ut-Tahrirs klage i medfør af artikel 17 ”og [bl.a.] henviste til at foreningens mål var klart i modstrid med de værdier som EMRK bygger på”, kunne man få det indtryk, at det tyske forbud og EMDs anerkendelse heraf skyldtes HuTs mål om at indføre kalifatet og sharia. Baggrunden for det tyske forbud mod HuT var dog ikke foreningens agitation for sharia, men derimod dens opfordringer til og billigelse af terror og jihad mod Israel og jøder. I HuTs blad kunne man eksempelvis læse følgende:

“As Muslims, we must be clear that the problem of “Israel” is not a border issue but an existential issue. The Zionist foreign body at the heart of the Islamic world can under no circumstances be allowed to continue to exist…We repeat again the unalterable Islamic duty: There can only be one response to the Zionist aggression in Palestine: Jihad. Allah, the Exalted, commands: “And slay them wherever ye catch them, and turn them out from where they have turned you out” (Al Baquarah 2, Aya 191).”

Af EMDs præmisser er det da også klart, at det er HuTs opfordringer til vold, der medfører, at artikel 17 finder anvendelse:

Turning to the circumstances of the instant case, the Court observes that the Federal Administrative Court, having carefully analysed a substantial number of written statements published in magazine articles, flyers and transcripts of public statements made by the second applicant, concluded that the first applicant did not only deny the State of Israel’s right to exist, but called for the violent destruction of this State and for the banishment and killing of its inhabitants. The Federal Administrative Court further considered that the propagation of these aims was one of the first applicant’s main concerns….The Court notes, in particular, that the second applicant, in the above mentionned statements, repeatedly justified suicide attacks in which civilians were killed in Israel and that neither the first nor the second applicant distanced themselves from this stance during the proceedings before the Court”

EMD nævner således ikke HuTs målsætning om at indføre Sharia i sine præmisser overhovedet. Det skal i den forbindelse fremhæves, at den tidligere formand for HuT i Danmark ved Østre Landsret den 14. marts 2003, blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 266b for at uddele flyvesedler med lignende indhold (korancitater) som visse af de de tyske HuT publikationer. Det er i Danmark også strafbart at fremme, tilskynde og udtrykkeligt billige terror, hvilke bestemmelser givetvis også kunne være anvendt over for lignende agitation i Danmark.

På den baggrund må det antages, at det juridiske råderum i forhold til at kriminalisere ytringer, der søger at ”undergrave danske lov og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser” er snævrere, end hvad Justitsministeriets notat lægger op til. I særdeleshed er det tvivlsomt, om man kan kriminalisere ytringer, der tager afstand fra demokratiet og agiterer for sharia uden samtidig at opfordre til vold eller tilskynde til had mod bestemte grupper, hvilket i et ikke ubetydeligt omfang allerede er kriminaliseret i straffeloven. I det omfang, at agitation for sharia fremføres af grupper eller politiske partier, der har en realistisk mulighed for at indføre en sådan styreform må det antages, at den nationale skønsmargin er større. Det er dog umiddelbart svært at forestille sig en situation i den overskuelige fremtid, hvor et dansk parti eller bevægelse frembyder samme fare for den demokratiske samfundsmodel, som det var tilfældet med Refah Partisi i Tyrkiet.

Jacob Mchangama

Jacob Mchangama

Frihedsrettigheder- og retssikkerhed Jacob Mchangama er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia og tidligere advokat i Plesner. Ud over sin cand.jur har Jacob en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering, og har tidligere været ekstern underviser i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet. Jacob beskæftiger sig primært med områder inden for retssikkerhed og menneskerettigheder. Herudover er Jacob initiativtager og redaktør af bloggen RuleOfLaw.dk, samt blogger på berlingske.dk

Kommentarer til “Kriminalisering af ytringer, der undergraver dansk lov og værdier: Hvor stort er det juridiske råderum?

  1. Kære Jacob

    I forbindelse med en eksamen i offentlig ret på Statskundskab, Københavns universitet, er jeg meget interesseret i det omtalte udleveringsnotat. Er der tale om et notat du har mulighed for at videregive? Jeg kender ikke praksis på området, men det ville være til stor hjælp at have hele dokumentet, da der i sagens natur ikke foreligger andet ‘officielt’ vedrørende et eventuel kommende lovforslag (Med undtagelse af nogle få, vage udtalelser af Justits- og Statsministeren). Notatet kunne være en stor hjælpe med henblik på at gøre min argumentation mindre hypotetisk.
    På forhånd tusinde tak for hjælpen

    Simon Polichinel von der Maase

    Ps.: Såfremt det ikke er muligt at dele notatet i sin fulde længde, har overstående artikel i sig selv allered været til stor hjælp. Tak for et godt og vigtigt stykke arbejde – både i den konkrete sag og mere generelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *