Frederik Harhoff: Om den geografiske udstrækning af den humanitære folkeret (III)

(Undertegnede skrev den 23. januar 2017 et indlæg på denne blog om den geografiske udstrækning af den væbnede konflikt mellem Danmark og Islamisk Stat (se her). Peter Vedel Kessing (ph.d. og seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder) kommenterede min indlæg den 16. marts 2017 (se her). Professor emeritus, Dr. Jur. Frederik Harhoff kommenterede efterfølgende på Peters (og mit) indlæg. Med tilladelse fra Frederik bringer vi her hele hans kommentar som et selvstændigt indlæg)

——————————-

Anders Henriksen skrev den 23. januar 2017 et blogindlæg (I) på denne blog, hvori han stillede spørgsmålet, om den humanitære folkeret (IHL) kan finde anvendelse helt heroppe i Danmark i den nuværende situation, hvor Danmark er part i en fjerntliggende ikke-international væbnet konflikt i Irak og Syrien? Han besvarede dette spørgsmål bekræftende, men mente alligevel, at en fighter fra ISIS, der valgte at rejse herop til Danmark for at begå en krigshandling som svar på danske angreb på ISIS-stillinger i Irak/Syrien, ikke – efter dansk ret – ville udgøre et lovligt militært mål i Danmark for de herværende danske væbnede styrker.
Peter Vedel Kessing skrev den 16. marts 2017 en kommentar (II) til Anders Henriksens indlæg, hvori Kessing gør gældende, at den interne væbnede konflikt i Irak & Syrien er begrænset til det irakiske og syriske territorium og derfor ikke kan udstrækkes til dansk territorium, heller ikke selvom en ISIS-kriger, der har udført krigshandlinger mod Danmark i udlandet, ankommer her til landet; Kessing mener endog at kunne citere ICRC til støtte for dette synspunkt.

I dette blog-indlæg (III) vil jeg knytte et par kommentarer til hver af de to foregående bloggeres overraskende synspunkter om den personelle og geografiske rækkevidde af den humanitære folkeret.

Henriksens indledende synspunkt om udstrækningen af IHL til dansk territorium i tilfælde af et væbnet angreb i Danmark fra ISIS-krigere er principielt rigtigt. Hvis Danmark er part i en væbnet konflikt mod ISIS i Irak – hvad der ikke er uenighed om – og hvis ISIS-krigere som led i denne konflikt ankommer her til Danmark for at forrette angreb mod danske mål her i landet (herunder på Færøerne eller i Grønland), vil deres handling både være omfattet af den humanitære folkeret og af dansk ret; IHL gælder selvsagt dér, hvor kamphandlingerne foregår. I den forstand har Henriksen helt ret, men diskussionen om udstrækningen af IHL handler i virkeligheden om noget andet, nemlig om hvilket af de to retssystemer, der konkret skal finde anvendelse på den pågældende angrebshandling – og dermed også om, hvorvidt danske styrker efter dansk ret lovligt kan nedskyde ISIS-krigeren.

Lovligheden af ISIS-krigernes angrebshandling i Henriksens eksempel afhænger af, hvilken domstol, sagen bliver indbragt for. Hvis sagen indbringes for en international straffedomstol vil angrebshandlingen eventuelt kunne bedømmes som lovlig, såfremt den overholder de krigsretlige regler ved kun at rette sig mod herværende lovlige militære mål og være udført af personer, der bærer deres våben synligt og har et synligt kendemærke, etc. Omvendt vil handlingen være ulovlig efter dansk ret, herunder bl.a. straffelovens §114 om terrorisme, hvis sagen indbringes for en dansk domstol og bedømmes efter den danske straffelov. Da der aktuelt ikke er nogen international straffedomstol, der vil kunne behandle sagen mod ISIS-krigerne efter deres angreb i Danmark (ICC-Statutten er hverken ratificeret af Syrien eller Irak), og da nationale domstole (både efter IHL og ifølge komplementaritetsprincippet i ICC) som udgangspunkt altid har den primære jurisdiktion over strafbare handlinger begået på deres territorium, vil straffesagen mod ISIS-krigerne skulle føres i Danmark ved en dansk domstol.

Det er imidlertid næppe rigtigt, når Henriksen herefter fremhæver, at de i konflikten aktivt deltagende ISIS-krigere – når de er kommet hertil – ikke udgør et lovligt militært mål for danske styrker og derfor ikke bare kan ”skydes ned” af det danske forsvar. Efter IHL vil det efter min vurdering være fuldt lovligt at skyde de pågældende både før, under eller efter deres angrebshandling, også selvom mindre indgribende midler kunne være taget i brug, fx frihedsberøvelse – selvfølgelig under den forudsætning, at de kommer her i medfør af krigen. De pågældende har hvad der i internationale væbnede konflikter ville svare til kombattant-status, og de er dermed lovlige militære mål – fordi de tager aktivt del i den interne væbnede konflikt. Efter den humanitære folkeret er der hverken for så vidt angår internationale eller interne væbnede konflikter nogen særlig pligt til at tage mindre indgribende midler i brug, når det alene drejer sig om kombattanter eller bevæbnede personer, der tager aktivt del i fjendtlighederne; de kan tages ud når og hvor de træffes, og spørgsmål om proportionalitet opstår kun, hvis skaderne på civile overstiger den militære fordel ved modangrebet. Også efter dansk ret vil det i øvrigt være fuldt lovligt at skyde ISIS-krigere, der var i færd med at begå en eller flere terrorhandlinger her i landet, men til gengæld vil dansk politi eller danske styrker her være forpligtet til at vælge det mindre skridt at anholde de pågældende (i stedet for at skyde dem), hvis dette efter omstændighederne ville være muligt. – Rent bortset herfra forekommer det i øvrigt selvmodsigende, når Henriksen hævder at ISIS-krigerne ikke skulle være lovlige militære mål i Danmark, for hans udgangspunkt var netop, at IHL (både for internationale og ikke-internationale væbnede konflikter) faktisk finder anvendelse på dansk territorium!

Kessings indlæg (II) hviler på den opfattelse, at IHL ikke udstrækker sig til dansk territorium i tilfælde, hvor en dansk fremmedkriger har begået krigshandlinger mod danske styrker i Irak eller Syrien og enten bliver pågrebet i udlandet eller vender hjem til Danmark efter at have foretaget sådanne krigshandlinger. Denne problemstilling er imidlertid forskellig fra dét, som Henriksen diskuterer i sin blog (I), for spørgsmålet om udstrækningen af IHL til dansk territorium har intet at gøre med den situation, at en dansk fremmedkriger, der har bekriget danske styrker i Irak eller Syrien, herefter pågribes i udlandet eller ankommer hertil – uden i øvrigt at udgøre nogen aktuel og konkret fare.

Den humanitære folkeret finder anvendelse på krigshandlinger begået under en væbnet konflikt på dét sted, hvor krigshandlingernes virkning indtræder. Så længe der på dansk territorium (endnu) ikke har fundet angreb sted, der er relateret til den væbnede konflikt i Irak og Syrien, og så længe gerningsmanden eller gerningsmændene heller ikke befinder sig her i landet, er diskussionen om udstrækningen af IHL kun akademisk; spørgsmålet opstår kun, såfremt handlingen er begået eller har fået virkning her, eller hvis gerningsmanden befinder sig her, og i så fald vil det i praksis være dansk ret, der finder anvendelse ved den strafferetlige bedømmelse af handlingens lovlighed. IHL finder ganske vist også ”anvendelse” på dansk territorium, hvis sagen vel at mærke rejses ved en international straffedomstol – og kun da – men den fortrænges konkret af dansk ret, når sagen rejses ved en dansk domstol.

I det af Kessing fremhævede eksempel – det sidste af 4 eksempler i hans indlæg – hvor en dansk fremmedkriger kommer hjem til Danmark efter at have bekriget danske styrker i Irak eller Syrien, vil sagen mod vedkommende i første omgang formentlig alene komme til at handle om straf i medfør af straffelovens §114, st. 3-5 for overtrædelse af forbuddet mod Justitsministeriets Bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder i Irak og Syrien. Kan der herudover fremlægges beviser for vedkommendes ulovlige krigshandlinger mod de danske styrker derude, kan Anklagemyndigheden tillige rejse tiltale for disse handlinger, men det vil oftest være vanskeligt som følge af mangel på bæredygtige beviser. Dette har imidlertid intet at gøre med spørgsmålet om udstrækningen af den humanitære folkerets til dansk territorium. Om nedskydningen af en hjemvendt fremmedkriger er lovlig eller ej afhænger naturligvis af det retsgrundlag, nedskydningen skal vurderes på, og her er der ingen tvivl: det skal i Kessings eksempel afgøres efter dansk ret, og da vil nedskydningen formentlig være ulovlig – medmindre den hjemvendte fremmedkriger fortsætter med eller overraskes under udførelsen af et krigs- eller terrorangreb herhjemme, og nedskydningen var nødvendig for at forhindre angrebet. Kessing sammenligner sit eksempel med de (efter hans vurdering ulovlige) amerikanske droneangreb i neutrale lande mod eftersøgte terrorister og citerer tillige en kilde fra ICRC for at udtale, at en person ikke kan føre en intern væbnet konflikt med sig fra ét land ind i et andet land, der ikke er krigsførende. Eksemplet er imidlertid misvisende, for selvom Danmark nok er neutralt i forhold til de irakiske og syriske stater (som vi jo ikke kæmper imod!), er Danmark stadig part i den interne væbnede konflikt i disse lande og dermed ikke ”neutral” i forhold til ISIS; både efter dansk ret og IHL har vi selvfølgelig lov til at skyde en ISIS-kriger, der kommer hertil for at gennemføre et krigsrelateret væbnet angreb mod danske styrker, hvis angrebet ikke kan afværges på andre måder.

Man må formode, at de amerikanske droneangreb bliver varslet over for det land, hvor den eftersøgte opholder sig – omend det (sandsynligvis) sker med endog meget kort varsel. Det amerikanske synspunkt er, at den stat, hvor den eftersøgte terrorist opholder sig (opholdslandet), selv har pligt til at forhindre vedkommende i at begå terrorhandlinger fra dets territorium og i øvrigt til at eftersøge og anholde personen, og gør landet ikke dét, har USA efter folkeretten – under visse betingelser – ret til at foretage en såkaldt ”anteciperet forsvarshandling” ved at tage livet af personen under et droneangreb ind på opholdslandets territorium. ICRC-kildens udsagn er ligeledes i princippet korrekt – man kan selvfølgelig ikke uden videre føre en borgerkrig ind på en ikke-krigsførende stats territorium bare fordi en eftersøgt oprører flygter derind – men dels er det ikke dét, diskussionen handler om her, og dels er der mig bekendt ikke tvivl om lovligheden efter IHL/Jus ad Bellum af både anteciperede selvforsvarshandlinger og muligheden for ”hot pursuit (= når en stats myndigheder fortsætter den ubrudte forfølgelse af en mistænkt og eftersøgt person ind på en anden stats territorium eller ud på det åbne hav) ”, som Kessing selv henviser til.

Sammenfattende er det således min kommentar til de to blog-indlæg,

  • at IHL selvfølgelig udstrækkes til Danmarks territorium, hvis ISIS-krigere gennemfører eller forsøger at gennemføre krigshandlinger her i landet, men at IHL kun vil blive anvendt i praksis og lagt til grund i en straffesag, der indbringes for en straffekompetent international domstol;
  • at det i alle andre tilfælde vil være national ret der anvendes ved nationale domstole ved retsforfølgning af handlinger, der er strafbare efter national ret, selvom IHL i princippet også gælder for den pågældende handling;
  • at danske myndigheder efter straffelovens §§6-8 har både ret og pligt til at retsforfølge danske statsborgere eller personer med fast ophold her i landet efter dansk ret for handlinger, der er strafbare efter dansk ret, uanset hvor de er begået, forudsat de enten er strafbare også efter gerningslandets lovgivning og efter dansk ret kan medføre straf på mindst 1 år, eller hvis Danmark efter international overenskomst er forpligtet til at kriminalisere handlingen i dansk ret; samt
  • at danske myndigheder altid kan anvende den magt, der er nødvendig for afværge en forbrydelse eller for at frihedsberøve en person med henblik på retsforfølgning eller ordenshåndhævelse.
Anders Henriksen

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *