Bogen giver et omfattende indblik i de danske diplomatiske repræsentationer, og der er ingen tvivl om, at professor Marcussen nyder stor anerkendelse i diplomatiske kredse, hvorfor han også har fået lov at følge nogle af diplomatiets helt store drenge og fået sparring fra personer i inderkredsen af dansk diplomati. Det giver adgang til en masse viden, men det er på en måde også Marcussens arkilleshæl, da han som forsker kan opleves som lidt for tæt på aktørerne på området og med en klar pro UM dagsorden.
Når det er sagt, er der tale om en yderst veldokumenteret bog, der klart belyser en væsentlig problemstilling, nemlig den kompleksitet som det danske diplomati skal agere i anno 2017 samtidig med en manglende vilje til den nødvendige investering heri.
Marcussen stiller knivskarpt fokus på krydspresset imellem de store forventninger og de få ressourcer. Tag EU-repræsentationen i Bruxelles som eksempel. Da man reformerede repræsentationsstrukturen i 2014 – der blev kaldt den største i nyere tid – var det under mottoet ”Mere verden, mindre Europa, men mere EU”. Tanken var bl.a. at lukke nogle ambassader i EU lande for til gengæld at styrke den danske EU-repræsentation, der på det tidspunkt var på størrelse med Malta, der som bekendt kun har ca. 440.000 indbyggere. Det endte dog med, at godt nok blev antallet af ambassader i EU reduceret, men det gjorde antallet af udsendte på EU-repræsentationen også. Endvidere blev der reduceret i antallet af ansatte i Udenrigsministeriet, der har med EU koordination at gøre. Danmark valgte altså at gøre en i forvejen meget lille EU-repræsentation endnu mindre. I 2016 er det kun Luxembourg, der har færre udsendte diplomater (Marcusssen s. 43). Jeg oplevede selv som attaché på EU repræsentationen i 2013-2015, at skulle dække migrationsområdet alene, hvor andre lande havde op til 5 udsendte til at dække den samme sagsportefølje. Det er uholdbart, når en stor del af løsningen på migrationsproblemet handler om at finde fælles europæiske løsninger. Det samme kan siges om mange andre politikområder. Men som Marcussen på fin vis får beskrevet, er det generelle billede stadig, at Danmark får meget ud af sine ressourcer og konsekvent bokser over sin vægtklasse.
Marcussen giver et fremragende indblik i den komplekse hverdag, hvor diplomatiske repræsentationer i dag løser mange og forskelligartet opgaver. Det er lige fra de udadvendte opgaver med at skabe og fremme gode relationer til værtslandet og forsvare Danmarks image i værtslandets medier til de hjemadrettede funktioner som klassisk indberetningsvirksomhed, herunder ambassadøranalyser, men også synlighed i danske medier omkring værtslandet. Hertil kommer funktionen som serviceorganisation med borgerservice og konsulære opgaver og funktionen som konkurrenceorganisation for at fremme økonomisk diplomati og eksport. For især de multilaterale repræsentationer handler det også at være en suværitetsorganisation, der kan sikre Danmarks stemme og indflydelse i institutioner så som EU, NATO og FN. Ydermere bruger Danmarks diplomatiske repræsentationer i høj grad også ressourcer på at agere rejsebureau for især den danske regering og Folketinget i forbindelse med diverse besøg.
Bogen er klart anbefalelsesværdig og giver et omfattende indblik i både komplekse hverdag i det danske diplomati, men også gode refleksioner for fremtiden. Marcussen er forsker, men bogen tenderer undervejs til at blive noget teoritung på den måde, hvor det opleves som værende fra langt fra virkeligheden, hvilket står i modsætning til bogens formål. Det forbliver dog en tendens, da det overordnede billede, der står tilbage, er solide analyser koblet op på teori og baseret på faktuelle observationer.
Anmeldelse af Martin Marcussen, Diplomati på bar bund, hverdagens diplomati på de danske ambassader, DJØF forlag 2017.