Danmark ratificerer tillægsprotokol til EMRK

Danmark har ratificeret protokol nr. 15 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Protokol nr. 15 er en såkaldt ændringsprotokol, som bl.a. indeholder nye regler for, hvornår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol antager klager til behandling. Formålet med protokollen er sikre Domstolens effektivitet, bl.a. ved at nedbringe det store antal af ubehandlede (pt. over 70,000) sager.

Protokol nr. 15 vil, når den engang træder i kraft, ændrer Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på følgende punkter:

  • Der indsættes en reference til subsidiaritetsprincippet og princippet om skønsmargin i præamblen.
  • Fristen for at indbringe en klage til Domstolen ændres fra 6 til 4 måneder.
  • Afvisningskriteriet i artikel 35, stk. 3, litra b, ændres, således at betingelsen om, at en klage ikke kan afvises, hvis klagen ikke har været behørigt behandlet af en national domstol, fjernes.
  • Et kammer ved domstolen vil kunne oversende en sag til Storkammeret uden parternes accept.
  • Aldersgrænsen for dommere ændres, således at dommerkandidater fremover skal være under 65 år.

Protokol nr. 15 blev åbnet for undertegnelse den 24. juni 2013, og træder i kraft når alle Europarådets 47 medlemsstater har ratificeret. Danmarks ratifikation bringer det samlende antal op på 31, og det vil formentligt tage flere år før protokollen træder i kraft.

For yderligere information om protokol nr. 15 se Justitsministeriets skrivelse af 30. oktober 2013 samt Europarådets hjemmeside.

Jacques Hartmann

Jacques Hartmann er professor ved Dundee University, Skotland. Jacques har en ph.d. fra Cambridge University, hvor han også arbejdede på Lauterpacht Centre for International Law. Derudover har Jacques bl.a. arbejdet i Udenrigsministeriet og ved Det Fælleseuropæiske Universitetscenter for Menneskerettigheder og Demokratisering i Venedig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *