Danmark får nyt juridisk blogunivers

Rule of Law bliver Danmarks nye juridiske blog. Bloggen er stiftet af direktør i Justitia, Jacob Mchangama og lektor i folkeret på Københavns Universitet, Anders Henriksen.

Nedenfor kan du læse og på videoen se, de to redaktører og stiftere fortælle om deres motivation for at starte et juridisk blogunivers.

”Rule of Law, www.ruleoflaw.dk, er en juridisk faglig blog, som skal udgøre en fælles platform for en faglig juridisk debat mellem eksperter på en række forskellige juridiske områder, med retssikkerhed som fællesnævner. Hensigten er således at facilitere og åbne op for den debat, der i dag ofte kun foregår i meget lukkede juridiske kredse. Ved at brede den juridiske faglighed ud, skal bloggen være med til både juridisk at kvalificere de verserende samfundsdebatter, men også kickstarte nye debatter og sætte nye dagsordener”, siger direktør i Justitia og medredaktør Jacob Mchangama.

Bloggen har et overordnet fokus på retssikkerhed, men de nuværende 12 bloggeres faglige ekspertise spænder over en bred vifte af juridiske områder lige fra medieret, persondataret og IT- og teleret til menneskeret, folkeret og strafferet. På den måde skal bloggen samle den juridiske viden, faglighed og debat på en række områder af relevans både for de juriske kredse og samfundsdebatten. Der eksisterer ikke på nuværende tidspunkt et sådant forum i Danmark, men fra udlandet kan der henvises til bl.a. the Volokh Conspiracy (Washington Post), Opinio Juris og ‘Constitutional Daily’.

”Der er flere grunde til, at vi mener, at der er behov for netop denne blog. Bl.a. er der internt i det juridiske miljø behov for at få en fælles platform, hvor vi kan diskutere forskellige juridiske og samfundsmæssige problemstillinger. Desuden mener vi også, at der er behov for en faglig og saglig platform, hvor både journalister, politikere eller blot almindelige samfundsinteresserede borgere kan gå hen og få juridisk inspiration eller input til morgendagens artikel, et nyt lovforslag eller viden og vinkler på de debatter, der foregår i offentligheden”, siger lektor og medredaktør Anders Henriksen.

”Vores vision for bloggen er, at vi over nogle år får samlet de mest relevante og interessante personer i det juridiske miljø, og vi via dem kan facilitere en debat om en bred vifte af aktuelle juridiske emner til gavn for både debatten i det juridiske miljø og de kommende jurastuderende, men som også kan være med til generelt at højne debatniveauet på det juridiske område i medierne og blandt beslutningstagerne. På den måde er vores vision, at Rule of Law med tiden bliver den førende og mest seriøse debatplatform og inspirationskilde for juridiske fagfolk, medier og politikere”, siger de to stiftere og medredaktører.

Se de to redaktører fortælle om deres tanker og visioner for bloggen i videoen her

videoindlejring

Direkte link: https://youtu.be/wEhfuiqGdeY

Oversigt over nuværende bloggere på www.ruleoflaw.dk

  • Jacob Mchangama, direktør i Justitia samt redaktør og stifter af bloggen
  • Anders Henriksen, lektor i Folkeret, KU, samt redaktør og stifter af bloggen
  • Christian Wiese Svanberg, advokat
  • Sysette Vinding Kruse, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg
  • David Kendal, chefkonsulent i Udenrigsministeriets Folkeretskontor
  • Peter Trudsø, forsvarsadvokat
  • Astrid Kjeldgaard-Pedersen, adjunkt i folkeret, KU.
  • Søren Sandfeld Jakobsen, professor ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet.
  • Torben Jensen, generalsekretær i Advokatrådet
  • Henriette Kinnunen, chefjurist i CEPOS
  • Vibeke Broberg, forskningschef i medieret, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Marc Schack, Ph.d.-studerende ved det Juridiske Fakultet, KU.

Bloggen vil være dynamisk og vil løbende søge at udvide med nye relevante bloggere og dermed også fagområder. Bloggen vil til dagligt blive faciliteret af Danmarks juridiske tænketank – Justitia – men er ikke en del af tænketanken.

Jacob Mchangama

Jacob Mchangama

Frihedsrettigheder- og retssikkerhed Jacob Mchangama er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia og tidligere advokat i Plesner. Ud over sin cand.jur har Jacob en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering, og har tidligere været ekstern underviser i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet. Jacob beskæftiger sig primært med områder inden for retssikkerhed og menneskerettigheder. Herudover er Jacob initiativtager og redaktør af bloggen RuleOfLaw.dk, samt blogger på berlingske.dk

Kommentarer til “Danmark får nyt juridisk blogunivers

  1. Jeg kan godt lide synspunktet, om at indsamling af kommunikation om en person, skal have en forudgående retslig behandling. Det er også min opfattelse at de fleste forventer det. Men eksempelvis aflytning, er det ikke praksis, at indlede aflytning med en standard dommer kendelse, og først efter undersøgles indhente dommerkendelse his der foretages en sigtelse? Samtidig vil informations udviklingen betyde at den enkelte borgers data og kommunikation vil gemmes eller flyde under forskellige juridiske enheder. Som eksempel- et internet kan god have sidt routnings domæne over nationale grænser. På den måde kan der eksempelvis være en linie til internet Exchange fra Stokholm og fra et sted i danmark. personen kan så ikke se at dataene går via sverig i nogle situationer. Ligeledes vil opbevaring af data i eksempelvis drop box betyde at dataene gemmes uden for danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *