Politiklagemyndighedens årsberetning for 2016 er udkommet den 6. marts 2017 og kan ses på www.politiklagemyndigheden.dk.
Politiklagemyndigheden er uafhængig af både politi og anklagemyndighed og har til opgave at efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt sager om personer, der er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Endvidere har Politiklagemyndigheden til opgave at behandle og træffe afgørelse i sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd.
Som sædvanligt refererer pressen en række af årsberetningens konkrete sager, der er af vidt forskellig karakter og alvorlighed. Fx har pressen allerede omtalt sagen fra beretningens side 29, der handlede om tre polititjenestemænd, der på politimotorcykler kørte udrykningskørsel til et pizzeria og en thai-restaurant for at spise aftensmad.
På beretningens side 35 kan læses om en polititjenestemand, der havde en privat uoverensstemmelse med en taxachauffør. I den forbindelse viste polititjenestemanden sit politiskilt til taxachaufføren, ligesom polititjenestemanden sagde til taxachaufføren, at han var polititjenestemand. Polititjenestemanden befandt sig på stedet i en ren privat anledning og i lettere beruset tilstand.
Hvordan sagerne endte, vil jeg overlade til selvstudie, da omtale af disse to – trods alt mindre alvorlige sager – ikke er mit egentlige ærinde med dette indlæg.
Mit ærinde er i stedet at henlede opmærksomheden på, at Politiklagemyndigheden påpeger et alvorligt mere generelt problem i forbindelse med forsinkede afhøringer af polititjenestemænd i de såkaldte ”udrykningssager”. Det er sager, hvor det påhviler Politiklagemyndigheden at iværksætte efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Det gælder endvidere alle sager, hvor en person er ramt af skud fra politiet. I sådanne sager er det vigtigt at få klarlagt, om politiet har handlet korrekt. Er der polititjenestemænd, der har begået noget strafbart? Er der procedurer, der skal ændres?
I årsberetningen er på side 12 anført:
”Det har blandt andet i flere sager vist sig vanskeligt at få adgang til hurtigt at afhøre det involverede politipersonale inden for rimelig tid. Der er eksempler på, at der er gået flere dage, uger og i et enkelt tilfælde flere måneder, før Politiklagemyndigheden har kunnet foretage afhøring af de implicerede polititjenestemænd i en udrykningssag. Baggrunden herfor har i disse sager været, at de involverede polititjenestemænd ikke har ønsket at lade sig afhøre uden forsvarer, og at den ønskede forsvarer først har kunnet deltage i afhøringen på et senere tidspunkt.
Det er således Politiklagemyndighedens erfaring, at politipersonale over det meste af landet eller politiforeningen ofte ønsker tilstedeværelse af bestemte forsvarere. Dette indebærer, at afhøringerne ofte ikke kan foretages umiddelbart efter episoden, mens hændelsesforløbet er frisk i erindring, men må vente til, den ønskede advokat har tid.
Det er efter Politiklagemyndighedens opfattelse uholdbart, når afhøringer af de involverede polititjenestemænd i disse alvorlige sager ikke kan gennemføres umiddelbart efter, episoden har fundet sted.
Højesteret udtalte i den såkaldte ”Løgstør-sag”, at det var egnet til at svække offentlighedens tillid til statsadvokatens undersøgelse, at de implicerede politiassistenter havde mulighed for at samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt dagen efter et dødsfald, og at vurderingen af forklaringerne derfor måtte ske i lyset deraf. Højesteret udtalte endvidere i den såkaldte ”Tilst-sag”, at den blotte mulighed for, at politiassistenterne i nogle få timer kunne samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt, var uheldig.”
Som forsvarsadvokat i straffesager har jeg som udgangspunkt stor forståelse for retten til det frie forsvarervalg. Det er endda en helt grundlæggende menneskeret. Jeg deler dog fuldstændigt Politiklagemyndighedens bekymringer, der også fremgår af beretningens side 12:
”Det er derfor uheldigt og i strid med formålet med Politiklagemyndighedens hurtige udrykning, når myndighedens efterforskere ikke har mulighed for at afhøre de involverede polititjenestemænd i tilknytning til udrykningen, fordi disse har anmodet om en bestemt forsvarer, der først kan deltage på et senere tidspunkt.”
For at man kan have tillid til en undersøgelse foretaget af Politiklagemyndigheden, skal den ikke alene være objektiv. Den skal også være effektiv. For at sikre tilliden til hele “systemet”, må der derfor snarest findes en løsning på problemet.
