For statens sikkerhed, landets love og den offentlige orden – Overvågningens historie #2

Andreas Marklund er forskningskoordinator, ph.d. på Post & Tele Museum i København. Denne gæsteblog er del 2 af 2 om overvågningens historie, der søger at sætte nutidens debatter om elektronisk masseovervågning i et stærkt tiltrængt historisk perspektiv. Du kan finde del 1 af bloggen her 

Historisk forandring er kronisk vanskelig at hæfte op på specifikke år og begivenheder, alligevel vil jeg vove min faglige pels på, at første verdenskrig var en game changer i overvågningens historie. Anvendelsen af overvågning som statslig magtteknik er sandsynligvis lige så gammel som staten selv, men det var i 1914–18, at overvågningen begyndte at blive rettet mod masserne og for alvor blev moderne.

1.Overvågning anno 1915: to unge telegrafister ved Københavns Hovedtelegrafstation assisterer den topphemmelige ”Kystcentral” med tydningen af et indkommet telegram.
Overvågning anno 1915: to unge telegrafister ved Københavns Hovedtelegrafstation assisterer den topphemmelige ”Kystcentral” med tydningen af et indkommet telegram. (Post & Tele Museum)

Men historien er aldrig enkel og entydig. Samtidig som den systematiske masseovervågning tog form, pågik der en dybtgående, europæisk demokratiseringsproces, hvor fyrstestaternes undersåtter successivt forvandledes til frie borgere med grundlovsfæstede frihedsrettigheder. Og et grundlæggende element i den borgerlige basispakke var retten til en fri og ucensureret kommunikation.

Under enevælden havde meddelelseshemmeligheden været begrænset til fyrsten og i nogen grad de fyrstelige sendebud. Men efter revolutionsåret 1848 – hvor kongemagten svækkedes, og liberalismen vandt frem over store dele af Europa – begyndte den at udvides til samtlige borgere. Det vi i dag ville kalde ”det private” er i alt væsentlighed et barn af borgerskabets århundrede, der foldede sig ud i sit fulde flor i årene mellem enevældets fald og sommeren 1914. Tænk på den danske Junigrundlov fra 1849:

Boligen er ukrænkelig. Huusundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse.

Måske kan man sige, at det var med disse to sætninger, at ”privatlivet” blev afgrænset som en særlig og beskyttelsesværdig sfære i det danske samfund. Med rigets forfatning som fundament rejstes der sig i hvert fald en beskyttende mur omkring noget, som kun var ens eget – og som staten ikke måtte invadere uden lovlig begrundelse. Det var først i 1953, at ”post-telegraf-og telefonhemmeligheden” udtrykkeligt blev føjet til Grundloven, men allerede i 1800-tallet kunne paragraffen fortolkes, som at breve, telegrammer og anden kommunikation var omfattet af boligens ukrænkelighed.

Det er var jo også under borgerskabets æra, at de moderne telekommunikationer voksede frem og fik klodens afstande til at krympe med en ganske voldsom fart. Danmark fik sin første telegraflinje i 1854, og allerede fra starten var personalet forpligtet gennem en personlig ed til at opretholde noget, der blev kaldt ”telegrafhemmeligheden”.  En telegrafist skulle sværge ved ”Gud den Alsmægtige”, at hun eller han ”ingen Sinde, selv om jeg forlader Telegraphvæsenets Tjeneste, vil betro Nogenomheldst Indholdet af de Telegrafdepecher, der maatte kom til min Kundskab”.

Telegraf- og telefonhemmeligheden blev nærmest sakrosankt inden for 1800-tallets fremspirende telekommunikationsbranche. Infrastrukturen var afhængig af publikums tillid, og åbenbare brud på beskedernes fortrolighed risikerede at skræmme kunderne væk. Telegrafdirektøren i Danmark, Heinrich Høncke, var skeptisk og ofte åbent kritisk, når andre statslige myndigheder som fx politiet henvendte sig til Statstelegrafen med krav om udleveringer af specifikke telegrammer.  For de ansatte var brud mod hemmelighedsholdelsepligten en fyringsgrund, og fra 1897 – da Danmark fik sin første lov om telekommunikationer – kunne de også straffes med bøder og fængselsstraf.

Men det var ikke alle dele af statsapparatet, der sang med på den melodi. Der var en nedarvet skepsis fra fyrstestatens tid mod fortrolig punkt-til-punkt-kommunikation mellem enkelte statslige undersåtter/borgere. Og allerede under infrastrukturens etablering blev der inkorporeret bagdøre, som gjorde det muligt og legitimt for staten at holde øje med den kabelbårne kommunikation. Den første Internationale Telegrafkonvention, som i 1865 blev undertegnet i Paris af blandt andet Danmark og Sverige-Norge, fastslog, at regeringerne i de pågældende stater havde ret til ”at afvise eller standse ethvert Telegram, der maatte anses farligt for Statens Sikkerhed eller som maatte stride mod Landets Love, den offentlige Orden eller Sædelighed.” Nøjagtigt den samme formulering står at finde i samtlige danske telegrafiinstrukser fra 1870’erne og fremad, og i 1890’erne blev den udvidet til at også dække telefonsamtaler.

Her bør vi nok også minde os om, at telegrafen ligesom den tidlige telefoni var teknologier, der egnede sig ganske vel til overvågning. En besked, der blev sendt som telegram, blev jo altid læst af mindst 2 telegrafister, en i hver ende af telegraflinjen, som skulle oversætte de indleverede meddelelser fra almindeligt tekst til morse og tilbage igen. Og periodens telefoncentraler blev betjent af telefonistinder, som rent teknisk havde gode muligheder for at lytte med. Det var strengt forbudt at lække oplysninger om ekspederede samtaler til ”uvedkommende”, men i Danmark foregik der en kontinuerlig definitionskamp om, hvem der indgik i denne kategori. Privatpersoner var uvedkommende per definition, dog var det aldrig givet, hvor grænsen gik, når det drejede sig om individer eller institutioner, der kunne formulere sine krav i statens navn.

Telefonistinde ved KTAS store telefoncentral i Jorcks Passage, cirka 1904. (Post & Tele Museum)
Telefonistinde ved KTAS store telefoncentral i Jorcks Passage, cirka 1904. (Post & Tele Museum)

Kravene fra disse statslige aktører blev efter krigsudbruddet 1914 så vidtgående og omfattende, at det kan betragtes som en ny epoke i overvågningens historie. Storbritannien brugte sin kommunikationsteknologiske nøgleposition til at trawle de verdensomspændende telegrafkabler efter strategiske efterretninger og unønskede nyhedstelegrammer. De britiske telegramcensorer virkede globalt og opsnappede dagligt tusindvis af telegrammer, som blev stoppet, gemt væk eller videresendt til det britiske marineministeriums hemmelighedsfulde ”Room 40” – forgængeren til det legendariske Bletchley Park – for eventuel dekryptering og videre analyse.

Men også blandt de neutrale stater blev der udviklet rutiner for hemmelig masseovervågning. Allerede den 1. august, hvor Tyskland erklærede krig mod Rusland, modtog telegrafstationerne i Aarhus og Fredericia et fortroligt tjenestetelegram om at stoppe alle udlandsgående telegrammer, der indeholdt ”sensationelle og urigtige Meddelelser om danske Forhold eller Stemninger”. Ordren gentoges dagen efter i et cirkulærtelegram til samtlige danske telegrafstationer – og sådan fortsatte det i den fire år lange krig, hvor der i perioder nærmest dagligt blev udfærdiget nye censurinstrukser. Den 24. august 1914 meddelte Telegrafdirektoratet, at telegrammer til udlandet ikke måtte ”indeholde noget om Udførsel fra Danmark af Krigsmateriel, Heste og Vaaben.” To dage senere blev det forbudt for privatpersoner at bruge ”hemmeligt sprog” – chiffer og kode – i såvel indenrigs som udenrigs telegramkorrespondance.

Imidlertid var det ikke nok at holde øje med telegrafkablerne, hvis en regering i starten af det 20. århundrede skulle kontrollere de elektriske informationsstrømme. I Danmark blev der tidligt under krigen lukket for alt offentlig adgang til den trådløse telegrafi, som var periodens ”high-tech” på kommunikationsområdet – og som dertil var usædvanligt vanskelig at styre. Men Skandinavien anno 1914 var også en af de mest telefontætte regioner i verden, og de danske myndigheder opdagede efterhånden, at journalister og andre kreative eksistenser kunne undgå telegramcensuren ved at ”misbruge” de internationale telefonforbindelser til Sverige eller Norge. Ad den vej kunne følsomme informationer transporteres ud af landet og nå videre ud i det globale kommunikationsnet via nabolandets kabelforbindelser. Således begyndte Telegrafvæsenet at aflytte telefonsamtalerne til det nære udland – og vice versa fra Sverige og Norge på ledningerne, der gik til Danmark. Som overvågere brugte man de almindelige telefonistinder, der gennem stikprøver skulle kontrollere, at der ikke blev talt om ulovlige eller u-neutrale ting på linjen.

Det overordnede formål med overvågningen under krigen var beskyttelsen af den danske og skandinaviske neutralitetspolitik. Fra 1917 begyndte systemet imidlertid at rettes mod revolutionære socialister, især de russiske bolsjevikker. Og i den form overlevede overvågningsapparatet krigen. Selve censurkontoret lukkede, men kontrollen af kommunikationerne fortsatte i det skjulte.   I 1934 blev det indskærpet for de ansatte i Post- og Telegrafvæsenet, at samtlige telegrammer og telefonsamtaler, som “maa antages at være farlige for Statens Sikkerhed eller at forvolde Uroligheder her i Landet” skulle indrapporteres.

Så de overvågningsrutiner, der blev udviklet under ”Den store krig”, blev aldrig fuldt afviklede efter 1918. En vigtig del af denne institutionelle arv, som vi i den grad stadig lever i skyggen af, er den militære signal- og kommunikationsovervågning – altså det som indimellem omtales med det ikke særligt mundrette begreb ”signalefterretningsvirksomhed” eller SIGINT (Signals Intelligence). Såvel det britiske GCHQ (Government Communications Headquarter) som det amerikanske NSA (National Security Agency) kan spore sine rødder tilbage til hemmelige efterretnings- og analyseenheder, der blev oprettet i årene 1914 – 18. I Danmark opererede der en tophemmelig militær efterretningsenhed kaldet ”Kystcentralen”, som var indlogeret i et skjult bagkontor ved Hovedtelegrafstationen i København. Afdelingen udgjorde det kommunikative hovedled mellem de danske ”kystudkigsstationer” og overkommandoen i København, men den tappede også kabeltrafikken på strategiske informationer. Personalet ved Hovedtelegrafstationen blev instrueret af ledelsen om, at telegrammer fra de krigsførende lande af politisk eller militær natur hurtigst muligt skulle sendes i kopi til Kystcentralen.

Kystcentralen ved Københavns Hovedtelegrafstation, cirka 1915. (Post & Tele Museum)
Kystcentralen ved Københavns Hovedtelegrafstation, cirka 1915. (Post & Tele Museum)

Således etableredes de strukturer og teknologier, der i løbet af det urolige og krigeriske 1900-tal blev sammenflettet til det globale netværk for elektronisk masseovervågning, som Edward Snowden afslørede i sommeren 2013. Kortlæggelsen af forløbets senere faser er et væsentligt emne for dagens historikere, og der vil utvivlsomt udfolde sig nye perspektiver i takt med at forskerne vinder adgang til følsomme og hemmelighedsstemplede dokumenter fra vores nærmeste historie.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.