Retten til udnyttelse af naturressourcer i havområder uden for søterritoriet: Om kanonkugler, norske snekrabber og fortolkningen af FN’s Havretskonvention.

Af Iben Yde og Jakob Dideriksen

Indledning

En gammel myte siger, at staternes magt rakte så langt, som deres kanoner kunne skyde. Dog ikke ind over andre staters grænser, men kanonkuglerne markerede staternes ydergrænse (ultima ratio) for deres søterritorium.

I forbindelse med et nyligt stillet folketingsspørgsmål FOU 27 om Østersølandenes søterritorier – og hvad deres statsskibe og –fly må foretage sig der, svarede Forsvarsministeren bl.a. at » Det følger af FN’s Havretskonvention af 1982, som Danmark ratificerede den 16. november 2004, at en kyststats suverænitet, ud over dens landterritorium og indre farvande, også omfatter et tilstødende område ud til 12 sømil, som benævnes søterritoriet. Suveræniteten omfatter såvel luftrummet over søterritoriet som dets havbund og undergrund.”

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der gælder i forhold til områder ud over de  nævnte, det vil sige uden for staternes søterritorium, når det kommer til at udnytte havets ressourcer ved fiskeri m.v.

Den norske sag

Og her kommer vi så til den dom, som den norske Høyesterett afsagde den 14. februar 2019. Sagen var anket af det lettiske rederi SIA North Star Ltd., der blandt andet ejer skibet Senator, som den 16. januar 2017 blev ransaget og opbragt af den norske kystvagt ud for Svalbard for ulovlig fangst af snekrabber.

Kaptajnen for det opbragte fartøj fremviste en EU-tilladelse udstedt gennem de lettiske myndigheder til at fange snekrabber. Kystvagten mente imidlertid, at der er forbud mod at fiske snekrabber på kontinentalsoklen i det pågældende farvand og at kun de norske myndigheder kunne udstede en dispensation fra dette forbud, og beordrede derfor fangsten indstillet og fartøjet til at gå i havn i Kirkenes. Nogle dage senere fik rederiet og kaptajnen en bøde for ulovligt fiskeri af snekrabber på norsk kontinentalsokkel i fiskebeskyttelseszonen ved Svalbard. Da de ikke anerkendte bøden, kom sagen for retten.

Høyesterett afgjorde sagen med udgangspunkt i havretten. Ifølge norsk lov er det forbudt for norske og udenlandske fartøjer at fiske snekrabber i norske farvande og på den norske kontinentalsokkel. Samtidig fremgik det af ”havressursloven”, som er hjemmelslov for dette forbud, at denne gælder med de begrænsninger, som følger af internationale aftaler og folkeretten i øvrigt. Domstolen var derfor henvist til at foretage en fortolkning af de havretlige regler på området:

FN’s Havretskonvention af 1982 (UNCLOS) foreskriver i artikel 77, at kyststaten har suveræne og eksklusive rettigheder over kontinentalsoklen for så vidt angår efterforskning og udnyttelse af dens naturlige ressourcer. Disse ressourcer omfatter mineraler og andre ikke-levende forekomster samt »sedentære« arter, dvs. levende organismer i det omfang de, når de er fangstmodne, enten er fastsiddende på kontinentalsoklen eller er ude af stand til at bevæge sig uden til stadighed at berøre havbunden, jf. art. 77, stk. 4. Som eksempler herpå kan nævnes muslinger, østers, søanemoner og fastsiddende alger. Men hvad med norske snekrabber?

Domstolens analyse af, om snekrabber en sedentær art, jf. UNCLOS, tog udgangspunkt i Traktatretskonventionen.

Danmark har tiltrådt konventionen, som blev offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 34 i 1980. Traktatretskonventionen er dog ikke tiltrådt af Norge, så dens bestemmelser gælder umiddelbart ikke. Den norske højesteret lagde dog til grund, at konventionens regler om traktatfortolkning gælder for alle stater, idet reglerne har status af sædvaneret. På den baggrund lagde retten til grund, at en traktats egen definition af de ord og udtryk, som benyttes i teksten, må danne udgangspunkt for forståelsen af traktatens ordlyd. De tiltalte gjorde nemlig gældende, at udtrykket sedentære arter i konventionen er ensbetydende med arter, der ikke kan bevæge sig, og fremlagde omfattende forskningsmateriale, der viste, at snekrabben kan bevæge sig over store afstande, og således ikke er ”sedentær”.

Høyesterett nåede dog frem til, stillet overfor dette, at begrebet ikke var en biologisk definition, men at den juridiske tekst skal fortolkes på den måde, at ”sedentær” omfatter arter, der enten er ubevægelige eller ude af stand til at bevæge sig uden at være i stadig fysisk berøring med havbunden eller undergrunden. Det har den konsekvens, at snekrabber er en sedentær art omfattet af kyststatens eksklusive ret til at udnytte naturressourcerne på kontinentalsoklen. Det norske forbud i ”havressursloven” mod at fange snekrabber er dermed i fuld overensstemmelse med UNCLOS, artikel 77, stk. 4.

De tiltalte firma og skibets kaptajn havde også fremført andre synspunkter, bl.a. en påstand om overtrædelse af ligebehandlingsprincippet i Svalbardtraktatens art. 2, der dog alle blev afvist, og som vi ikke vil behandle nærmere her.

Afslutning

Selvom dommens relevans for Danmark måske umiddelbart kan være svær at få øje på, både fordi der er tale om en norsk højesteretsdom, der ikke har retskraft i Danmark, og fordi der i de danske farvande i og omkring Jylland og øerne ikke nødvendigvis gemmer sig de helt store rigdomme i form af snekrabber og andre sedentære arter, som Danmark jf. den norske dom har fuld ret til at forvalte, kan den alligevel vise sig at få betydning på et senere tidspunkt. I og med at den omhandler fortolkning af en bestemmelse i en folkeretlig traktat, der er ratificeret af Danmark, vil den nemlig kunne få indirekte betydning som fortolkningsbidrag i forhold til en eventuel dansk retssag om samme bestemmelse. Hertil kommer, at de økonomiske og politiske interesser forbundet med retten til fiskeri og udnyttelse af havets, havbundens og kontinentalsoklens ressourcer formentlig har helt anderledes og ganske voldsomme dimensioner i havområderne omkring Grønland og de nye og ganske omfattende havområder i Arktis, som Danmark i 2014 gjorde krav på på Rigsfællesskabets vegne.

Der er forlydender om, at det lettiske firma pønser på at indbringe sagen for en international domstol. Om firmaet får held med dette, må vi foreløbig afvente, men i det mindste kan vi da slå fast, at kampen om havrettigheder og ressourcer såsom snekrabber ikke længere afgøres med kanonkugler, men mellem civiliserede stater med juridiske argumenter som våben. Og selv hvis man ikke er havretsnørd, kan der altså være grund til at følge udfaldet af en sådan retssag, hvis det kommer så langt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.