Velkommen på forsiden

Tv har netop genudsendt nogle udsendelser, hvor kendte mennesker helt ubegrundet er blevet hængt ud i medierne som brugere af sort arbejde, som nazister etc. De har fortalt om de store omkostninger dette har haft for dem og deres nærmeste, også selvom de senere har fået erstatning og undskyldninger.

Mindst lige så slemt eller måske endda værre er det at se sig på forsiden af aviserne som sigtet i en måske alvorlig straffesag, dvs. på et tidligt tidspunkt i en efterforskning. Her har vi en regel i retsplejeloven der bl.a. bestemmer, at en sigtet kan få nedlagt navneforbud, hvis offentlig gengivelse af navnet vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse.

Men et sådant navneforbud kommer ofte alt for sent. Pressen er forbløffende velorienteret tidligt, hvis der f.eks. skal afholdes grundlovsforhør over en kendt person. Og med et museklik er denne nyhed spredt på de sociale medier worldwide og deles flittigt, længe før retten har taget stilling til et navneforbud. Når det så bliver nedlagt er skaden sket- nogle medier er endda af den opfattelse, at de ikke har pligt til at fjerne navn og evt. billede, såfremt det er bragt før navneforbuddets nedlæggelse.
Disse nye gabestoksmuligheder via internettet kan være ødelæggende for et menneske.

Heroverfor fremføres hensynet til offentlighed i retsplejen, pressen skal følge med i hvad der foregår i retten etc., men det er et falsk argument. Pressen hindres jo ikke i at følge med i hvad der foregår i retten, hvis der bare sker nedlæggelse af navneforbud, og er der tale om en person der er indehaver af en særligt betroet stilling, kan retten nægte at nedlægge navneforbud. Men det er de færreste personer, der på et tidligt stadium af en straffesag, er så profilerede, at et navneforbud bør undlades henset til den enorme skadevirkning det har for den pågældende person resten af livet, idet det kan være meget svært at komme ud af internettet, når man først ligger der.

Jeg synes derfor tiden er kommet til at ændre reglerne om navneforbud i straffesager, således at der i alle straffesager automatisk er navneforbud for den sigtede, indtil retten har taget stilling til, om det skal ophæves. Denne regel er enkel at administrere, selvom det må erkendes, at en enkelt krænkelse stadig vil kunne spredes lynhurtigt via nettet. Men det bør ikke forhindre politikerne i at gennemtænke de nuværende regler også i lyset af retten til at blive betragtet som uskyldig indtil man rent faktisk er dømt.

Sysette Vinding Kruse

Kriminalretlige vinkler Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Herudover er Sysette advokat i advokatfirmaet Homann, ligesom hun bestrider en lang række formandsposter i forskellige fonde og selvejende institutioner. Sysette er Dr. Jur. Fra Københavns Universitet med afhandlingen”, "Erhvervslivets Kriminalitet” og tidligere lektor på KU. Sysette beskæftiger sig primært med strafferet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *