Taksøe-udredningen og folkeret som national interesse

Det har næppe undsluppet læserne af denne blogs skarpe øjne, at Peter Taksøe-Jensen (Danmarks ambassadør i Indien og tidligere chef for Juridisk Tjeneste i UM)  for et par dage siden offentliggjorde sin længe ventede udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen – Dansk diplomati of forsvar i en brydningstid: Vejen frem for Danmarks interesser og værdier frem mod 2030 – har generelt fået en pæn modtagelse, og den er af flere blevet rost for at forsøge at anlægge et tiltrængt helikopterperspektiv på et politikområde, der kun alt for sjældent hæver sig over mere detailprægede diskussioner.

Vi har desværre ikke i Danmark nogen særlig stolt tradition for at diskutere de overordnede linjer i vores sikkerheds- og udenrigspolitik, og som enhver med indblik i det politiske maskinrum ved, så er det sjældent de mere grundlæggende spørgsmål om Danmarks plads i verden, der optager danske parlamentarikere. Der er derfor allerede af den grund efter min opfattelse også flere af Taksøs anbefalinger, der forekommer oplagt rigtige. Et eksempel er anbefalingen om, at der tages initiativ til udarbejdelsen af periodevise nationale sikkerhedsstrategier, der kan fungere som en måde, hvorpå de danske indsatser og politikker kan koordineres, og at vi får en national sikkerhedsrådgiver, der kan indtage en tiltrængt koordinerende rolle. Behovet for en national sikkerhedsstrategi og en langt bedre koordination i udenrigs- og sikkerhedspolitikken er da også blevet betonet ved flere  lejligheder af eksperter uden for det politiske system (se bl.a. her og her).

Det har givet anledning til en del diskusison, at Taksøe i sin udredning lægger op til det, han betegner som en ’interessebaseret udenrigspolitik’. Debatten om interesser og hvilken rolle nationale interesser bør spille i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er kompleks og egner sig ikke til at blive udfoldet i et blogindlæg.

Set med folkeretlige briller springer det imidlertid (glædeligt) i øjnene, at Taksøe flere steder betoner, at folkeret er en national interesse for Danmark.

De mest interessante vendinger er i den forbindelse at finde i udredningens kapitel 4, der omhandler ’Danmarks strategiske interesser i en forbundet verden’. De væsentligste pointer genfindes i en række interessante – og efter min opfattelse helt centrale – opsamlende vendinger i udredningens sammenfatning. Det fremgår bl.a. heraf (s. 1-2), at

Udenrigspolitikkens formål er at bidrage til at forstå, påvirke og forholde sig til den internationale udvikling med det hovedformål at bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående Danmark med et dansk værdigrundlag til gavn for befolkningen. Forsvars-, sikkerheds-, udviklings- og handelspolitik er integrerede dele af Danmarks udenrigspolitik, der skal opfylde denne vision.

Det gøres bedst ved at føre en interessebaseret, samtænkt og fokuseret udenrigspolitik, der har Danmarks, de øvrige rigsdeles og befolkningens sikkerhed, velstand og grundlæggende værdier som sine centrale pejlemærker. 


Udgangspunktet er de varige forhold, som knytter sig til Danmarks placering i verden og rolle som international aktør, den virkelighed, der omgiver os, og det værdigrundlag, det danske samfund bygger på. Kongeriget Danmark er en arktisk stormagt og et mindre europæisk land placeret mellem de regionale stormagter og en del af en nordisk og nordeuropæisk kulturkreds. Danmark er også en handelsnation med en lille åben økonomi, som trives bedst i en stabil og regelbundet international orden. Danmarks medlemskab af EU, NATO og FN er det grundlæggende fundament for varetagelsen af Danmarks interesser internationalt.

Især de sidste to sætninger er værd at notere sig – og gentage:

”Danmark er også en handelsnation med en lille åben økonomi, som trives bedst i en stabil og regelbundet international orden. Danmarks medlemskab af EU, NATO og FN er det grundlæggende fundament for varetagelsen af Danmarks interesser internationalt.”

To pointer gemmer sig her.

1) Ved at betone, at en stabil og regelbundet international orden er i Danmarks nationale interesse slår Taksøe her et tydeligt slag for behovet for folkeret. Vi har som en lille stat med en åben økonomi en oplagt interesse i, at den forudsigelighed og stabilitet, som et internationalt retssystem giver bevares. Vi kan diskutere, hvad indholdet af de retlige normer og de internationale spilleregler skal være, men det er i sig selv en dansk national interesse, at der findes en regelbunden international orden. Og det gælder lige fra spørgsmålet om reguleringen af brug af international magt til grænsedragningen og fordelinger af kontinentalsokler i Arktis.

Det er selvfølgelig en ret banal pointe for den velbevandrede jurist, at en af juraens styrker netop er den forudsigelighed, som retlige normer giver, men det er nu engang ikke en pointe, der genfindes ret ofte på det politiske niveau. Og præmissen om, at opretholdelsen af en international retsorden er i Danmarks interesse bliver selvsagt ikke mindre relevant i lyset af den megen snak blandt kommentatorer og politikere om behovet for et opgør med internationale konventioner og traktatregimer, såsom Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og sågar EU.

Igen: vi kan diskutere, hvad indholdet af en international retsorden bør være, herunder om de eksisterende konventionsforpligtelser er tidssvarende eller ej, men at der set med danske interessebriller er behov for internationale spilleregler er hævet over enhver tvivl. De danske politikere, der gerne ser et opgør med dele af den eksisterende folkeret, skal huske på, at vi er et lille land, der har en klar interesse i, at der eksisterer internationale spilleregler.

2) Den anden pointe i citatet er selvfølgelig, at dansk medlemskab af EU, NATO og FN efter Taksøes opfattelse ikke bare udgør et centralt men sågar det ’grundlæggende’ fundament for varetagelsen af Danmarks interesser internationalt. Der er her tale om et stærkt forsvar for den institutionelle forankring af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der så ofte – og i stigende grad – er udsat for hård kritik. Det er måske ikke super overraskende, at en karrierediplomat og ambassadør betoner behovet for internationalt samarbejde, men det er ikke desto mindre et udsagn, der næppe vil blive modtaget særlig positivt i blandt andet de mange EU-kritiske kredse.

Taksøes udredning er generelt et studium værd for enhver, der interesserer sig for de lange linjer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det stærke forsvar for det særlig danske behov for folkeret og internationale institutioner er særdeles tiltrængt.

 

 

 

Anders Henriksen

National Security Law Anders Henriksen er lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice. Anders har tidligere bl.a. været ansat som forsker i Dansk Institut for Militære Studer og er forfatter og medforfatter på en lang række rapporter og analyser for, bl.a. Dansk Institut for Internationale Studier og Center for Militær Studier. Anders’ primære forskningsområde er folkeret med særligt fokus på staters internationale magtanvendelse, væbnede konflikter og terrorbekæm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *