Boganmeldelse: Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Frederik Waage  19. januar 2018

Jacques Hartmann, der er en af landets førende forskere i folkeret, har i efteråret 2017 udgivet en bog om Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Hartmann har i en årrække beskæftiget sig med konventionen, og han er i dag ansat som senior lecturer ved University of Dundee i Skotland.

Timingen for denne bog er god. Af indledningen fremgår det således, at bogen indgår i den igangværende debat om Danmarks tilhørsforhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også de diskussioner om konventionen, som Danmark under formandskabet af Europarådet har søgt videreført på europæisk plan.

Bogen er opdelt i tre kapitler: Fakta, fiktion og fremtid. Herudover er konventionen gengivet som bilag.

I bogens kapitel 1 præsenterer forfatteren en række fornuftige betragtninger om berettigelsen af en folkeretlig retsorden, som man nok kan have en tendens til at glemme i den aktuelle diskussion om, i hvilket omfang Danmark overhovedet bør være underlagt internationale konventioner om menneskerettigheder. Kapitlet indeholder omfangsrige oplysninger om menneskerettighedernes udviklingshistorie fra Magna Carta og frem til efterkrigstidens konventioner. Europarådet, EMRK og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol præsenteres herefter med fokus på de rettigheder, som konventionen beskytter. Der er tale om en afbalanceret fremstilling, og forfatteren gør det (side 51) bl.a. til et erklæret mål at vise, at menneskerettigheder ikke står over vægtige samfundsmæssige hensyn, idet de fleste rettigheder indeholder en indbygget afvejning af individuelle og samfundsmæssige interesser.

Forfatteren gennemgår (side 52ff) de centrale rettigheder i konventionen med tillægsprotokoller og kommer herunder ind på en række sager, hvor Danmark er blevet indklaget for Menneskerettighedsdomstolen.  Siden det første konventionsbrud blev fastslået i Hauschildt-sagen fra 1989, er Danmark i alt 15 gange blevet dømt for overtrædelse af EMRK. Forfatteren refererer i bogen alle disse sager, hvilket giver et dækkende billede af konventionens indflydelse på dansk ret. Det er en særlig styrke ved fremstillingen, at forfatteren tager nogle meget konkrete emner op og understøtter analysen med retskilder og andre kilder, f.eks. statistiske oplysninger. At EMRK spiller en særlig rolle i dansk ret, sammenlignet med andre konventioner, ses blandt andet af, at konventionen efter inkorporeringen i perioden 1992-2015 er blevet påberåbt eller anvendt i 654 sager ved de danske domstole, mens øvrige menneskerettighedskonventioner som Danmark har tiltrådt, kun er blevet påberåbt eller anvendt i 64 sager (side 103).  Sammenfattende giver kapitlet en lang række værdifulde faktiske oplysninger om EMRK og konventionens relation til dansk ret, et emne, der ikke tidligere i større omfang har været selvstændigt adresseret i den juridiske litteratur.

I bogens kapitel 2 under overskriften ”Fiktion” indleder forfatteren med at kritisere debatten om EMRK for at være for ”unuanceret” og ”vildledende.” Han kritiserer ligeledes, at fokus i (for) høj grad er på enkeltsager. Dernæst bemærker han bl.a., at Danmark kun én gang har tabt en udvisningssag. Forfatteren bevæger sig således tæt ind på udlændingedebatten hvilket unægtelig fører bogen ind i et minefelt, hvor det kan være vanskeligt – om ikke umuligt – at fastholde en neutral juridisk analyse. Det er da også tydeligt, at en sådan heller ikke er forfatterens hensigt med dette afsnit. Bl.a. kritiserer Hartmann (side 108) en udtalelse fra  Dansk Folkeparti, hvorefter Menneskerettighedsdomstolen gør indgreb i statsmagtens suverænitet, under henvisning til den idéhistoriske udvikling af suverænitetsbegrebet, begyndende med juristfilosoffen Jean Bodin (1530-1596). Hartmann finder, at begrebet ”suverænitet” er blevet fordrejet og at kan ”bruges og misbruges til mange formål”. Herefter påpeger forfatteren bl.a., at Danmark ved tiltrædelsen af EMRK har accepteret, at andre europæiske lande har en legitim interesse i overholdelsen af menneskerettigheder i Danmark, ligesom Danmark selv også har blandet sig i sager, som har vedrørt andre landes suverænitet, f.eks. dengang Danmark sagsøgte Tyrkiet ved domstolen i 2000. Fremstillingen bidrager her til en politisk diskussion om, hvad suverænitet er for noget. Det havde dog nok været hensigtsmæssigt, hvis forfatteren tillige havde forholdt sig nærmere til den juridiske definition på begrebet suverænitetsafgivelse, som dette forstås i grundlovens § 20. Der kan herved henvises til Gorm Toftegaard Nielsen, side 172 ff. i bogen ”Parlamentarismen, hvem tog magten?” fra 2001, hvor Toftegaard stiller spørgsmål ved, om inkorporeringsloven indebar en suverænitetsafgivelse, som skulle have været gennemført i overensstemmelse med grundlovens § 20 (jf. herved Mads Bryde Andersens i Juristen nr. 3, 2017, side 87). Det forekommer således rimeligt at diskutere, om Menneskerettighedsdomstolen kan have en indflydelse på dansk retsliv, der fuldt ud er sammenlignelig med f.eks. EU-Domstolens indflydelse, når der kun i sidstnævnte tilfælde formelt juridisk er sket en suverænitetsafgivelse. Når det så er sagt, skal det tilføjes, at forfatteren i sin retspolitiske argumentation bidrager med nye facetter til debatten om menneskerettigheder, hvilket kun kan hilses velkomment.

Forfatteren behandler i et efterfølgende kapitel grundigt en række øvrige spørgsmål relateret til menneskerettighedsdomstolens virke, bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt menneskerettighederne indskrænker demokratiet, og om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er aktivistisk. I debatten om menneskerettigheder fremhæves Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsmetode ofte som noget fremmed for vor hjemlige retsorden. Så meget desto mere er det interessant, når forfatteren (side 118) fremhæver, at den danske professor og dommer ved EF-domstolen (og en kort periode tillige Menneskerettighedsdomstolen), Max Sørensen, rent faktisk anses for om ikke fader, så i hvert fald fadder til selve den dynamiske fortolkningsstil. Det var således Sørensen, der første gang formulerede sætningen om EMRK som ”a living instrument”.  Kapitlet afsluttes med nogle illustrative undersøgelser over befolkningen kendskab og holdning til EMRK.

I bogens korte afslutningskapitel, benævnt ”Fremtid” forholder forfatteren sig til en række forskellige scenarier med hensyn til overholdelsen af konventionen, herunder bl.a. muligheden for at tage forbehold, genforhandle traktaten og at træde ud. Forfatteren forholder sig endvidere til en række andre mulige tiltag der er genstand for politisk debat, herunder ophævelse af inkorporeringsloven, øget bi-intervention etc. Forfatteren når afslutningsvis frem til, at konventionen fortsat har relevans og understreger vigtigheden af at den debat, der foregår om konventionen, sker på et oplyst grundlag.

Målet for Jacques Hartmanns bog har været at kvalificere debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions status i dansk ret. Og det mål må siges at være nået.  Bogen er skrevet i et sprog, der gør den tilgængelig for ikke blot juridiske praktikere og jurastuderende, men også for interesserede ikke-jurister. Den udgør et væsentligt bidrag til den del af den danske juridiske teori, der beskæftiger sig med menneskerettighedsområdet, og den bør være pligtlæsning for de politikere (og embedsmænd), der arbejder med Menneskerettighedskonventionens placering i dansk ret.

Bogen kan købes på Ex Tuto Publishing, pris 295 kr. Læs mere og bestil her. 

  

Frederik Waage

Frederik Waage

Frederik Waage er ansat ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet. Han er tidligere embedsmand og advokat, og blev i 2017 dr. jur. med afhandlingen Det offentlige som procesret – Forvaltningsrettens virkning i civilprocessen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *